© bilmagasinet.dk

Læserne tester: Ford Fiesta

Her er de bedste test af den nye Fiesta

18. december 2009 af Steen Bachmann

Rasmus S. Mikkelsen

VINDER AF FIESTA-KONKURRENCEN

Testkører
Rasmus Søgaard Mikkelsen

Flabet farmor

Ford Fiesta har siden sin introduktion i halvfjerdserne sandt for dyden aldrig været en bil hvis design henledte tankerne på FEST. Ikke desto mindre har Ford i nyeste udgave arbejdet med at gøre modellen mere ungdommelig i sit udtryk, hvilket faktisk er lykkedes ganske fortrinligt.

Inden døre får man samme positive overraskelse som ude. Fra førersædet, hvor jeg hurtigt finder en behagelig kørestilling, er den dybt skrånende forrude med til at give fornemmelsen af en større bil.

At dette er ”Trend”-versionen med ”pakke 2” afslører sig hurtigt, både aircondition, tripcomputer og Bluetooth er at finde ombord. Interiøret er i sit udseende en gennemført komposition af pæne materialer, udført i et strømlinet design. Billedet lider dog nogen skade, når jeg i min iver begynder at pille ved alle knapperne. Luftindstillingsgrebenes plastiske klikken samt dørhåndtagenes vakkelvorne kvalitet minder mig om, at der ER tale om en Fiesta, og at produktionsomkostningerne HAR spillet en væsentlig rolle.

En motor på 60 hk lyder ikke af meget, og forventningerne til kraftoverskuddet er til at overse. Med denne forventning om en søvndyssende accelerationsevne, venter jeg på et pænt hul i trafikken, og bevæger mig over kantstenen, og ud på den trafikerede Jagtvej i indre København. Overraskende villigt er Fiestaen og jeg nu en del af mylderet, og klar til at afsløre sandheden bag det friske design.

Fiesta udmærker sig sammenlignet med klassens øvrige konkurrenter, ved et super-lækkert gearskifte samt en meget præcis elektronisk fartafhængig servostyring. De 60 hk den lille 1,25’er yder, gør det forbavsende godt i bytrafikken. En tilpas lav gearing gør at der faktisk ikke savnes overskud her.

Straks værre bliver det når jeg bevæger mig ud i motorvejstrafikken, her skal der virkelig arbejdes for at holde gryden i kog. Alt over 3. gear er overvejende til konstant fart, og bilen skal gerne holdes i nærheden af de 4500 omdrejninger før der er magt over tingene. Støjbilledet er dog selv ved motorvejskørsel acceptabelt, og største gene er egentlig det mislydene blinklys ved overhaling. Selvom det ikke bliver til mange anerkendende blik mens jeg cruiser tilbage langs Strandvejen, gennem 2900, føler jeg mig faktisk ret godt tilpas med at køre i Fiestaen.

Den stemmestyrede bluetoothenhed, som fungerer til både radio og telefon gør det udmærket. Den genkender hurtigt min stemme, og udfører ordren korrekt. Dog skal det bemærkes at det tager lidt tid før systemet er inde i den ønskede menu, og jeg anser det kun for en sjov gimmick, hvis brug i praksis vil begrænse sig til show-off for vennerne.

Benzinforbruget på 18,5 km/l som stilles i udsigt, sender bilen ned i næstbilligste afgiftsklasse og styrker bilens og ejerens grønne samvittighed.

Ford har med den nyeste udgave af Fiesta formået at skabe en bil, som distancerer sig fra det farmor-image bilen må siges at have opbygget. Det store spørgsmål er altså, om Fiesta vil vinde ungdommens gunst, eller blot være klassens flabede farmor.

Testet
Ford Fiesta 1,25 Trend 5d

Motor
R4, 1,25, 16V, 60 hk

Forbrug
18,9 km/l

Pris
159.899 kr.*

* inkl. pakke med aircon, kørecomputer & bluetooth til 13.000 kr.

Tonny Friberg

Testkører
Tonny Friberg

Indrømmet - første gang jeg kastede blikket på den ny Fiesta, var det lidt ligesom i skolen, når der kom en ny pige i klassen. "Hun" ser sød og lækker ud, gad vide hvordan hun er, og om der er mere end udstråling og frække former over hende.

Formerne er afgjort der, hvor Fiesta rammer mit hjerte. Især i den version, jeg tester her, som er en 1,6 Sport, i sort metallak.

Og som den står der på sine 16" aluminiumsfælge med lavprofiler, ligner den en panther på spring. Men der er meget mere over Fiesta, end frække linier og lækkert look. Det er der også nødt til at være, for konkurrencen er hård i den lille klasse, hvor bl.a. VW Polo også befinder sig. Her er det ikke nok at se godt ud, kvallitet, køreegenskaber, udstyr og totaløkonomi skal ligeledes være i orden.

Kvallitet samt finish har fået et stort spring op ad stigen, uden at vi dog er landet på Audi-niveau. Her er lækre bløde materialer på den øverste del af instrumentbordet, hvorimod det kniber lidt med plastkvalliteten på den nederste del. Selve designet er efter min mening friskt og lige i øjet. Det er selvfølgelig en smagssag, om man synes, det er smart at midterkonsollen ligner en mobiltelefon, og nogen vil sikkert synes, at der er for meget smartness over layoutet, men funktionen er i orden. Selve menuerne i radioen kræver lidt tilvænning, og den røde skrift på displayet er svær at aflæse.

Designet er måske gået lidt forud for funktionen, men knapperne er rare at betjene og finishen er flot. Det samme kan desværre ikke siges om varme/blæser kontakterne. Her er Ford hoppet et trin ned ad trappen, for de er klodsede og hårde at dreje med, og virker som noget, der er hentet fra en lidt ældre Fiat. Det er synd, især fordi det øvrige interiør er i god kvallitet.

Sæderne i Fiestaen støtter fremragende. Nu er det som sagt Sport versionen, jeg her tester, og de giver masser af sidestøtte, og kan hejses langt op og ned. Dog blev jeg aldrig helt tilfreds med førersædets længde i siddefladen. Hver gang koblingen skulle betjenes, ramte min knæhase ned i sædet. Dette kan kun afhjælpes ved at hejse sædet op, men så sidder man for højt oppe i taget.

