Allerede fra 2017 kan Ford-kunder opleve lyden fra B&O bag rattet. Lydanlægget vil blive udviklet af den amerikanske lydspecialist Harman, som trækker på de mere end 90 års erfaring fra danske Bang & Olufsen.
En af grundende til at Ford har valgt denne strategi skal findes i en undersøgelse fra Ipsos, som udfører globale markedsundersøgelser. Her viser det sig, at cirka en tredjedel af alle adspurgte nybilskøbere vil kigge nøje på mærket på lydanlægget i deres næste bil, og at det vil spille en stor rolle i købsbeslutningen.

Hvis du undrer dig over, hvorfor Harman og Bang & Olufsen nævnes i samme sætning, så skyldes det, at B&O solgte deres automotive-afdeling fra til Harman tilbage i slutningen af maj sidste år. Så i fremtiden vil det være Harman, som står bag alt, hvad der hedder B&O i biler.
Prisen for at overtage denne afdeling var i øvrigt over 1 milliard kroner. Helt præcist får Bang & Olufsen en forudbetaling på 1,17 mia. kr., og derudover sikres B&O en årlig minimumsbetaling og en licensafgift på mindst 12,7 mio. kr. om året de næste 20 år.
Mon ikke det kan give lidt ro på økonomien i den danske elektronikvirksomhed?