Ford skruer op for F150 Lightning
Ford var de første, der blev leveringsklare med en elektrisk pickup-truck på det amerikanske marked: De ankom før konkurrenter som Tesla Cybertruck og Rivian RT-1. At USA's mest populære biltype, en pickup, sælger godt, overrasker ingen.
Men præcis hvor godt den sælger overrasker alligevel Ford, der næsten fordobler produktionstallene som reaktion.
"Med næsten 200.000 reservationer er vores hold nødt til at arbejde hårdt og kreativt på at få så mange F150 Lightning ud til vores kunder som muligt," siger Kumar Galhotra, højstående hos Ford i USA, i en pressemeddelelse.
F150 har pt. ikke kurs mod den europæiske kyst, og de 200.000 reservationer er udelukkende foretaget af nordamerikanske kunder. På nuværende tidspunkt, strækker leveringstiderne sig helt ind i 2023.

200.000 reserveringer er lagt på F150 Lightning - nogle af disse kan dog i værste fald først blive leveret i 2023.
© FordProducerer Mustang Mach-E tredobbelt
Ford ser også, at den nye, elektriske Mustang er populær. For at sørge for, at de kan imødekomme så mange bestillinger som muligt, har Ford ifølge autoblog.com omdirigeret produktionen af de kommende el-varianter af Lincoln Aviator og Ford Explorer til produktionen af Mach-E.
Det har resulteret i, at de to el-SUV'er skubbes med 18 måneder. Mere centralt, har det også resulteret i at Mustang Mach-E nu er godt på vej mod tredoblet produktionskapacitet. Præcis hvad det betyder for de danske leveringstider er ikke til at sige.

Ford F150 Lightning blev lanceret i maj, 2021. Den kommer ikke til Danmark: I stedet får vi en V6-motoriseret Ford Ranger, uden skyggen af en elmotor.
© Ford DanmarkHvorfor kommer F150 ikke til Danmark?
Rent afgiftsmæssigt ligger F150 Lightning lunt i Danmark. Historisk har det været svært at komme i nærheden af de store ladbiler på grund af vægt, størrelse og CO2-udledning.
F150 Lightning koster i basisudgaven det, der svarer til 260.000 kr. fra en amerikansk Ford-forhandler. Den har et CO-udslip på 0 g/km, hvilket vil placere den langt inde i den kategori af biler i Danmark, der er afgiftsfri – også når man lægger told og moms til.
En pris fra 500.000 kr. som personbil i Danmark vil ikke være urealistisk.
Én af forklaringerne kan være, at markedet for pickups bare ikke er stort nok i Europa. En anden kan være, at bilen vil skulle udvikles i en ny version, der opfylder en række andre krav, herunder blandt andet til det elektriske system.
Faktum er under alle omstændigheder, at Ford's nye pickup i Danmark hedder Ranger, og at den er ren diesel - måske endda med samme enhed, som den amerikanske F150.