Problemet her er nok ikke bilens skyld, men mine korte ben ..... Rattet, der er i læder, er ergonomisk, lækkert at holde om, og ligger godt i hånden. Generelt er kørestillingen fremragende. Udstyrsniveauet er ganske omfattende, der er bl.a. USB-port, så man kan tilslutte sin iPod.

Aircon. er standard i 1,6 Sport. El ruder samt fjernbetjent centralås er noget, man forventer i denne version.

Hvordan kører den nye Fiesta så? Og harmonerer køreegenskaberne med udseendet, eller er den blot et show off fra Fords design afdeling ?

Jeg er positivt overrasket, for den kører fremragende. Her kan den køreglade fører føle sig hjemme. Styretøjet føles let, men er super præcist og direkte. Der er god feedback i rattet, og man har helt styr på underlagets beskaffenhed. Jeg kørte på kringlede små landeveje, og her er Fiestaen i sit absolutte es, ihvert fald i den testede version her.Jeg gav den kniven gennem et par sving kombinationer, og fik associationer tilbage til min Fiesta ST.

Den klæber godt til asfalten, og der er masser af fest og farver i den lille racer. Den er udstyret med lavere undervogn samt lavere dæk. Krængningen er yderst beskeden, men den mangler lige det sidste i skarphed, for at matche en mini GTI. Fiestaen er afgjort en af de mest køreglade biler i miniklassen. Speederresponsen er kvik, og den 120 hk 1,6'er lapper hurtigt omdrejninger i sig. Motoren trækker godt, og har det allerbedst fra 4000 omd./min. og hold bare på, for den lille semi GTI her tager gerne over 6000 omd./min. uden at lyde anstrengt.

Lyden er sportslig, og det er selvfølgelig et spørgsmål om smag, om man er vild med den sportslige snerren fra udstødningen, men det passer til bilen. I bykørsel befinder Fiestaen sig også ganske glimrende. Dog irriteres jeg over, at C-stolpen er bred så den kan skjule en hel skoleklasse, det er trods alt en bil der skal gøre sig godt i byen.

Gearstangen smutter let, og rimelig præcis rundt i gearkassen. Jeg blev nu aldrig helt gode venner med koblingen, men det er måske en vanesag. Ved almindelig kørsel i byen er der godt med moment til at holde trit med trafikken. Den elsker bare nogen pisk, og jeg tager mig selv i at køre den godt op i omdr. hver gang. På motorvejen ved 130 km/t er der ikke meget vindsus, og lydbilledet er absolut tilfredsstillende.

Fiesta er ingen stor bil, dog er pladsen på bagsædet udemærket - bare man ikke er meget over 180 cm. for så er frisuren faretruende tæt på loftet.

Skulderpladsen bagi er som ventet af en bil i denne størrelse, og 3 sidder udemærket, hvis ikke de er for brede om bagen. Foran kan selv langlemmede personer finde behagelig kørestilling, hvorimod de tidligere omtalte pygmæ-ben var et problem. Bagagerummet på 295 l. springer ingen rekorder, men er gennemsnitligt for klassen.

Jeg synes, at Ford med den nye Fiesta rammer "bulls eye". Bilen appellerer til de unge og modebevidste, til dem hvor designet ikke er ligegyldigt og som sætter de køredynamiske talenter højt. At design så går lidt frem for funktionalitet er ok, når det hele er pakket så lækkert ind som her.

Så er vi tilbage i betragtningen af den "nye" pige i klassen - jo, hun havde nemlig mere at byde på, end en god røv.

Testet
Fiesta 1,6 Sport 5d

Motor
R4, 1,6, 16V, 120 hk

Forbrug
16,9 km/l

Pris
198.400 kr.

Søren H. Jørgensen

Testkører
Søren Houmand Jørgensen

At tage sådan en mis i besiddelse

Jeg fascineredes øjeblikkeligt af Ford Fiesta´ens skråtstillede, funklende mandelformede lygter, der gav associationer af en hvid elegant perserkat.

Det slanke frontparti er fortrin, der så sandelig tiltalte mig.

Fik straks lyst at røre de slanke linier med den stramme profil. Og jeg frydedes over at lade hænderne glide hen over den glatte lak. Sikke rundinger - sikken krop.

Bagenden attraktiv med en lidt bred, men stram og fast kontur. Jeg er klar til at ta´ fat... på min prøvetur. Yes - der er fjernbetjent centrallås som standard. Anerkendende konstaterede jeg stålfælgene og ærgrede mig lidt over, at jeg jo ikke selv under kørslen kunne se "the spinning wheels"

1,4 TDCI Trend. En livlig race. Fornemmer straks, at den er med til alt, hvad jeg foretager mig med den. Nysgerrigt åbner jeg med de karosserifarvede håndtag alle 5 døre og rum. Lyden når man smækker i, er lav og god. Bagagerummet kan snildt rumme mit golfsæt, som jeg af dovenskab altid kører rundt med. Og alligevel vil der være plads til kærestens strandstøvler og indkøbsposerne.

Dog sukkede jeg, da jeg løftede bundmåtten og konstaterede, at der desværre ikke var et rigtigt reservehjul, men disse herrsens "skumfiduser", som jeg kalder dæk med reparations kit. Måske er jeg gammeldags, og måske giver det fra producentens side en lavere totalvægt, men begejstringen er til at overse fra min side.

Med forventning starter jeg. Køreglæden viste sig at være fantastisk. Men med Fiestaen spindende i mine hænder tilgav jeg skumfidusen...

Nysgerrigt prøver jeg at lege med den. Begærlig efter at lære den at kende.

Jeg kan li´at styre, og med servostyringen føjer bilen sig kælent - og reagerer lynhurtigt. Den er støjsvag. Jeg mærker man dens livlige temperament. Sikke kurver...Den er stærk. Har et godt optræk. Men den har benene godt på jorden... en super fornemmelse med klar føling af, at hjulene sidder langt ude i hjørnene. Jeg fornemmer et godt vejgreb. Parkering går osse som en leg. På listepoter må jeg erkende, at jeg savnede fartpilot til lange ture, men det kan fås som ekstraudstyr mod merpris.

Sikkerheden i højsædet i form ABS-bremser - hvilket efterhånden er standard i de fleste biler, ligesom der er airbags både foran og i siderne og ved knæet. Ford Fiestas har sikkerhedskabine i ultrahøj styrkestål. Sikkerheden er meget højt prioriteret hos mig og min familie.

