Første test: Ford S-Max bliver et hit

Ford S-Max i seneste generation er klar til at flytte familier og deres habengut

9. juni 2015 af Frederik T. Frey

Jeg har aldrig brudt mig om at sidde på den bagerste række i en familiebil. Det forhold har den nye Ford S-Max faktisk ikke ændret det store ved. Den tredje stolerække er stadig det mest triste sted at opholde sig i den nye store MPV. I S-Max har jeg altid utroligt travlt med at komme om på førersædet, og det er ikke fordi, siddeplads nummer seks og syv er dårligere end i konkurrenterne. Som altid er det en kamp at få plads til knæene, men faktisk kan anden sæderække i S-Max rykkes individuelt frem og tilbage, så pladsforholdet kan skræddersys. Det frigiver naturligvis ikke mere plads på bundlinjen, men fleksibiliteten gør, at den plads, der er til rådighed, bliver nemmere at udnytte.

>> Kunne du tænke dig en ny Ford S-Max? Vi indhenter 3 skarpe priser på din nye S-Max her

At sidde bag rattet i en S-Max er lækkert. Her er der tale om en af de bedste oplevelser i klassen, og det er derfor, jeg altid har travlt med at komme frem bag rattet. Grunden til det er bl.a. køreegenskaberne, som faktisk er så gode, at jeg flere gange tror, at jeg sidder i en noget mindre Ford. Egentlig er det måske også meget naturligt at tro, for Ford har om nogen skabt et DNA, der kan genkendes på tværs af mærkets modelprogram. Designlinjen med Aston Martin-kølergrillen er efterhånden på samtlige modeller, og også den rummelige S-Max har et vellykket design.

Moderne Ford’er er også kendt for deres dynamiske køreegenskaber og mekaniske føling. Det gør sig gældende helt fra den kompakte Fiesta til håndværker-drønet Transit, der også skiller sig ud på grund af sine fine køreegenskaber. Heldigvis er S-Max ingen undtagelse.

MPV’en følger fint den velkendte opskrift, hvor sjove køreegenskaber ikke er et fyord, selv om der er tale om en 5- eller 7-personers bil. Træerne vokser dog ikke ind i himlen, og S-Max kan ikke løbe fra, at den både er stor og høj. Men det er stadig slående, hvor godt en bil af denne størrelse faktisk kan køre, især når man har Renault Espace’s køreegenskaber in mente (læs mere om den nye Renault Espace i Bil Magasinet nr. 285). 

Både på lande- og motorvej er familie­bilen utroligt stabil, også når speedometernålen går forbi de to- til de trecifrede tal, mens vejen snor sig. Faktisk har ingeniørerne forsøgt at gøre den endnu mere sportslig at køre.

>> Kunne du tænke dig en ny Ford S-Max? Vi indhenter 3 skarpe priser på din nye S-Max her 

Et nyt system, som er lettest at forstå, hvis vi bare kalder det adaptiv styring, tilpasser mængden af nødvendigt styre­udslag på rattet alt efter hastighed og vejforhold. På en parkeringsplads ved lav hastighed skal rattet derfor ikke drejes mange omgange før hjulene drejer fuldt. Ved højere fart blødes der lidt op for styringens udveksling, så bilen ikke reagerer så følsomt. Ifølge Ford skulle følingen med styringen ved dynamisk kørsel blive bedre. Jeg synes nu ikke, at forskellen ved dynamisk kørsel er udtalt, og faktisk er det mere tricket på parkeringspladsen, som virker tiltalende. Måske de 8.900 kr., systemet koster, er bedre brugt et andet sted?

For at sikre, at der ikke er fare på færde, mens du prøver at nyde S-Max’s køreegenskaber, har familiebilen både kamera, radar og et ultrasonisk apparat til at fodre bilens mange sikkerhedssystemer med data. I trit med tiden kan S-Max både køre og bremse af sig selv. En adaptiv fart­pilot sørger for at holde afstand til forankørende, mens et system kaldet Pre-Collision Assist kan gøre føreren opmærksom på faren for en mulig kollision. Systemet kan også nødbremse bilen fra op til 180 km/t, hvis personen bag rattet på trods af advarsler stadig ikke formår at ramme bremsepedalen i midten.

>> Kunne du tænke dig en ny Ford S-Max? Vi indhenter 3 skarpe priser på din nye S-Max her

Ligesom vi kender fra bl.a. Ford Mondeo, kan S-Max selv styre op- og nedblænding af lyset. Dertil kommer også en mulighed for LED-lys, der kan blænde op og ned, men også forme lyskeglen, så de andre trafikanter ikke bliver blændet, mens lygterne stadig oplyser de omkringliggende områder. Det er lidt som en omvendt lommelygte, der i stedet for at sende en lyskegle afsted, sørger for at sende en “skygge-kegle” ud, så du ikke blænder de andre.

