Ford GT

Ford GT-mania: Her er alle Ford's hyldester til GT40'eren

Ford slog alt og alle fra 1966 til 1969 i Le Mans med den legendariske GT40. I nyere tid har Ford løbende lavet specielle modeller, der ærer de gamle Le Mans-vindere, og dem gennemgår vi her.

22. juli 2022 af Mikkel Østrup-Jeppesen
Ford GT Gulf Livery Heritage Edition
Ford GT Gulf Livery Heritage Edition© Ford

Ford GT Gulf Livery Heritage Edition - 2006

Hvilke farver har motorsport? Den lyseblå og orange farve er blevet synonym med succesfulde racerbiler, og Ford ærede i 2006 netop vinderbilerne fra Le Mans i 1968 og 1969, som kørte med de genkendelige Gulf-farver.

Under den specielle maling er GT’en dog ikke ændret i forhold til 2005-2006 årgangen af Ford GT. Ford beholdte de normale komponenter, som blandt andet talte en 5,4-liters V8 motor og en 6-trins manuel gearkasse. Det var heller ikke videre nødvendigt at ændre på noget, for med 550 hk og 500 Nm kan superbilen godt flytte sig. 0-100 km/t er overstået på 3,3 sek., og topfarten nås først ved 330 km/t!

Der blev i alt bygget 4.038 GT’er af denne generation, og 348 af dem var en Gulf Livery Heritage Edition. Det gør den også til den Heritage Edition, der er produceret langt flest af, hvilket kan ses på nyere salgspriser. Eksempelvis solgte aktionshuset Sothesby’s sidste år et uhyre velholdt eksemplar til 520.000 dollars, svarende til ca. 3,8 mio. kr. Det er mange penge, men det er trods alt en brøkdel af priserne på nyere Heritage-modeller.

Ford GT Gulf Livery Heritage Edition
Ford GT Gulf Livery Heritage Edition© Ford
Ford GT ’66 Heritage Edition
Ford GT ’66 Heritage Edition© Ford

Ford GT ’66 Heritage Edition - 2017

Den amerikanske bilproducent har altid været tilbageholdende med at lave nye GT’er, og derfor skulle der også gå 11 år, før vi fik anden generation af Ford GT. I 2016 kom den 6-cylindrede superbil, der ligesom GT40 i racertrim hev en sejr hjem ved Le Mans.

Her benyttede Ford lejligheden til at ære GT40’eren fra ‘66, der ligeledes vandt ved Le Mans. Blot 27 eksemplarer blev der lavet af ‘66 Heritage Edition, der er malet efter bil nr. 2 med den sorte lak og sølvgrå sider.

Hvor den tidligere generation fra midten af nullerne markerede et 40-års jubilæum, så øger denne version blot fejringen med et årti. Ford gik noget kontroversielt væk fra V8-motoren og nedskalerede til en biturbo V6, som stadig er placeret midt i bilen. Der skal dog ikke være tvivl om, at der stadig er tale om en superbil, da den yder 647 hk.

Ford GT ’66 Heritage Edition
Ford GT ’66 Heritage Edition© Ford
Ford GT ’67 Heritage Edition
Ford GT ’67 Heritage Edition© Ford

Ford GT ’67 Heritage Edition - 2018

Kronologisk blev det, da Ford året efter valgte at hylde GT40’eren med nr. 1, der vandt i ‘67. Versionen deler specifikationer med den foregående, men er nu trukket i den meget passende Race-Red farve. Ligeledes er bremsecaliprene malet røde, mens sidespejle og fælge har fået sølv og sorte detaljer, som leder direkte tilbage til 1967-vinderen. Ford byggede 39 eksemplarer.

Ford GT ’67 Heritage Edition
Ford GT ’67 Heritage Edition© Ford
Ford GT ’68 Gulf Livery Heritage Edition
Ford GT ’68 Gulf Livery Heritage Edition © Ford

Ford GT ’68/’69 Gulf Livery Heritage Edition - 2019 og 2020

Endnu engang trækker GT’en i Gulf-klæder, og igen er det for at hylde dobbeltvinderen fra ‘68 og ‘69. Det er der også god grund til, for Mk. I-bilerne med nr. 9 og 6 var ikke kun succesfulde på Le Mans. Alene i 1968 vandt bilen fire løb: Brand Hatch i England, Spa i Belgien, Watkins Glen i New York og kronen på værket i form af endnu en Le Mans-sejr. Året efter gentog Ford succesen ved det franske 24-timers løb, og de hev ligeledes en sejr hjem i Gulf-farverne ved 12-timersløbet på amerikanske Sebring.