Jeg frydes over de faste sæder, der hurtigt og bekvemt kan justeres op og ned. Miavvvv...sædevarmen tilsluttes tændes fint på siderne. Et-tryks-funktion af de el-betjente ruder foran tiltaler mig - de glider som en leg. Instrumentpanelet i koksgrå - kan vælges i flere eksklusive farver - er flot, overskueligt og virker gennemtænkt. Nakkestøtterne bagi er høje og noget af de bedste jeg længe har set i en bil af den størrelse.

Jeg elsker, at der er brændstofpåfyldning uden dæksel. Og at der desuden er Easy Fuel, der sikrer, at man ikke fylder forkert brændstof på... glæder mig - i tanken om, at jeg en gang kom til at fylde diesel på i stedet for benzin....

De lettonede ruder giver afslappet udsyn. Sidespejlene har som plus integrerede blinklys, er el-betjente og opvarmelige, ligesom spejlhusene som dørhåndtagene har samme farve, som karosseriet.

Midterkonsollen med indbygget radio og cd, og MP3 afspilning lader musikken flyde. Lyden flyder dovent ud af de gode højtalere. Anlægget er veldesignet, men er ikke lige til at udskifte anlæg i, hvis man ønsker andet end Fords egne.

Benzinøkonomien et helt kapitel for sig selv. Og gør bilen særdeles miljøvenlig. Imponerende loves 23,8 km/pr liter ved såkaldt blandet kørsel.

I hvid syner bilen sporty og raceren. I sort fræk og forførende. Farvepaletten man kan vælge fra er spændende.

Den klassiske lækre Fordnemmelse fornægtes ikke. Smag i verdensklasse. En blanding af lige dele form, funktion og kvalitet, der går op i en højere enhed. Funktionaliteten er indarbejdet i både helheder og små detaljer - og gennemsyrede hele min oplevelse. Kvaliteten opleves i både.... farver design, forarbejdning og i den overlegne finish. Med få virkemidler er skabt et stærkt æstetisk indtryk. Her udFORDres enkeltheden - og alle afkroges afsøges. Fra den logiske og tidløse former. Geniale, rene linier. Efterlader et formfuldendt indtryk.

FordFiesta ECOnetic 1,6 TDci 90 HK, der også tiltaler mig, var desværre på afveje. 1,4´eren super, men måske vil 1,6 være det perfekte for mig. Den må prøves en anden dag.

Tog lige to gange ekstra rundt i rundkørslen, inden jeg kunne slippe den igen. Og prisen? kr. 166.899 kr. Ikke til at spidse kløer over.

Aín´t misbehaven. Lille mis...Lille mis... Lille mis på vejen... ...Hvis er du? Hvis er du? Endnu din egen... men gerne min.

Testet
Ford Fiesta 1,4 TDCI Trend 5d

Motor
R4, 1,4, 16V, turbodiesel, 68 hk/160 Nm ved 2.000 o/min

Forbrug
23,8 km/l

Pris
166.899 kr.

Per Kjærsgård

Testkører
Per Kjærsgård

Efter Siesta kommer Fiesta

Da Ford tidligere på året rullede deres nye Fiesta serie ud på markedet må der have lydt et lettelsens suk fra marketingsafdelingen. Med et slag kunne mærket nemlig bryste sig af at stå bag en bil i miniklassen, som rent faktisk lever op til sit fyrrige, varmblodige navn. Væk var forgængerens konservative og forsigtige design, som isoleret set kunne have gået fint i tråd med navnet, hvis det vel at mærke havde været Ford Siesta..

Nu skal der ikke lyde et ondt ord om Fiestas indre kvaliteter i al almindelighed - netop derfor glæder det mig at se min testbil, en femdørs blåmetallic 1,6 diesel, stå i solen og strutte af selvtillid og, ja, fest og farver. En 360 graders betragtning af bilen med kritiske designbriller ødelægger ikke det gode førstehåndsindtryk. Design er som bekendt en smagssag, men jeg må indrømme, at Ford har presset folderne umanerligt godt i Fiestas outfit. Aggresivt uden at sælge ud af den overordnede harmoni.

Vel inden døre fortsætter de friske tendenser, og bakkes op af en generelt god kvalitetsfornemmelse. Hvorvidt festen tager overhånd i midterkonsollens udformning må vi vente med svaret på til om nogle år. I hvert fald pryder min ghettoblaster fra 80'erne ikke længere min stue. Trods undertegnedes 185 cm kan jeg sidde behageligt bag mig selv på bagsædet, og bagagerummet er også godkendt, selvom denne diciplin stadig ikke er noget der kan imponere en Skoda Fabia. Eneste seriøse anke hvad interiør og udstyr angår, er at airbaggardiner skal tilkøbes for godt 4000 kr. Det er ganske enkelt ikke godt nok i en helt ny bil anno 2009 med en prislap på 197000 kr.

Med tidligere tiders underholdende oplevelser bag et Ford rat in mente, vækker jeg common rail dieselen til live. Motoren er en revideret udgave af den almindelige 1,6 TDCi, og er sammen med en sænket undervogn, specialdæk og forbedret aerodynamik ingredienserne bag denne variants tilnavn ECOnetic, altså en specielt brændstoføkonomisk udgave. I modsætning til mange af konkurrenterne gør Ford ikke brug af start/stop teknologi, men når ingeniørerne alligevel har formået at klemme EU snittet op på 27 km/L, skal der ikke lyde nogen klager over dette fra min side.

Testruten starter med en tur på motorvejen. Ned af tilkørselsrampen venter jeg forgæves på det forventede turbospark i ryggen, men oppe i fart fornægter motorens 215 Nm sig ikke, og et lavt støjniveau for klassen gør bilen til en dejlig langtursmakker. Jeg sætter dog hurtigt kursen mod et øde industrikvarter for at teste bilens køredynamiske evner. Styretøjet har en dejlig direkte fornemmelse til forhjulene, og undervognen er samarbejdsvillig overfor den køreglade chauffør. Reaktionerne er knapt så skarpe som den ligeledes nye Honda Civic Sport jeg for nyligt prøvede, men at denne sammenligning overhovedet falder mig for siger mere om Fiestas position i klassen end dens mangler.

