© Ford

EuroNCAP: Focus har fremragende sikkerhed

Får særlige udmærkelser for vognbanealarm og automatisk katastrofebremse

26. maj 2011 af Bil Magasinet

Euro NCAP har for første gang tildelt særlige sikkerheds-udmærkelser til en bil uden for den lille, eksklusive kreds af meget dyre biler. Den nye Ford Focus har fået to særlige udmærkelser for sikkerhedssystemerne Active City Stop og Lane Keeping Aid.

Active City Stop er et system, som overvåger forankørende trafik og bremser automatisk ved fare for kollision, mens Lane Keeping Aid er et system, som er udviklet til støtte for den trætte eller uopmærksomme fører, som utilsigtet skifter vognbane. Systemet retter simpelthen bilen op, hvis den ikke holder banen, men kommer for tæt på midter- eller kant-striber.

Ford Focus opnåede desuden de maksimale fem stjerner i Euro NCAPs crash-test, herunder den højest mulige score for børne-sikkerhed, både ved frontal- og side-kollisioner. Samtidig scorede Focus højt i kategorierne fører-, passager- og fodgænger-sikkerhed.

Sådan fungerer systemerne
Active City Stop er et system, der er udviklet for at forhindre sammenstød i tæt kø- eller by-trafik. Ved hastigheder op til 30 km/t registrerer en sensor i toppen af forruden eventuelle stillestående objekter i op til 7,6 meters afstand i kørselsretningen. Hvis bilen nærmer sig en bremsende, langsomt kørende eller helt stillestående forankørende bil, vil systemet forberede bremse-aktivering, og hvis føreren ikke foretager sig noget, bremser bilen automatisk. Risikoen for en kollision reduceres derfor væsentligt.

Lane Keeping Aid er et system, som ved hjælp af et kamera placeret i toppen af forruden konstant overvåger vejbanen. Billederne bliver konstant analyseret i forhold til vejens midter- og kant-striber. Hvis bilen har retning mod en vejstribe, vil systemet straks aktivere styretøjet og rette bilen op. Hvis den automatiske korrektion ikke er muligt vil Lane Departure Warning systemet aktivere vibrationer i rattet som en advarsel til føreren om at holde opmærksomheden på vejbanen.

Begge systemer er fuldt automatiske, men kan slås fra.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...