Biltest af Ford Mustang GT Premium Convertible
Biltest af Ford Mustang GT Premium Convertible© bilmagasinet.dk

Ford Mustang GT Premium Convertible

Cruiser-kongen

16. august 2006

Af: Peter Clausen & Morten B. Bek

Ford Mustang GT Convertible er håbløs, men få biler er federe på en sommerdag

Nogle gange løber vi ind i en bil, der bare er umulig at bedømme efter normale kriterier. Ford Mustang er en af dem.

Alle vil have en tur, og sjældent har vi set så mange smil og fået så mange thumbs-up, som da vi buldrede gennem sommerlandet i den røde Mustang GT Convertible. Den har sjæl og karisma, den er anderledes, den oser af amerikansk muscle car-historie. Og den er på alle områder en forfærdelig, elendigt lavet møgspand.

Alligevel elsker vi den, selvom vi ikke burde. Prøv at gå karossen efter i detaljerne; rustbeskyttelsen er håbløs, og denne bil vil simpelthen gå til i det danske klima, hvis du ikke passer den meget omhyggeligt.

Både ude og inde er seneste generation af Ford Mustang inspireret af 1967-modellen, som mange kendere betragter som et af Mustang-historiens stilistiske højdepunkter. Men inden døre ødelægger de elendige, primitive materialer og ‘forkromede’ plastdetaljer den retro-illusion, som sikkert så fantastisk ud på designerens tegning, men ikke fik lov til at møde virkelighedens verden. Ford har heller ikke engang forsøgt at skjule den billige frugtkasse-polystyren, der skal dæmpe støj og vibrationer under kalechebrøndens plastafdækning. El-kalechen er i øvrigt i billig vinyl og håndtagene til at løsne den fra forruderammen til at knække neglene på - på en bil til 825.000 kr.

Dybt forældet teknik
Den stive bagaksel hopper fra ujævnhed til ujævnhed, skarpe kanter får bilen til at ryste og regere, og selv et mildt stillevejsbump er nok til at få karrosse og undervogn til at skramle som et halvt kilo søm i en centrifuge. Og du bliver hurtigt træt af at udforske den køredynamik, der glimrer med sit fravær. Styringen giver ingen føling med vejen, og ved inspireret kørsel har du fornemmelsen af at ride på et badedyr i vindstyrke 11.

Men det kan være lige meget, når du drejer nøglen, lytter til det fuldfede bulder fra V8-motoren, sætter gearvælgeren i Drive og gliderad nogle helst ikke for snoede landeveje, mens du mærker den lune sommervind i håret. Så forstår du, hvad Ford Mustang Convertible er for en bil.

Oplevelsen er dybt vanedannende, men den slags lune sommerdage er jo en mangelvare på vore breddegrader, hvis vi lige ser bort fra den sommer, der nu går på hæld. I en grå dagligdag byder Mustang på så mange irritationsmomenter, at du bliver idiot af at køre i den, og objektivt set er prisen helt ude i hampen, selvom du ikke finder en 300-hestes V8-cabriolet til de penge andre steder.

Men har du noget mere velegnet til det daglige slid, kan du derimod dagligt glæde dig til den dag, hvor solen skinner, og du igen finder din Mustang frem fra garagen. For fed - DET er den. Lige så fed, som den er elendig, og herfra skal der lyde masser af respekt til Fords danske afdeling for at turde tage den hertil.

FORD MUSTANG GT PREMIUM CONVERT.
Motor V8, 4.606 cm, 24V
Ydelse 300 hk ved 5.750 o/min
433 Nm ved 4.500 o/min
0-100 km/t. 6,2 sek.
Topfart 238 km/t.
Forbrug EU-miks 9,1 km/l
Årlig ejerafgift 6.480 kr.
Vægt/last 1.625/425kg
Mål (L/B/H) 477/188/138 cm
Bagagerum 275 liter
Dækmontering 235/55 ZR17
Værditab 3år/60.000 km Så stort at du ikke vil vide det
Reservedelsindeks 228
Pris 824.791 kr.
Pris u/afgifter 244.498 kr.

VI SYNES… Det er svært ikke at holde af Ford Mustang Convertible, men dybest set er den en møgspand - en rigtig fed møgspand!

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...