Tilbage foran forhandleren går det op for mig, at den nye Fiesta i løbet af testruten har trykket på de helt rigtige knapper i min bevidsthed. Den efterlader nemlig et ønske om mere. Flere snævre sving, mere cruise, flere kilometer med stereoanlægget skruet op. Som når man efter en god Siesta er klar til Fiesta natten lang!

Testet
Ford Fiesta 1,6 TDCi ECOnetic 5d

Motor
R4, 1,6, 16V, turbodiesel, 90 hk/215 Nm ved 1.750 o/min

Forbrug
27,0 km/l

Pris
197.402 kr.

Claus Kaas Ishøy

Testkører
Claus Kaas Ishøy

Wannabe festabe

Den nye Ford Fiesta lægger op til fest i gaden med sit funky design og sin sportslige fremfærd, men festen er desværre ikke helhjertet

Fiesta? Fest, på spansk. Så må det da være en fest at køre, at se på og måske at eje den nye Fiesta? Tjah, måske. I al fald er det lykkes Fords designafdeling at give den nye Fiesta karakter og dynamik, og det kinetiske design, som Ford bekender sig til for tiden giver faktisk Fiestaen energi i linjerne. Den stigende hoftelinie giver tydelig kileform, og linjeføringen virker helstøbt. Èn nødløsning er det dog blevet til, nemlig det lille sidevindue foran a-stolpen, som hverken er nyttigt eller æstetisk.

På vejen opleves Fiesta’en kvik, men kun når den 96 hk benziner får pisken. Det er man tilbøjelig til at gi’ den for at få lidt gang i festen. Bilen er temmelig højt gearet; ved 110 km/t snurrer 1,4-motoren 3000 o/m, men motorstøjen er ikke gennemtrængende. Det er til gengæld hjulstøjen, som irriterer ved alle hastigheder. Køreegenskaberne er helt efter bogen med tendens til det sportslige.

Den nye Fiesta er vokset betragteligt i forhold til sin forgænger, men det er stadig en lille bil. Pladsen foran i kabinen er kun netop tilstrækkelig, og på bagsædet kommer fødder og knæ i knæ i nærkontakt med sædet foran. Loftshøjden er godkendt, men er man over 1,80, bliver frisuren ødelagt.

Bagagerummet kan rumme et par flade kufferter eller lørdagens Bilka-indkøb, men at tro, at en familie på fire kan nøjes med en Fiesta til ferien til Gardasøen, er lovlig optimistisk. Og med 1,4 benzinmotoren på 96 hk vil den lille Fiesta nok også protestere over turen over Alperne. Til gengæld kan feriefolket glæde sig over aircon og gode, faste sæder, som dog er lidt for korte, samt en relativ høj kørestilling.

Kabinen virker gennemtænkt med rimelig finish og pæne materialer, selvom de mange slags plastik i kabinen virker træls. Instrumenterne er tydelige og logiske, og midterkonsollens design minder om interfacet på en mobiltelefon. Netop det antyder hvilket kundesegment Ford sigter mod med den nye Fiesta: unge singler eller nystartede småbørnsfamilier. Her kan prisen imidlertid stille sig hindrende i vejen: 192.502 kr. incl metallak for en 5-dørs 1,4 Titanium er mange penge for en mini-bil. Bortset fra indkøbsprisen skal Fiestaen såmænd nok vise sig at være et økonomisk bekendtskab. 17,5 km/l og billig service vil tiltale singlen eller den unge familie.

Bliver der så fest med den nye Fiesta i garagen? Nej, ikke udpræget. Dertil er bilen simpelthen for ordinær. Fiestaen gør det meste godt nok og ser godt ud, men den er ikke en rigtig festabe som sætter gang i enhver sammenkomst og gør livet sjovere for dem, som er så heldige at være med i selskabet.

Testet
Ford Fiesta 1,4 Titanium 5d

Motor
R4, 1,4, 16V, 96 hk

Forbrug
17,5 km/l

Pris
192.502 kr.*

* inkl. metallak

Christian Korsgaard

Testkører
Christian Korsgaard

Når jeg til dagligt kører i en udtrådt Passat 1-komma-langsom fra forrige årtusinde, er det med store forventninger jeg og min medtester (og kone) ankommer hos Ford i Svendborg for at teste den spritnye Ford Fiesta.

Førsteindtrykket kunne være bedre; Fords ”Kinetic Design” skal få bilen til at se ud som om den bevæger sig, selvom den står stille. Som Fiestaen står på pladsen, ser den nu ikke ud til at være sværere at løbe op end Brenderup-trailerne, der står ved siden af. Designet virker bedst på den tredørs.

Nå, det er det indre der tæller, og vi skal have vores bil. Vi benytter lejligheden til at teste sælgeren, og fortæller at vi er en familie på 4, kører 25.000 km. om året og tit kører fra hjemmet i Faaborg til Nordsjælland på familiebesøg.

Denne indgangsbøn udløser en tur i basismodellen med 1,25 liters knallertmotor med 60 bovlamme heste. Ikke et oplagt valg til en pendlerbil/familieflytter, på den anden side er vores nuværende bil ingen raket, så hvorfor ikke? Bilen har fem døre, glem den tredørs hvis du har små børn.

Bagagerummet er, som forventet i en lille bil, lille. Bagsæderne kan ikke foldes sammen så man får et plant lastrum, kun ryglænene kan vippes frem. Nå ja, med lidt vold kan sædehynden også, men sælgeren betror os ved hjemkomsten, at det er det ikke konstrueret til. Ups.

Udstyrslisten er i øvrigt skrabet. I udstyrsniveau Trend er f.eks. aircon og elruder foran ekstraudstyr.

Vi skal ud at køre. Inde på førerpladsen finder jeg hurtigt en god kørestilling, man sidder rigtig godt i Fiestaen. Kabinen er dog præget af hård plastic, og fruen konstaterer tørt, at overfladen minder om en blanding af retro-tapet og fiskeskæl. Knapperne på det lidt spacy instrumentbord virker dog gedigne.

Kværnen bliver vækket til live, og A/C-en blæser iskold luft ned på de i forvejen efterårskolde tæer. Vi kvæler den, og motoren går straks op i omdrejninger. Hver hestekraft tæller her!

