Ford Focus er kåret til Årets Brugtbil 2009 og vurderes til at være det bedste brugtbilkøb lige nu
Ford Focus er kåret til Årets Brugtbil 2009 og vurderes til at være det bedste brugtbilkøb lige nu© bilmagasinet.dk

Ford Focus er Årets Brugtbil 2009

Velkørende, rummelig og billig at holde kørende, lyder det fra juryen

6. april 2009 af Steen Bachmann

Ford Focus årgang 2005 er kåret som Årets Brugtbil 2009 af 19 motorjournalister fra en lang række medier, brancheorganisationer og forbrugerorganisationen FDM.

"Ford Focus er en velkørende, praktisk, rummelig bil med et lavt reservedelsprisindeks. Den har mindre prestige end VW Golf, hvilket også gør sig gældende på priserne. Der er stor hype på minibilmarkedet, derfor har jeg valgt at fokusere på mellemklassebiler, hvor man får meget mere bil for en lille ekstra betaling," vurderer jurymedlem Mikkel Thomsager, chefredaktør på Bil Magasinet, der stemte på Focus.

Det er andet år i træk, at en Ford løber med æren som det bedste brugtbilkøb. Sidste år var det Ford Mondeo, årgang 2004. Juryen vurderer bilerne i forskellige årgange, da en bilmodel hele tiden udvikles på og bliver forbedret.

"En Ford Focus er for de, der ikke alene ønsker en brugt bil, som er solidt bygget og økonomisk fornuftig at holde. Det er også en bil, der er hamrende underholdende at køre i, og så er især 1,6-motoren med 100 hk en velsnurrende og pålidelig maskine. Pladsen er god - især i stationcarudgaven - og til forskel fra den første generation har Ford fået rigtig godt styr på kvaliteten i Focus. Det bedste er prisen - de billigste eksemplarer starter ved 120.000 kr., og udvalget er enormt," lyder vurderingen fra redaktionschef og jurymedlem Nikolaj Karlshøj fra månedsmagasinet Bilen.

Juryen vurderer bilerne på baggrund af en række nøgletal og tekniske test af bilerne. Servicepriser, reservedelspriser og afskrivning er lavet på hvert enkelt bil, og samlet er Ford Focus blandt de billigste brugtbil at holde kørende.

"Vi er ualmindeligt stolte over at modtage prisen som årets brugtbil 2009 for Ford Focus 2005. At vinde prisen for andet år i træk viser os, at den positive udvikling Ford har vist igennem det seneste år også giver genklang hos vores kunder. Focus er gennem alle tider blevet rost sine køreegenskaber, og det er en god all-round familiebil til en meget rimelig pris. Det er skønt at opleve, at andre også er af den mening," siger Lene Dahlquist, PR Manager, Ford Motor Company.

"Årets Brugtbil skal sætte fokus på de mange aspekter, der gør en brugtbil til et godt køb. Udover at den skal være i teknisk og mekanisk god stand, så er driftsomkostningerne og totaløkonomien en vigtig del af købet," siger Kenneth Andersen, administrerende direktør for BilBasen.

Det er fjerde år, at Årets Brugtbil bliver kåret, i 2007 var det Mazda 6, årgang 2003 og i 2006 var det Skoda Fabia, årgang 2001, der løb med titlen.


Top 5 Årets Brugtbil 2009

  1. Ford Focus, årgang 2005 - 115 point
  2. Opel Astra, årgang 2005 - 105 point*
  3. Skoda Octavia, årgang 2006 - 105 point
  4. Toyota Avensis, årgang 2005 - 80 point
  5. VW Golf, årgang 2005 - 75 point


* Opnåede flere førstepladser fra juryen end Skoda Octavia, og derfor andenpladsen

----

Totaløkonomisk analyse af Ford Focus 1,6 100 Trend 5d

Der er lige nu 170 stk. til salg på BilBasen i årgang 2005, og godt 1.000 af Focus I og II Ford Focus årgang 2005 er faldet 12,8 procent i udsalgspris siden januar 2008.

Stationcarudgaverne er faldet 9,1 procent, dieseludgaverne 6,9 procent.

Billigste 2005-model koster 89.900 kroner, billigste stationcar koster 108.500 kroner.

Reservedelsprisindeks: 90 for volumenmodellen med 1,6 liters benzinmotor og fem døre Serviceprisindeks: 97 for volumenmodellen med 1,6 liters benzinmotor og fem døre

Afskrivning: tre års ejerskab/60.000 kilometer: 45 procent.

Samlet omkostning 3 år/60.000 km: 1,71 kr./km

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...