Ford Mustang Shelby GT500
Det ser vildt ud, men det er let at gøre. Shelby GT500 kræver dog en del mere af chaufføren, når det ikke bare går lige ud© bilmagasinet.dk

Ford Mustang Shelby GT500

Hvis du er vild med Ford Mustang, kan du godt begynde at spare sammen til en Shelby GT500. Der er happy hour hele vejen rundt

25. juni 2010 af Mikkel Thomsager

Brænder!

Slip koblingen lidt kvikt, træd på bremsen, og tryk speederen i bund - brænderen er i hus få sekunder senere med røgen væltende ud af hjulkasserne. Rigtig drengeagtigt, ikke særlig miljørigtigt og måske ligefrem provokerende. Men det er så nemt, at Ford må have spekuleret i det, da de udviklede Mustang Shelby GT500. Og det umuligt at lade være, når V8-motoren buldrer tændt, spændt og villigt. Ford har sågar lavet en ventil i indsugningen, som skal sikre, at lydisoleringen ikke fjerner al den gode motorlyd fra kabinen.

Det virker på mig. Med udsigt til 402 meter stribe på Las Vegas Speedway sidder jeg tændt, spændt og klar med det store smil frosset fast i hele styrthjelmens åbning. Da starteren kalder mig frem, sker det helt af sig selv: Jeg slipper koblingen lidt kvikt, træder på bremsen, trykker speederen i bund og laver hjulspin, dækrøg og gummihvin, så mit store smil bliver til et endnu større grin. Yeeeeehaaaa! Det er som at være i tivoli: Det giver ingen mening, men det er skidesjovt.

Jeg er klar til at modtage skideballen, men den ­udebliver. This is the United States of America, og starteren griner også, da han sender mig ud på mine 402 meter (en quartermile), som jeg kører på ikke særligt imponerede 14,51 sekunder med en udgangshastighed på 171 km/t. Hvis amerikansk køreglæde har et navn, så er det Carroll Shelby. Den 87-årige, ­legendariske biltuner er indbegrebet af muskelbiler med alt for megen effekt på baghjulene. Hjulspin er hans mellemnavn.

Shelbys fabrik lever i bedste velgående i Las Vegas, men topmodellen i Mustang-programmet med tilnavnet Shelby GT500 er reelt en udstyrsvariant, der produceres side om side med standardmodellerne på Ford-fabrikken uden for Detroit.

Kompressor med højt ladetryk
Shelby GT500 er dog meget mere end blot to hvide striber over køleren og et cobra-logo i grillen. Effekten er hævet fra 315 hk i en standard-Mustang GT til 540 hk i en Shelby GT500, og med den ekstra effekt følger en opgradering af undervognen, som gør topmodellen markant anderledes at køre end den almindelige GT-model.

Selv om begge modeller er V8’ere, har de to motorer ikke noget med hinanden at gøre. Den 4,6 liter store V8’er i GT-modellen er en 3-ventilet (24 i alt) aluminiumsmotor med to gange én overliggende knastaksel, mens 5,4-liters motoren i Shelby GT500 har støbejernsblok, to gange dobbelt overliggende knastaksler og fire ventiler (32 i alt). Hertil kommer Shelby-modellens Roots-kompressor (en skruekompressor), der leverer et tryk på op til 9,0 psi. I alt sikrer det 540 hk eller det samme som i retroraceren Ford GT, som benytter samme motor.

Den ekstra effekt fordrer en anden gearkasse. GT-modellen har en standard 5-trins gearkasse, mens Shelby GT500 har en 6-trins Tremec-gearkasse med vidunderligt korte vandringer. Gearstangen er forbundet til gearkassen med stænger (frem for kabler), og skiftet er stramt, kontant og kort. Indimellem får man også indtryk af, at tandhjulene er af racertypen, og at synkroniseringen mangler. Ikke fordi den børster tænder, men fordi gearskiftene er så voldsomme, at det virker direkte racer-agtigt. Det lægger op til skæg og ballade, og på striben er der udbetaling ved alle kasser. Det er sindssygt underholdende.