Vi triller ud fra forhandleren, og fruen beder mig lade være med at køre for stærkt (hun skal nok lige feje for egen dør først). Fartbøder behøver vi nu ikke frygte - på motorvejstilkørslen får Fiestaen lov at strække ud, og det er som en havnefest i provinsen: Masser af larm, og der sker absolut ingenting.

Det er ikke på motorvejen at 1,25’eren er hjemme, så vi kører fra igen, inden den lille bil får stress. Ud på en lille møgvej, og her lysner det. Undervognen takler ujævnheder fint, og bilen er glad for sving. Dog gør det lette styretøj at man savner føling med forhjulene. Hankook-dækkene i høj profil gør ikke køredynamikken nogen tjenester, men man får lyst til at tage svingene hurtigere, hvilket motoren desværre ikke vil være med til.

Vejen ender blindt, og trods det ringe udsyn bagud, får vi vendt skuden uden at bumpe ind i noget.

Fruen tager styret. Afsted det går, hun skal sgu ikke snakke om at køre for stærkt. Man sidder også godt i passagersædet, til gengæld vil jeg - der er 190 cm høj - nødig tilbringe mere tid på bagsædet end højst nødvendigt.

Tilbage ved forhandleren er det tid til opsamling. Fiestaen er det køreglade valg i klassen, og med sit letgående styretøj en fin bybil eller bil nummer to. Som familiecontainer og til daglig pendling må den lille bil give fortabt, motoren mangler overarm og der mangler plads alle steder.

Hvor er vi dog glade for vores gode gamle Passat…

Testet
Ford Fiesta 1,25 Trend 5d

Motor
R4, 1,25, 16V, 60 hk

Forbrug
18,9 km/l

Pris
146.899 kr.

 

Brian Nielsen

Det var ikke svært at forelske sig i den nye Ford Fiesta Sport, den stod hos forhandleren i ”frozen White”, med skørter, 16” alufælger, sænket og bagende med spoiler og diffuser look. Netop den hvide farve understreger både de nye skarpe designer detaljer og fremhæver gaderacer attituden på sport versionen.

Førstehånds indtrykket i kabinen er godt, udstyrsniveauet er pænt, der er hvad man skal bruge og Fords valg af materialer er lækkert. Kvaliteten er i orden.

Sæderne er sportslige og rattet er et lille frækt læderrat, man sidder godt her. Rammerne er i vinkel for lidt frisk sportslig kørsel.

Bagsæde pladsen er ok, ikke noget at skrive hjem om, bagagerummet er på 295 liter, det er ok for en lille bil. Alt i alt rimelig rummelig.

Fiestaen er trods looket ikke en racer, den har dog nogle af de oprindelige GTI-dyder, det kommer vi til senere.

En tur ned igennem byen er en behagelig oplevelse, bilen er lille og man kan drible den rundt imellem kundevogne, cyklister og fodgænger.

Det er også i byen man finder de første sure rønnebær, bilens højt siddende bagrude, de små side ruder og udformningen af A-stolpen giver problemer med udsynet.

Tag Fiestaen ud på lande- eller motorvejen, det er her den indre mini Gti kommer frem i den. Fiestaen er lille ”swing King” den køre som et ekspres tog på skinner igennem de snoede landeveje.

Styretøjet er knivskarpt, undervognen er stram. Gear skiftet er præcist og motoren trækker godt, bilen kan desværre ikke prale med præstationer som en Golf GTI eller Focus ST.

Men det er stadig underholdene, motoren lyder godt når man åbner for gas kanalen, dens mellemaccelerationer er gode, den køre som en go-cart, alt dette gør at den store drengerøv i panik alderen kommer frem i mig (som min kone så kærligt sigerJ)

Bilen koster knap kr. 200.000, det er ok for sports modellen, de billigste modeller kan fås for omkring kr. 150 000, hvis man har et par børn som jeg, må jeg anbefale at man går efter en 5-dørs model, det er yderst besværlig at komme ind til bagsæderne, og bagruden kan ikke åbnes på den 3 dørs model, sidstnævnte er for ringe på en bil fra 2009.

Fiestaen er yderst økonomisk, trods frisk kørsel klarer den 16-17 km. Pr. liter benzin, årlig grøn afgift koster kr. 1500,- og et lille service ved km 20 000 koster ca. kr. 2000 kr. Der har været et lille problem med radioen(generelt problem på den nye Fiesta) Dette udbedre Ford ved en software opdatering på garantien.

Jeg er ikke den eneste der falder for Fiestaens design, jeg får tit positive bemærkning fra medtrafikanter på tankstationen eller sågar den lokale Kvickly.

Jeg har kørt 25.000 km i Fiestaen, bortset fra lidt ømme baller/lænd fra når man skal rejse sig fra de lavt siddende sportssæder, har det været en fornøjelse. Bilen virker stærk også når der kommer læs på.

Jeg vil anbefale Fiestaen til dem som ønsker en sportslig, økonomisk og fed bil, man finder ikke en ny bil til under kr. 200.000 med så stor underholdningsværdi.

Testet
Fiesta 1,6 Sport 5d

Motor
R4, 1,6, 16V, 120 hk

Forbrug
16,9 km/l

Pris
198.400 kr.

Nicolaj Grumstrup

Testkører
Nicolaj Grumstrup

Engang var en Ford Fiesta et sæde med fire hjul. Foran havde du en lille simpel 1,1 liters motor og ved din side var der en simpel 4-trins gearkasse og dit ekstraudstyr var en cigarettænder og måske et sæt hjulkapsler. Men i dag derimod. Der er Fiesta’en en hel anden snak. I dag kan man få alt fra tågeforlys til noget så moderne og smart som en startknap! Og så kan man i sandhed snakke om at simpelheden er afskaffet.

En skøn søndag eftermiddag i september kørte jeg mod Ford i Frederikshavn. I det samme jeg træder ind af døren bliver jeg mødt af sælgeren som efter at have konstateret hvem jeg er, spørger indtil hvilken slags Fiesta jeg gerne vil prøve. Han har desværre ikke en 1,6 benziner med 120 hk hjemme. Så jeg må nøjes med en 1,6 TDCI ECOnetic 5 dørs, hvilket betyder at det en af de her ny diesel besparende hippie øser som alle træ-krammerne vil elske.

