Ny Ford Puma har fået vokseværk

Ford har omdannet Puma fra en underholdende GTI til en højbenet crossover, fordi det er hvad kunderne vil have. Kunne vi vælge, var vi gået GTI-vejen...

1. juli 2019 af Mathias Brandt

Folk der bare kender lidt til biler, kan sikkert huske den gamle Ford Puma, der kom på markedet i slutningen af 90’erne. Det var en lille køreglad GTI, som gav valuta for pengene. Derfor var glæden også stor, da vi her på redaktionen hørte, at Ford var i gang med en ny Puma. 

Men som tiden gik, stod det klart, at det ikke ville blive en lille fræk GTI, men derimod endnu en crossover! Med bilfabrikanternes uendelige trang til at udvikle SUV’er og crossover-biler, går der ikke mange år, før sedaner og almindelige stationcars bliver en sjældenhed. Men det er åbenbart det alle vil have.

Læs om den gamle Ford Puma her

Udstyrsvarianter i Ford Puma

Den nye Puma kommer i flere udstyrsvarianter, som adskiller sig på design og stil. Varianterne inkluderer Puma ST-Line og Puma Titanium, som henvender sig til to forskellige kunder.

Til Titanium-versionen kan tilkøbes X-pakke med 18” alufælge i farven Pearl Grey og kromelementer omringer grillen, sideskørterne og tågeforlygterne. Diffuseren under bageste kofanger og beskyttelsespladen er udført i metalgrå, og vinduesrammerne prydes af sort højglanslak. Interiøret i Titanium kommer med læderrat, trælignende indlæg på instrumentpanelet.

Puma ST-Line fås også med X-pakke, der inkluderer 18” alufælge eller som ekstraudstyr med 19” alufælge i matsort, der følges sammen med sportsaffjedring. Puma ST-Line kan bl.a. kendes på en grill med matsorte elementer og en større tagspoiler (ekstraudstyr). ST-Line-interiøret kommer med et læderrat med flad bund og røde syninger – som går igen på dellædersæderne, der fås som ekstraudstyr (X-pakke). Det hele er rundet af med alu-indlæg i pedalerne, en gearknop i aluminium og en sort taghimmel.

Ford Puma med 'Megabox'

Hvor den gamle Puma var en lille og knap så praktisk bil, går den nye Puma i en anden retning. Den nye Puma har klassens mest fleksible bagagerum, der kan sluge op til 456 liter. Til sammenligning kan konkurrenten, VW T-Cross kun rumme 385 liter bagage. 

Det ekstra plads skyldes primært det som Ford kalder “MegaBox”, der har øget pladsen med 80 liter. MegaBox er et dybt rum, som kan skabes i bagagerummet og give plads til to golftasker i opretstående position. Alternativt kan det store rum under bagagerumsbundpladen bruges til at skjule værdigenstande – eller de våde gummistøvler. Ford MegaBox har holdbar, vaskbar indretning og et afløb.

Når Puma skal pakkes, går det nemt, selv om man har armene fulde. Som den første i klassen har Puma håndfri betjening af den elektrisk styrede bagklap. Det eneste man skal gøre for at bagklappen åbner, er at bevæge foden under bagkofangeren.

Ford Puma bliver elektrificeret

I stil med Volvo, annoncerede Ford tidligere i år, at alle nye modeller vil blive elektrificeret. Puma-kunderne vil være blandt de første, der får gavn af Ford’s mildhybrid-system. 

EcoBoost Hybrid-teknologien er koblet sammen med Ford’s 1-liters EcoBoost-benzinmotoren med tre cylindre. Den kommer med en integreret remdrevet starter-generator med en kapacitet på 11,5 kW, med regenerering. 

Systemet gør det muligt at fange og opbevare den energi, som normalt mistes ved nedbremsninger og når man kører med jævn fart. Strømmen lagres i et luftkølet 48 volt litium-ion-batteri.

Mildhybrid-system er indbygget i begge udgaver af EcoBoost-motoren, som tilbydes med enten 125 eller 155 hk. 

Puma kan massere dig

Ford Puma er den første i klassen med lændemassage i forsæderne, som virker opkvikkende på musklerne og skal give en mere afslappende rejser. Systemet virker ved hjælp af tre luftfyldte blærer, og det kan indstilles i tre intensiteter og har justerbare funktioner.

I nogle udgaver af Puma leveres for- og bagsæderne med et betræk, som kan tages af og vaskes, som gør det nemt at få interiøret til at virke friskt gennem bilens levetid. Kunderne kan endda gøre Puma personlig med forskellige farver og design.

Den nye Puma fås også med et stort panoramasoltag i stort set hele tagets længde, som kan åbnes. Det består af to glaspaneler og giver udsigt til himlen for både passagerer foran og bag i bilen.

Fords nye crossover kan omdannes til en kørende koncertsal med et B&O-lydsystem. Anlægget har 10 højttalere og kommer med en subwoofer, som ikke fylder i bagagerummet.

Ford Puma kan tilbyde fuld digital instrumentering. Skærmen er på 12,3” og den kan konfigureres på mange måder, så alle kan finde en favoritvisning.

Teknologier som gør livet lettere

Ford har et mål om, at Puma skal være den sikreste i sin klasse. Ford Co-Pilot360 er en omfattende række teknologier, som gør kørslen lettere og mere sikker. Ford Puma bruger 12 ultrasoniske sensorer, tre radarer og to kameraer rundt på bilen til at levere optimal sikkerhed, nemmere kørsel og let parkering.

Når Puma er udstyret med en 7-trins dobbeltkoblingsgearkasse, fås den med adaptiv fartpilot med Stop & Go-funktion, skiltegenkendelse og vognbaneassistent, som hjælper bilen med at holde den rigtige afstand til forankørende og holde bilen på vejen.

Hvornår kommer den nye Ford Puma?

Puma forventes lanceret i Danmark i starten af 2020.

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.