Et kig ud over motorprogrammet afslører, at der er meget at vælge imellem med både diesel og benzin. Motorerne låner S-Max fra den nye Mondeo, der blev introduceret sidste år, og platformen er også konstrueret med udgangspunkt i Mondeo. Samtlige kraftværker har fire cylindre og turbolader. På præsentationsturen var der mulighed for at køre topvarianten med en 240 hk-stærk EcoBoost-benzinmotor. I den mere beskedne ende disker Ford op med en 1,5-liters motor med 160 hk, der så til gengæld præsterer 15,4 km/l til forskel fra 12,6 km/l i 240 hk-varianten.

Jeg fik også mulighed for at teste en dieselmotor med 180 hk. Egentlig giver diesel mest mening i en bil af S-Max’s type. Bl.a. fordi den mest nøjsomme af slagsen kan køre 20 km/l. Men fordi MPV’ens køreegenskaber er dynamiske, og Ford’s benzinmotorer er så fine, er der faktisk en anledning til også at anbefale de lidt mindre brændstoføkonomiske benzinmotorer i S-Max - herligt! Til benzinmotorerne er der enten en 6-trins manuel eller 6-trins automatisk gearkasse med ­momentomformer. Dieselkunder kan vælge mellem en 6-trins manuel eller en dobbeltkoblingsgearkasse også med seks trin. Sidstnævnte får vi desværre ikke mulighed for at afprøve, men både det konventionelle automatgear og den manuelle virker fine.

Kabinen er overskuelig og funktionel. Mange knapper er forsvundet til fordel for en trykfølsom skærm midt på instrumentbordet. Flere af materialerne er dog ikke helt på niveau, og selve designet er også en kende kedeligt.

>> Kunne du tænke dig en ny Ford S-Max? Vi indhenter 3 skarpe priser på din nye S-Max lige her


Priserne starter ved 445.700 kr. med en S-Max udstyret med en 1,5-liters benziner med 160 hk og manuelt gear. Den billigste diesel koster 451.700 kr. For de penge får du en 2-liters variant med 120 hk. Udstyrsniveauerne hedder Trend og Titanium.

Når vi kigger på den gamle S-Max, så købte 70 pct. af kunderne en Titanium-version, og det er da også her, der er mest udstyr at savle over i den nye. Standard på alle S-Max er bl.a. klimaanlæg med to zoner, læderrat, opvarmet forrude samt nøglefri start. Titanium-pakken, der koster lige under 30.000 kr., byder endvidere på bl.a. LED-kørelys, automatisk fjernlys, 10,1” skærm i kabinen og en masse hjælpesystemer, der kan genkende fartskilte og holde MPV’en indenfor vejens hvide linjer.

Ekstraudstyrslisten er lang, men særligt oplagt er en familiepakke, der til 26.500 kr. giver de to ekstra bagsæder, praktiske flyborde, solgardiner og 220 volt-udtag. En sportsundervogn med 10 mm sænkning kan monteres på S-Max for 4.000 kr.

Da jeg forlader førersædet af S-Max og overlader det til en kollega, er jeg stadig ikke i tvivl om, at Ford med sin nye S-Max giver en af de bedste køreoplevelser i den rummelige MPV-klasse. Mekanikken er lækker og køreegenskaberne levende. Og med en samlet bagagerumstørrelse på 2.200 liter med færrest sæder i brug, er der heller ikke fare for at løbe tør for plads eller anvendelighed lige med det første.

 

Ford S-Max Ecoboost 2,0 Titanium

Motor
R4, 1.999 cm3, 16V, turbo
Ydelse 240 hk ved 6.000 o/min
340 Nm ved 1.900 o/min

Præstationer
0-100 km/t 7,6 sek.
Topfart 240 km/t
Forbrug EU-miks 12,7 km/l
Årlige afgifter 4.120 kr.

Dimensioner
Mål (L/B/H) 480/214/166 cm
Vægt/last/påhæng 1.704/806/1.800 kg
Bagagerum 700-2.200 liter
Dæk 245/45R19V

Pris
587.00 kr.

Kilde: Bil Magasinet nr. 285, juni 2015

>> Kunne du tænke dig en ny Ford S-Max? Vi indhenter 3 skarpe priser på din nye S-Max

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...