Forhandleren fortalte mig sågar at den kunne kører 27 km/l. Men jeg tænkte jeg må hellere gå ind i det her med åbne arme.

Inden jeg fik lukket døren sagde forhandleren at jeg skulle give den lidt gas ellers ville den gå ud når jeg skulle sætte i gang, hvilket fik mig til at tænke, hvad er det for noget underkræftet møg han har sendt mig ud i at kan den ikke engang trække sig selv? Men jeg kom af sted uden kvaler.

Men inden jeg forsætter med min køretur kan vi lige tage en tanke om bilens udseende, jeg kørte i en 5-dørs og som regel syntes jeg bedst om 3-dørs små biler, men det klæder faktisk Fiesta’en med bagdøre, det falder naturligt ind og det ser ikke ud som er der for meget på et sted som det gør i andre små biler. Den ser meget futurisk ud med sit ”Kinetic design” alt ser ud til at være meget i overensstemmelse. Når vi så hopper ind i bilen er det igen den samme sang, urskiverne ser meget smarte og nye ud. Det samme gælder instrumentbordet. Hele pakken passer sammen.

På min køretur rundt i Frederikshavn området, tager jeg først Fiesta’en ud på motorvejen. Den lille 90 hestes motor har en har et rigtig dejligt træk som betyder man ikke behøver prygle diesel motoren for at komme op i fart. I mellem 2000-3000 omdrejninger trækker den fantastisk derefter dør den så småt ud og man må skifte gear, hvilket foregår rigtigt let og perfekt.

På motorvejen er det eneste problem er dæk støjen, for motoren siger ikke meget, den ligger meget stabilt på vejen så når man overhaler en lastbil føles den ikke, som om den skal til at vælte. Ude på de små veje omkring Frederikshavn er Fiesta’en rigtig sjov, den har et meget præcist styretøj og undervognen er god stram til sporty kørsel, selvom at diesel motoren ikke rigtig er bygget til sporty kørsel da man hele tiden skal være i den rigtige gear for at få mest ud af turboen, den var mere tilpasset på motorvejen og landevejen.

Inde i byen opdager jeg det første kritik jeg kan give bilen, der noget helt galt med gearingen i anden gearet, hvis man lige skal tage et sving med en 20-25 km/t og så trykker på speederen efter svinget, så beklager motoren sig afsindigt og det runger i hele kabinen indtil den når op i passende fart og omdrejninger, og man kan ikke sætte den i første for så motorbremser den for meget og larmer. Det er et problem hvis du kører med den i byen at den har det tomme område i kræfterne.

Inden jeg afleverede den tilbage kørte jeg ned på Frederikshavns to-sporede vej Skippergade og i bedste Detroit stil skulle jeg se om jeg kunne køre fra de andre biler ved lyskrydsene og det klarede Fiesta’en i bedste stil men kunne nok også have noget at gøre med at der ikke var nogle andre som var friske på en lille konkurrence.

Da min prøve tur var slut og jeg afleverede den alt for lange nøgle tilbage, måtte jeg konstatere, at Fiesta’en er en rigtig god bil, som ser godt ud og har dejlige køreegenskaber. Hvis man skulle være på jagt efter en af de her økonomiske små biler så er ECOnetic’en et rigtig godt bud for den har også kræfterne på tros af det lave forbrug.

Man kan også se at Ford virkelig har sparet på vægten for hvis man åbner op til motorrummet så kan man se at det plastik der normalt sidder over ventildækslet er sparet væk. Sammenlignet med den nye Polo så virker Fiesta’en mere moderne. De kører nogenlunde ens, Polo’en er lidt mere komfortabel, men det må man jo selv afgøre hvad man bedst kan lide. Hvis jeg skulle vælge ville jeg ikke give 20.000 mere for Polo’en for jeg kan ikke se, hvor de 20.000 mere skulle være brugt, så man nøjes i hvert fald ikke hvis man vælger Fiesta’en, så det er hvad jeg ville gøre.

Testet
Ford Fiesta 1,6 TDCi ECOnetic 5d

Motor
R4, 1,6, 16V, turbodiesel, 90 hk/215 Nm ved 1.750 o/min

Forbrug
27,0 km/l

Pris
197.402 kr.

 

Jonas Bach Hansen

Testkører
Jonas Bach Hansen

Den vævre by-sportsvogn fra Köln

”Kan I nu ha’ det godt sammen”, sagde sælgeren, da han sendte mig ud på en prøvetur i den nye Ford Fiesta. Og det tydede da også godt allerede fra jeg satte mig ind i bilen.

Første gang jeg så Fiesta, synes jeg, at den virkede meget stor - fjernt fra Fiesta mk. I, der næsten vil kunne stå i bagagerummet. Men da jeg sætter mig ind og lukker døren, føler jeg mig med det samme trygt omsluttet af kabinens intimitet. Instrumentbordet og rattet synes på en forunderlig måde at smyge sig omkring føreren, ligesom sædet også støtter kroppen med sin skåleform - og vi er endda kun i den næstmindste udstyrsversion, Trend.

Efter at have vænnet mig til en irriterende langsom speeder, er bilen rigtig nem at smide rundt i byen. Det letgående styretøj og den lette kobling gør det fuldstændigt bekymringsfrit at køre rundt i Herning i myldretiden. Undervognen fjerner de fleste huller meget harmonisk, og motoren på 1,25 liter er rigeligt frisk til at følge bytrafikken. Kun hvis bilen skal parkeres i en snæver bås, kan den stejle front give anledning til gispen.

På motorvejen er bilen også dejligt komfortabel. Bortset fra en sagte hvislen omkring 105 km/t, så er støjkomforten ganske fornem. Den stride vestenvind denne dag er dog noget hård ved både retningsstabiliteten, og motorens 82 heste kæmper også med at holde farten i modvind. 130 klarer den dog, men der er ikke meget overskud til overhalinger.

Ude på de små veje har den til gengæld ingen problemer med at holde en høj fart. Bilen står godt fast. Bagenden vil gerne hjælpe til i svingene, men det betyder ikke, at man bliver nervøs for at bilen kører af vejen. Tværtimod.