Bagvogn danser

Ford Mustang Shelby GT500

Det giver ingen mening. Det sviner, larmer og giver ingen fart. Men der er noget lækkert, adrenalin-sparkende tivoliagtigt over at lave en brænder. Mustang Shelby GT500 er bygget til det

© bilmagasinet.dk

Las Vegas Speedway er en oval, men i indercirklen findes en mindre, snørklet racerbane, hvor GT500 er en udfordring. Den grundlæggende opbygning med stiv bagaksel sætter normalt begrænsninger for den dynamiske formåen, og i tilfældet med den almindelige Ford Mustang GT er du ikke i tvivl. GT-modellen har også en komfortabel affjedring med markant krængning, og i de snævre sving får du hurtigt rigeligt at gøre med at styre.

Overgangen fra understyring til overstyring er dog blød og meddelsom, hvilket gør det let at holde bilen på banen, men styretøjet er svampet og rodet, præcis som du forestiller dig US-bil. I tilgift danser bagvognen lystigt fra side til side, både når du giver gas, og når du slipper gassen i sving, hvilket yderligere er en udfordring for styretøjet.

Effektforøgelsen giver selvsagt sit, men revisionen af undervognen er næsten endnu mere imponerende.

Der er ikke noget hokus pokus over de tekniske ændringer. Den stive bagaksel er den samme. Det er kun undervogns-komponenterne, der er skiftet: Stivere fjedre, skrappere støddæmpere, nye krængningsstabilisatorer og større hjul, som er bredere bag end for. En standard-Mustang GT har samme dækdimension hele vejen rundt.

Gearkassen er 6-trins, spærredifferentialet er opgraderet med koblingsplader i kulfiber alene for holdbarhed, og differentialehuset har ekstra køleplader.

Hertil kommer firestemplede Brembo-bremser, der tager sig helt anderledes magtfuldt af bremseopgaverne end de tostemplede standardbremser på GT-modellen (faktisk burde den almindelige GT have samme bremser).

Ford Mustang Shelby GT500 interior

Frontpanel og midterkonsol er i markant bedre finish end den første model. Plastikoverfaldene er bløde, og selve panelet ligner og føles som aluminium. Kun plastik omkring centerskærmen skuffer

© bilmagasinet.dk

Styrer glimrende

Effekten på Las Vegas Speedways snørklede inderbane er helt overvældende. De ekstra motorkræfter i Shelby GT500 afregner med det samme. Men endnu mere imponerende er styretøjet, der er som forvandlet. Vægtningen er uændret, men indstyringen er præcis og kontant og så meget bedre, at man ikke skulle tro, de to biler havde noget med hinanden at gøre. Væk er det svampede og US-agtige.

Ford Mustang Shelby GT500 interior

Klar? Vores udsendte reporter smiler helt om til ørerne

© bilmagasinet.dk

Styretøjet er super direkte med ingeniøragtig præcis forbindelse mellem underlag og rat. I tilgift er krængningen næsten elimineret. Bagvognen er stadig en dramatisk tangodanser med fuld knald på alle dansetrin, og det er en langt voldsommere oplevelse, fordi reaktionerne fra undervognen nu kan følge med effekten fra motoren. Du skal være lynhurtig på rattet for at holde cobra-logoet i kølergrillen i den rigtige retning. Til gengæld kan du (næsten) styre bilen på speederen, fordi styretøjet placerer Mustangen der, hvor du vil have den, uden at du tænker over det.

Det er stadig ekstremt underholdende og mindst lige så sjovt som at lave brændere eller køre dragrace på striben, men det stiller større krav til chaufførens evner, fordi alt foregår i dobbelt tempo. Shelby GT500 er som en Mustang GT med konstant happy hour, og det kan kræve sin mand at administrere en happy hour, når den ikke er begrænset til en time.

Ford Mustang Shelby GT500

Blandt klassiske biler er Shelby-Mustangerne noget helt særligt, fordi de blev bygget på Shelbys fabrik. Trods Shelby-navnet her bliver GT500 bygget af Ford

© bilmagasinet.dk

Fotos: A. Hansen

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...