© bilmagasinet.dk

Detroit: Den nye Ford Focus

Rummeligere, mere sparsommelig og frækkere at se på

14. januar 2010 af Steen Bachmann

 

Den næste generation af Ford Focus får verdenspremiere på North American International Auto Show (NAIAS) i Detroit i denne uge. Den er baseret på en nyudviklet såkaldt C-platform, der skal danne basis for op til 10 nye modeller i Ford-koncernen.

Den 4-dørs sedan og 5-dørs hatchback går i produktion sidst i 2010 og kommer til Danmark i begyndelsen af 2011. Produktionen er i første omgang fokuseret på fabrikker i Saarlouis (Tyskland), Michigan (USA) og Chongqing (Kina).

Ny platform
Den nye C-platform forventes af danne basis for op mod to millioner biler årligt fra 2012. De første var MPV-udgaverne af Focus med navnet C-Max og Grand C-Max, der fik premiere på udstillingen i Frankfurt i oktober 2009, og senere vil også 3-dørs hatchback, stationcar og coupé-cabriolet støde til.

Den nye Focus er udviklet af et globalt team under ledelse af Ford Europas center for udvikling af små og mellemstore biler i Køln. Transmission og drivlinje er udviklet på Fords tekniske center i Dunton, England med assistance af Ford Engineering Center i Dearborn, USA. Begge teams har udnyttet viden fra den succesfulde Ford Fiesta fra 2008.

© bilmagasinet.dk


Designet er en videreudvikling af udtrykket fra Ford C-Max. Målet er at få bilen til at se ud som om, den bevæger sig, også når den står stille, blandt andet ved at give den en kraftigt stigende hoftelinje. Det giver et udtryk af, at bilen kører fremad. Det sagde Ford også om Mondeo i 2007 og Fiesta i 2008, men man forsøger hele tiden at videreudvikle stilen. 

Kabinen er inspireret af Fiesta, men udviklerne forsøger at stige et trin op af prestige-stigen mod Audi-niveau ved blandt andet brug af soft touch-instrumenter og dyrere materialer. Ford har udviklet et nyt betjeningssystem, kaldet MyFord, der skulle gøre brug af navigation, musiksystemer og Bluetooth simpelt og hurtigt.

På den tekniske front er der udviklet et nyt multilink-ophæng på bagakslen og en ny elektrisk servostyring, der skulle give tyngde og præcision ved høj fart kombineret med en letgående servohjælp ved bykørsel og parkering. Støjniveauet er sænket i alle varianter i forhold til den nuværende model, oplyses det.

Motorprogrammet
Størst interesse bliver der om en nyudviklet 4-cylindret turboladet benzinmotor på 1,6 liter. Den har betegnelsen EcoBoost og er forsynet med direkte indsprøjtning, der er med til at sænke forbruget og hæve ydelsen.

På dieselsiden er de kendte Duratorq TDCi commonrail-motorer optimeret til 10-20 pct. lavere forbrug uden at det går ud over ydelsen.

I forbindelse med 2011-årgangen af Focus introducerer Ford en ny international standard, en såkaldt Global DNA-standard. Den skal sikre en ensartet kvalitet hvad enten det drejer sig om lyden af en dør, der smækker, rattets tykkelse eller størrelsen på syningerne i lædersæder. Målet er at ensrette produktionen, så den færdige bil har samme standard uanset hvor i verden, den er produceret.

Produktionen går i gang i Europa og USA sidst i 2010, og Focus når de danske forhandlere i begyndelsen af 2011. En batteridrevet elektrisk version til det amerikanske marked er planlagt til at gå i produktion i 2011.

© bilmagasinet.dk


Den 4-dørs Focus har designmæssige ligheder med Mondeo fra 2007, men for- og baglygter har et unikt design.

 

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...