Bremserne er effektive, og kobling og gearkasse spiller godt sammen, så man kan lave nogle hurtige gearskift. Det medvirker til at fremkalde smilet og give en indre velvære, som kun Kelloggs ellers reklamerer med. Hvis ikke det var for den s…. speeder, der tit hidser motoren op længe efter, at pedalen er sluppet.

Kabinen er endnu en opløftende oplevelse. Alle kontakter og knapper virker solide både i lyd og i selve udførslen. Man bliver ikke bange for at noget knækker eller falder af. Radioen er nem at finde ud af og ganske velspillende. Dog skuffer det mig fælt, at jeg ikke fik højtalerne bagi til at spille - for de er der vel?

Komforten er ellers ganske fortrinlig på bagsæderne, hvor der er masser af plads. Her er knapt så intimt som på forsæderne, til gengæld er brugbarheden god. Det er nemt at nå ind i bilen udefra, og spænde nogen eller noget fast og der er masser af plads til selv korpulente passagerer.

Det er altså en rigtig god, familievenlig og sporty femdørs hatchback. Skarpt designet, både udvendig og indvendig og skarpe køreegenskaber, der på samme tid er dejligt komfortable. Motoren kunne godt bruge lidt mere bundtræk i den forholdsvist store bil (og en bedre speeder), men alt i alt stod jeg tilbage med en glad følelse efter prøveturen. Joh, vi fik det sandelig godt med hinanden, Fiesta og jeg.

Testet
Ford Fiesta 1,25 Trend 82 hk 5d

Motor
R4, 1,25, 16V, 82 hk

Forbrug
18,9 km/l

Pris
162.400 kr.

 

Lars Kruse

Testkører
Lars Kruse

Ford Fiesta ser jo fræk ud, så jeg tog udfordringen op ”Test en Ford Fiesta”

Her er den så, en Fiesta 1,4 med 96 HK benzin motor, 5 døre og Trend udstyr. Fiesta er normalt en lille fræk sag at se på, men den falmer altså lidt her med 5 døre, støvet sølvfarve og små 14” hjul med Hankook 175/65 dæk.

Bilen vil have farver
Ford ved det godt selv, kig i deres brochure, her er det 3 dørs modellen med 16” alu hjul der vises, og altid i nogle flotte neglelaksfarver, der virkelig klæder bilen. Min testbil ligner en der er blevet vasket i lakfjerner.

Indvendig imponerer Fiesta med god plads og en lys kabine, de to små trekant ruder ved A stolpen giver en rummelig fornemmelse. Instrumenter og indretning er lidt mobil telefon agtig, men virker overskuelige og giver et godt indtryk.

Med højde justerbart sæde, samt højde og længde justerbart rat fandt jeg hurtigt en rigtig god kørestilling. Bagagerummet på 295/979 virker nemt at udnytte og pænt indrettet.

Inden start er der plusser til et fræk design, samt en godt indrettet kabine.

Får i ulve klæder
Forventningerne til køreturen var høje, alle test jeg har læst roser bilen for gode køreegenskaber. Jeg når dog ikke langt i bilen, før jeg tænker: Er det mig der er noget galt med, eller har alle andre testet en 1.6 Sport med 17” hjul? Jeg synes ikke der er meget sport over bilens opførsel.

Motorens 96 HK burde være nok til de 1050 kg. bilens høje gearing, lægger dog en dæmper på det hele, skal det gå lidt kvikt kræver det omdrejninger over 3.500. Bilen er letkørt, men jeg vil foretrække en kobling hvor man kan mærke koblingspunktet, det her er som vådt franskbrød.

Når man slipper speederen og går fra accelleration til påløb, kommer der et lille rusk, som jeg vil tilskrive en dårlig afstemt motorstyring, irreterende

Det positive
Bilen er efter dens størrelse dejlig lydsvag. Afjedringen er behagelig blød, men kan dog ikke rigtig klare skarpe kanter og dæksler, som slår hårdt igennem affjedringen.

Indstyringen i sving er god, men jeg mangler føling med undervognen, den glider fint igennem svinget med lidt understyring, men den giver mig ikke fortrolighed med hvad der sker, og jeg har ingen lyst til at udforske grænsen. Sports indtrykket fra designet følges ikke op med sportslige køreegenskaber, æv jeg er skuffet.

Bremserne
Trods ABS, EBD og EBA formår bilen ikke at give føreren en fortrolig fornemmelse under kraftig bremsning. Bilen bremser lige, men bagenden bevæger sig skiftevis lidt til højre og til venstre.

Det sportslig design og dejlig kabine, vil tiltale mange, og er man den rolige bilist, der aldrig nærmer sig bilens grænser, så er det en fin bil, men så tag en Fiesta ECOnetic, der er udlagt til langt på literen økonomi kørsel. Er du til Sport så er det muligt Fiesta Sport har en bedre undervogn, det har jeg ikke prøvet. Fiesta Trend 1,4 synes jeg lander imellem to stole, og jeg har svært ved at definere målgruppen for denne bil.

Testet
Ford Fiesta 1,4 Trend 5d

Motor
R4, 1,4, 16V, 96 hk

Forbrug
17,5 km/l

Pris
167.900 kr.

Henrik Laursen



Testkører
Henrik Laursen

Attraktiv pakke

Ford Fiesta er uden tvivl en af de mest attraktive minibiler på markedet lige nu. Du behøver blot at kaste et blik eller to på bilen. Fra alle vinkler virker den 5-dørs Fiesta helstøbt med et sammenhængende og dynamisk design. Den sølvgrå testbil virker moderne og fresh - men samtidig med et design, der holder på længere sigt.

Nøglen ryger i tændingslåsen. Motoren giver straks en veloplagt, afdæmpet brummen. Vi starter med lidt bykørsel. Bilen er i sit rette element - letkørt og handy. Eneste kritikpunkt er det ret begrænsede udsyn skråt bagud, hvor der let kan gemme sig en teenage-cyklist i fuld gang med at sende endnu en SMS.

Komfortabel og glad for sving
Nu er farten sat lidt op. På lige landevej virker Fiestaen stadig letkørt og komfortabel - men lidt mere urolig på benene. Servoen virker lidt nervøs omkring midterstillingen. Kombineret med forholdsvis stor følsomhed over for sidevind kræves der hele tiden små ryk i rattet for at holde kursen.

