Ford Mustang Cobra Jet 1400

WOW! Ford bygger Mustang med 1.400 hk, men dens V8-tordenbulder er pist forsvundet...

Ford Performance har bygget en Mustang Cobra Jet med 1.400 hk, som er klar til et liv på dragracing-banen, men hvis du forventer et V8-bulder, kan du godt tro om igen.

30. april 2020 af Christian Birkekvist
Ford Mustang Cobra Jet 1400

Mustang'en brøler ikke længere

Den legendariske Ford Mustang har været lidt af en drømmebil for de fleste siden hingsten første gang så dagens lys tilbage i 1964. Siden har Ford striglet gangeren, adskillige gange og denne Mustang Cobra Jet 1400 er et af de nyeste påfund – indtil videre er det dog kun en prototype.

Den er skabt til de amerikanske dragracingbaner, hvilket også tydeligt kan ses på de smalle fordæk, de hærdebrede bagdhjul svøbt ind i Mickey Thompson-gummi, og ikke mindst faldskærmen eller støttehjulene, som hjælper den med at holde sig på jorden. Men der er alligevel en detalje, som er meget anderledes på denne nye model. 

Husk at klikke her og starte dit abonnement på Bil Magasinet i dag. På den måde går du aldrig glip af de vigtigste biltest udført i Danmark. 

Ford Mustang Cobra Jet 1400

Kræfterne imponerer, men det gør topfarten ikke

Den specialbyggede dragster-prototype, Mustang Cobra Jet 1400, er nemlig ikke drevet af en hårdtpumpet V8-motor. I stedet er den udstyret med batterier og en elektrisk motor. Jep, vi ved det godt. Det er lidt antiklimaks... Til gengæld er der masser af power i den.

Når amerikaneren spænder musklerne pumper den 1.400 hk og 1.500 Nm ud til baghjulene og den kan tilbagelægge en quatermile (402 meter) på lige under 8 sekunder. Topfarten kunne være højere, men med 273 km/t skal du nok nå frem til målet.

“Ford har altid vist innovation gennem motorsport. Elektriske drivliner giver os en helt ny form for ydelse, og vores eldrevne Cobra Jet 1400 er et eksempel på, hvordan vi skubber ny teknologi helt til grænsen. Vi er glade for at kunne vise den frem i et år, hvor Mustang-familien også får et helt nyt medlem i form af den 100 pct. elektriske SUV Mustang Mach-E”, forklarer Dave Pericak, som er global direktør hos Ford Icons.

Ford Mustang Cobra Jet 1400

Mustang Cobra Jet 1400 viderefører ikonisk arv

Mustang Cobra Jet 1400 bygger ligesom Mustang Mach-E, der er en gadebil, videre på den ikoniske arv fra legenden og ophavet til det hele: Nemlig Ford Mustang. De elektriske drivliner giver ifølge Ford en forsmag på fremtidens Ford-biler.

Kirsebærret på toppen er, at Mustang Cobra Jet 1400 samtidig hædrer den originale Cobra Jet, der har en helt særlig rolle i hjertet på Ford-folk efter dens dominans af sporten i slutningen af 1960’erne. 

Ford Performance, der står bag den nye Cobra, fortsætter med at testkøre Cobra Jet 1400 inden dens officielle dragracing-verdensdebut senere på året. Her vil fans og konkurrenter opleve bæstets evner på asfalten, men vi ved ikke endnu hvor eller hvornår det bliver.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...