Mustang Bullitt: Kongen af COOL!

En lille tidslomme

Varmen får den tørre luft til at flimre nervøst, og der ligger et underligt, ildevarslende lys over den store havneby. Jeg ser mig instinktivt over skulderen, før jeg sætter mig ind bag rattet af den ventende mørkegrønne Ford Mustang. Jeg hugger den korte, kontante gearstang i 1., slipper koblingen og skyder af sted med rygende dæk. 

Ikke helt Steve McQueen

Mit navn er Frank Bullitt, jeg er cool og jeg... Kollega Anders Richter springer pludselig ind i mit indre skærmbillede med fægtende arme og viftende kamera: “Kan vi lige tage den igen, jeg døjer med lyset,” spørger han. Øv! Tilbage til virkeligheden. 

For trods de åbenlyse ligheder er jeg jo ikke Steve McQueen, den amerikanske skuespiller, der spiller politimanden Frank Bullitt i filmen af samme navn fra 1968 – en mand der er almindelig anerkendt som den mest cool person, der nogensinde har siddet bag et rat. Nej, jeg er ikke ham, og vi står ikke midt i San Francisco’s Bay Area, men ved DLG-foderstoffen på Korsør Havn. 

Og endelig er bilen ikke en 1968 Ford Mustang GT390 CID Fastback. Men den er pokkers meget tættere på originalen, end jeg er på Steve McQueen.

Mustang Bullitt fra 2008

For anden gang, siden filmen vandt en Oscar for sin klipning, og bilen vandt alle bilnørders hjerter, har Ford lanceret en Mustang, der ligner den, som McQueen kørte.

Ford Mustang Bullitt anno 2008 er i princippet en moderne Mustang GT, som helt i tråd med traditionen har fået fjernet sine emblemer og de fleste forkromede detaljer, hvorefter den er blevet lakeret i farven Highland Green. En farve, der lægger sig helt op af den originale, og som Ford fik blandet til den første hyldest-Bullitt i 2001. Men efterligningen er mere vidtrækkende end som så.

Dengang i 1968 blev den hyperpopulære Ford Mustang valgt af Warner Bros, fordi den unge, cool hovedperson skulle have en bil, der passede til imaget.

Ford’s PR-afdeling stillede to biler til rådighed. Mustang havde netop havde fået et facelift, der introducerede en 325 hk big block-V8 fra Ford Thunderbird. Men for at bilerne skulle kunne klare den planlagte biljagt gennem San Francisco’s gader, fik de nye Koni-støddæmpere og strammere fjedre, kofangerne fik nye stivere, og endelig blev 390 CID-motorerne tunet en smule. 

V8'eren yder 15 hk mere

Vi skipper frem til Korsør 40 år senere. Ligesom originalen har Bullitt ’08 fået en række små ændringer såsom nye fjedre og støddæmpere (en særlig Bullitt-mærket tårnstiver med serienummer ses i motorrummet), og den står 6 mm lavere end en standard GT. Motorstyringen er bl.a. ændret, så den 4,6-liters V8’er yder 15 hk mere end GT’ens 300 hk. Men nok så vigtigt topper omdrejningerne nu 250 o/min senere ved 6.500 o/min, og samtidig er bagtøjsudvekslingen ændret fra 3,31:1 til 3,73:1. Kombinationen giver en hurtigere acceleration uden, at det koster på tophastigheden, og Mustang Bullitt sætter en standard GT med 0,2 sek fra 0-100 km/t.

Men det allervigtigste er lyden. Et åbent luftfilter fra Ford Racing Parts og en helt ny udstødning med 3,5 tommers afgangsrør er specialdesignet til at efterligne filmens velkendte, gurglende, raspende buldren. Og den lyder fantastisk.

Bullitt mere hårdkogt end GT'eren

Så på med rullekraven, læg håret til en side og ansigtet i dybe folder og se at komme afsted. Inde i bilen er lyden overraskende dæmpet, og kombinationen af børstet aluminium (ikke helt tro mod Bullitts bil men meget federe end GT’ens plastpaneler) og de omsyede GT500-sæder bringer børstens kabine lidt tættere på en slags europæisk standard. 

Og det bliver ikke ved fernissen. Vestsjælland flyder sammen i en ligegyldig kulisse af fartstriber rundt om denne Mustang, da jeg flygter fra ”settet” og finder en snoet landevej. Sin specielle herkomst til trods må det her simpelthen være den mest velkomponerede Mustang til dato. Det kan godt være, at ændringerne er små, men alting spiller bedre sammen end tidligere. 

Bullitt er mærkbart strammere end GT, men på ingen måde ukomfortabel. Styretøjet virker faktisk også skarpere, og selv den stive bagaksel opfører sig pænt i svingene på de ujævne veje. Takket være – formoder jeg – den nye gearing, virker Bullitt meget stærkere end dens 315 hk, og for mit indre øje dukker en sort Dodge Charger med to lejemordere op i horisonten. 

Jeg gearer ned og maser pedalen i bund, bagenden giver et vug, og udstødningerne vræler, mens bilen skyder frem. Jeg fortrækker ikke en mine. Mit navn er Frank Bullitt. Flyt jer.  

Artiklen er bragt i Bil Magasinet nr. 206 fra november 2008