Flyveøglen Raptor
De flyvende biler er endeligt landet! Den nye, 14. version af verdens bedst-sælgende pickup-truck er leveret flere steder i USA, og nu begynder optakten til udgivelsen af den potente Raptor-variant. Én Instagram-bruger ved navn @395jeep optog en video af en Ford F-150 Raptor, der flyver over et hop. I forgrunden ses også et filmhold, og et kamera på en kran.
Videoen og Instagram-kontoen blev siden fjernet af Ford, der ikke ville risikere at detaljer omkring den nye Raptor undslap. Video blev dog gemt af brugeren @raptor.world, der nu har uploadet den til Instagram igen.
Standard Raptor?
Instagram-brugeren, der uploadede videoen hævder, at bilen i videoen er standard. Han hævder også, at bilen tog endnu syv hop, hvorefter den hurtigt forlod gerningsstedet. Raptoren er dog den mest veludstyrede variant af F-150. I motorrummet findes samme dobbelt-turboladede 3,5-liters V6 som er centerplaceret i en ny Ford GT. Den sender 456 hk og 510 Nm ud igennem en ti-trins automatgearkasse, der naturligvis trækker både for- og bagakslen.
0-100 km/t tager 5,5 sekunder, og det er imponerende med bilens 2,5 tons vægt i baghovedet. De forbavsende hurtige tal har naturligvis en økonomisk hage: Raptor kører 6,8 km/l.

Ingen V8... Endnu...
Én af de klager, mange amerikanere har til den nye F-150, er manglen på V8-motor. Selvom tendensen til downsizing også har spredt sig til USA, er F-150s konkurrent, Ram, stadigvæk V8-motoriseret.
Rygterne siger dog også, at Ford har planer om at lægge en 5.0-liters V8 i motorrummet på F-150. Motoren er allerede i brug i Ford Mustang, og det kan derfor give mærket en nem entré til V8-pickup-segmentet.
Fords F-serie af pickup-trucks har selvfølgelig før haft V8 i motorrummet. Lyder det mere interessant end en downsized V6, så læs Steen Bachmanns anmeldelse af en gammel F-250, der har et problem med at drikke.