På små, snoede sogneveje viser bilen sig igen fra sin allerbedste side: Den styrer præcist og undervognen gør et glimrende arbejde: Fiestaen holdes i flot balance i skarpe sving og ved pludselige forhindringer. Bremserne virker overbevisende og er lette at dosere.

Uden for byskiltet er motoren på 60 hk. i underkanten - ikke mindst til hurtige mellemaccelerationer. Med en del gearskift gør motoren for så vidt et udmærket arbejde og har et flot brændstofforbrug - på papiret. I praksis er problemet, at det kræver omdrejninger at komme ud af starthullerne og følge trafikken på de lange stræk - ikke mindst på motorvejen. Det går ud over brændstofforbruget - og den lille motor giver samtidig et mere påtrængende og upoleret lydbillede. Hjulstøjen fra de monterede Hankook-dæk er til stede - men er ikke direkte generende.

Fancy interiør - nu med bæverhaler…
I lighed med eksteriøret er interiøret fresh - men måske på en knapt så langtidsholdbar måde. Der er meget sølvgrå og hård plastic. Knapperne virker lidt skrøbelige, og det er som om, designet går lidt forud for logisk funktion.

Betjeningen kræver lidt tilvænning. Af hensyn til trafiksikkerheden opgiver jeg at indstille radio og finjustere ventilationsanlæg mv. undervejs. Stilkene ved rattet er korte og udformet som… bæverhaler. Igen en vanesag - men for at bruge et frækt ord foregår betjeningen ikke intuitivt.

Gearstangen sidder højt. Fint, men betjeningen generes af lidt lange vandringer, så ergonomien virker ikke helt så overbevisende i praksis.

Der er fin plads omkring fører og forsædepassager. Forsæderne er en større bil værdig, men en langbenet fører levner i praksis ikke meget rum til sædet bagved: Bagsædet skuffer - især benpladsen halter (og en langlemmet bagsædepassager halter også efter en længere tur i en Fiesta)… Bagagerummet har en forventelig størrelse for klassen og er ret regulært. Læsehøjden er dog et irritationsmoment.

Konkurrencen i klassen er skarp, men når alle plusser og minusser er lagt sammen, er Fiestaen en rigtig fin,letkørt og særdeles veldesignet bil. Den gør et rigtig godt indtryk, ikke mindst i byen og på de små, snoedeveje. Som bil med langturspotentiale og eventuel pendlerbil vil det være oplagt at kigge nærmere på de andre motorvarianter - herunder diesel. Aircondition og gardinairbags er ikke standard.

Testet
Ford Fiesta 1,25 Trend 5d

Motor
R4, 1,25, 16V, 60 hk

Forbrug
18,9 km/l

Pris
146.899 kr.

Henning Christensen

Testkører
Henning Christensen

Fiesta hele vejen lang - smil når du møder den, smil når du kører den, og smil når du forlader den

Navnet Fiesta og Ford-logoet er det samme som i 1976, hvor den første Fiesta så dagens lys, men så hører ligheden også næsten op i forhold til dagens Fiesta. Testkøreren har selv en mk.1 Fiesta som ”for sjov” supplement i dagligdagen, så sammenligning er let tilgængeligt.

Begge modeller er dog fyldt med køreglæde og ung udstråling, men udstrålingen er blevet noget ”hurtigere” og frækkere i sidste udgave, som har noget at have det i.

Det nye design er fjernt fra tidligere lidt forsigtige modellers design. Uanset om det er med 3 eller 5 døre, bevarer den nye Fiesta en god rummelighed trods tagets hældning, der er stadig plads til 185 cm i bagsædet, og forsæderne er rigtig gode. Udsynet bagud og skråt til siderne er acceptabelt. Også indvendig er der brugt helt nye streger på tegnebordet - Ford går heller ikke i andres fodspor her. Instrumenteringen er god, dog kræver ”mobiltelefontastaturet” til radio mv. lidt øvelser ud over den ene test-tur.

Bagagerummet er fint, naturligvis med udvidelsesmulighed ved at lægge bagsæderyglænet helt eller delvist ned. Udstyrsniveauet er fint i den testede Titanium udstyrsudgave, som til gengæld er højeste niveau. Kabinen er dog stadig noget præget af plastic - praktisk men ikke så charmerende. Det samme var lyden fra radio/CD i den ene testbil, men fin i den anden, måske blot et spørgsmål om indstilling via ”mobiltastaturet”, der er i øvrigt tilslutning til MP3 via stik til radioen.

Både diesel og benzin
Min test omfattede både en 1,6 benzin med 120 hk, og en 1,6 diesel med 90 hk. Jeg foretrækker her de 90 hk i diesel versionen, frem for de 120 benzindrevne, som skal have et drag over nakken for rigtig at vågne. De dieseldrevne vågner ved få omdrejninger, er meget godmodige og seje, uden at være kedelige eller højrøstede, de giver såvel smidighed i byen som styrke ved overhaling og marchfart på motorvejen - en helt afslappende kørsel, som så krydres af en tilpas skarp undervogn og styring.

At diesel-Fiestaen så kører 23,8 km/l ved blandet kørsel, er bare 11,9 sek. om at nå de 100 km/t, og topper ved 175 km/t, det er jo til at leve med i hverdagen, hvor smidigheden betyder langt mere end topfarten, som trods alt er betydelig over danske fartgrænser.

Fiestaen er en god kombination af sund fornuft, økonomi og tilstrækkelig formåen. Den elektriske servo er veltilpasset, gearskiftet er skarpt og sikkert, og bremserne lette at dosere. Undervognen er tilpas skarp og dynamisk, uden at blive ukomfortabel og støjende

Fiestaen rammer lige ind i det segment af små biler, som lige nu er det mest eftertragtede blandt bilkøbere, hvor udfordringen er en god økonomi, en god komfort og lidt sjov, og samtidig plads til at være ”bilen” til alle gøremål for familien. Fiestaen med dieselmotor og 5 døre gør sig rigtig godt i dette segment, og gør det med et smil og en smule frækhed - som gør kørslen til en ”Fiesta".

Testet
Ford Fiesta 1,6 TDCi Trend DPF 5d

Motor
R4, 1,6, 16V, turbodiesel, 90 hk/215 Nm ved 1.750 o/min

Forbrug
23,8 km/l

Pris
195.404 kr.

 

 

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...