Køreprogrammet Baja er skabt til kørsel med op til 100 km/t i ørken og andet barsk terræn. Det er hyl.

© Stuart Price

Hvor er det FANTASTISK, at man kan få den her bil i Danmark!

Den sjoveste pickup på det danske marked har fået V6-turbobenzinmotor med fed lyd. Vi sætter den nye Ranger Raptor i køreprogram Baja og får den til at lette

28. januar 2023 af Steen Bachmann

Hvad sker der?

Bil Magasinet er inviteret til den internationale pressepræsentation af den nye Ford Ranger Raptor. Det foregår i en stor naturpark i Catalonien i det nordlige Spanien med nogle af Europas mest uvejsomme spor og forhindringer for terrængående biler af typen: “ … der skal jeg ikke ned, det kan man ikke i en bil? Jo-jo, bare indstil terrænfartpiloten til to km i timen og koncentrer dig om at styre, så går det”. 

Og det går faktisk.

Hvad er det for en bil?

Ford Ranger har været en af verdens mest solgte pickup’­er siden 1982. Jeg mødte første gang den nye og sjette generation på Los Angeles Auto Show i november 2021, og siden er den bindegale og topudstyrede Raptor kommet til. 

I en tid med forsigtige grønne biler og elektrificering er det fantastisk, at Ford Danmark tager en benzindrevet pickup, der brøler, på programmet! 

Raptor er forløber for den almindelige Ranger, som kommer i utallige karrosseri- og motor­varianter senere på året, herunder en 3-liters V6 diesel. 

Ranger Raptor markedsføres som varebil med to sæder, men der er ikke noget galt for at tage en original 5-sæders Double Cab fra fabrikken og få den indregistreret som personbil.

Med lavgear fungerer fartpiloten med ned til 2 km/t, så man kan koncentrerere sig om at styre. Det giver især mening ved klatring på klipper.

© Stuart Price

Kan den noget i terræn?

Ja, og det bliver svært at finde en bil på det danske marked, der kan matche Ranger Raptor. Bilen kravler godmodigt op på og over sten og klipper på størrelse med kommoder, og skulle man skramle på ­bunden, er det ligegyldigt: Den er forstærket med en plade af 23 mm højstyrkestål.

På klatrebanen viser bilen så ekstreme egenskaber, at selv forgængeren ville komme i problemer. Her er ekstremt korte udhæng for og bag – altså den del af bilen, der hænger ud over akslerne – og man kan klatre på sten, som virker umulige at besejre. 

Man låser differentialespærret på både forreste og bageste aksel, sætter gearkassen i lavgear og kravler så forsigtigt op på stenen med et hjul, så bilen på et tidspunkt har både et baghjul og et forhjul hængende frit i luften. 

Instruktøren dirigerer med håndtegn, fordi vi er på grænsen af, hvad der kan lade sig gøre i en firehjulstrukket bil, og Raptor kommer gennem banen uden skrammer.

Her er syv køreprogrammer til tørt og vådt føre, sne, mudder og klipper, ørken og sport.

Bachmann fra Bil Magasinet har fornøjelsen af at tæske rundt en hel dag i naturparken i den nye Raptor. Læs artiklen og se billederne i det nye nummer af Bil Magasinet.

© Stuart Price

Hvad har den af motor?

En nyhed er muligheden for at få Ranger med V6-benzinmotor takket være et samarbejde med Volkswagen. Motoren er på tre liter og har to turboladere, og dens 292 hk er passende til 2,5 ton pickup og giver et overskud, som man egentlig sjældent savnede i forgængeren med 4-cylindret dieselmotor. 

Ranger Raptor fås også med den hidtidige 4-cylindrede, 2,5-liters biturbodiesel med 204 hk og som noget nyt også med en 3,0 V6 dieselmotor. 

Testbilen har fem indstillinger af motorlyden fra afdæmpet rumlen af hensyn til naboer og til vrælende V6-benzin­motor med en olm undertone.

Forgængeren med 4-cylindret biturbodiesel var fed, men den nye V6-benziner tilføjer flere muskler.

© Stuart Price

Hvad koster den?

Ranger Raptor er officielt lanceret i Danmark og kan fås hos alle Ford-forhandlere. 

Den forrige Ranger Raptor fra 2019 er solgt i hele 80 eksemplarer i Danmark, hvilket viser, at der er efterspørgsel efter denne type bil.

På grund af et CO2-udslip på 310 g/km og en høj totalvægt skal der blødes en del i registreringsafgift, hvorfor prisen vil løbe op i omegnen af 1,2 mio. kr. som personbil. 

Som varebil er prisen 522.095 kr. inkl. moms (427.075 kr. ekskl. moms), mens den årlig ejerafgift er 9.380 kr. og privatbenyttelsesafgiften 18.560 kr. (!).

Ford Ranger Raptor 3,0 V6 4x4 aut.

Opbygning 5-personers pickup, 10-trins automatgear, spær for og bag, firehjulstræk.

Motor V6, 2.956 cm3, 24V, biturbo benzin

Ydelse 292 hk ved 5.500 o/min, 491 Nm ved 2.300 o/min.

Præstationer Topfart 180 km/t, 0-100 km/t 7,9 sek., forbrug (WLTP) 7,4 km/l

Dimensioner L/B/H 536/203/193 cm, vægt/last/påhæng 2.529/601/2.500 kg, lad 156 x 122 cm, dæk 285/70R17 Continental AllTerrain.

Pris personbil ca. 1,2 mio. kr., årlig afgift 9.380 kr.

Pris varebil  522.095 kr. inkl. moms (427.075 kr. ekskl. moms), årlig ejerafgift 9.380 kr., privatbenyttelsesafgift 18.560 kr., årlig afgift varebil med fri privat kørsel (papegøjeplader) i alt 27.940 kr.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...