Det var muligt at bestille denne hyldestbil med henholdsvis nr. 9 eller 6, og der blev bygget 50 eksemplarer med hvert nummer – et antal, der skulle blive gennemgående for de kommende Heritage-modeller. Nr. 9 hylder '68'eren, mens nr. 6 hylder '69'eren.

Ford GT ’68 Gulf Livery Heritage Edition
Ford GT ’68 Gulf Livery Heritage Edition © Ford
Ford GT ’66 Daytona Heritage Edition
Ford GT ’66 Daytona Heritage Edition© Ford

Ford GT ’66 Daytona Heritage Edition - 2021

I 1966 varmede Ford for alvor op til Le Mans. Daytona, der finder sted små fire måneder før Le Mans, var en generalprøve for racerteamet, som Ford havde postet enorme mængder af penge i. De ville have hævn over Ferrari, efter italienerne famøst rev en købekontrakt over i ‘63. Det pissede Henry Ford II gevaldigt af, og vi kan takke italienernes fornærmelse for, at vi overhovedet fik Ford med i Le Mans.

Ved løbet i Daytona så Ford-ejeren sin superbil give baghjul til hele feltet. Både første-, anden-, tredje og femtepladsen gik til GT40’er, og med den sejr var Ford på rette kurs mod sin første Le Mans-titel kort efter. Førstepladsen gik i øvrigt til Ken Miles, den berømte kører, som har stor andel i GT40’s succes.

Denne Ford GT er en hyldest til den knusende sejr på Daytona, som må siges at have lagt grobund for Ford’s historie i motorsport. 

Du kan læse hele historien om tilblivelsen af Ford GT40 her.

Ford GT ’66 Daytona Heritage Edition
Ford GT ’66 Daytona Heritage Edition© Ford
Ford GT ’64 Prototype Heritage Edition
Ford GT ’64 Prototype Heritage Edition© Ford

Ford GT ’64 Prototype Heritage Edition - 2022

Ford har også valgt at se helt tilbage til GT40’erens begyndelse med denne superbil, der skal hylde de prototyper, som blev produceret tilbage i 1964.

- Denne er den første Ford GT Heritage Edition, der ikke blot fejrer tidligere racerløbssejre, men med bilen går vi et spadestik dybere og hylder den spæde start af Fords arv med superbiler. Ford GT ’64 Prototype Heritage Edition er en moderne fortolkning af originalen, hvor der absolut ikke hersker nogen tvivl om, hvilken bil vi hylder, sagde Mike Severson, som er Ford GT’s program manager, under lanceringen.

Ford GT ’64 Prototype Heritage Edition
Ford GT ’64 Prototype Heritage Edition© Ford
Ford GT Alan Mann Heritage Edition
Ford GT Alan Mann Heritage Edition © Ford

Ford GT Alan Mann Heritage Edition - 2022

Ligesom Ford gjorde rent bord ved Daytona i 1966, så gjorde Ford nøjagtig det samme ved Le Mans samme år. De tre podiepladser blev alle besat af Ford, og denne Alan Mann Heritage Edition hylder en særlig letvægtsprototype, som Alan Mann’s racerteam udviklede i ‘65-’66.

Ford siger, at prototypen var afgørende for deres fremtidige sejre. Alan Mann Racing er et af 60’ernes mest vindende teams, hvorfor denne prototype er en af Ford’s mest legendariske.

Ford GT Alan Mann Heritage Edition
Ford GT Alan Mann Heritage Edition © Ford
Ford GT Holman Moody Heritage Edition
Ford GT Holman Moody Heritage Edition© Ford

Ford GT Holman Moody Heritage Edition - 2022

De er ikke kede af det, de kære amerikanere. Blot fire måneder inde i året præsenterer Ford den tredje Heritage-model i 2022.

Endnu engang er det sejren i ‘66, der hyldes, og nærmere bestemt er det Holman Moody, som hyldes. Racerteamet stod for en vigtig del af udviklingen med GT40, hvor de mest nævneværdigt udviklede bremserne, så de bedre kunne holde til superbilens voldsomme topfart. 

Ford GT Holman Moody Heritage Edition
Ford GT Holman Moody Heritage Edition© Ford

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...