Derfor er denne gamle Ford Mustang netop solgt for over 25 mio. kr.

En helt særlig Ford Mustang fra 1968 er netop solgt på auktion i USA, hvor den med det samme har taget prisen som værende den mest værdifulde Mustang i historien. Find ud af her, hvorfor...

14. januar 2020 af Anders Richter

Verdens vildeste biljagt

Hvis du er vild med fede biljagter, ved du godt, at en af de mest legendariske af slagsen stammer fra filmen Bullitt, der dukkede op på det store lærred i 1968 med Steve McQueen i hovedrollen. Hovedpersonens bil i filmen er netop blevet solgt på en auktion i USA for over 25 mio. kr., hvilket er rekord – men først lidt forhistorie:

Biljagten foregår i San Franciscos stejle gader, og mens skurkene kører i en sort Dodge Charger har helten (Steve McQueen) indtaget pladsen bag rattet af en Highland Green Ford Mustang Fastback. 

Der blev brugt flere Mustang'er til filmen, og den der blev brugt mest, troede man var forsvundet – indtil i 2018, hvor den dukkede frem igen. 

I 1980 blev den kørt i garage

Efter bilen blev brugt i filmen, blev den købt af en medarbejder hos filmselskabet Warner Bros. Han kørte i den et par år, indtil en privat detektiv i New Jersey nord for New York købte den. Herefter brugte han den i fire år, indtil han fik børn og fik brug for (surprise!...) kontanter. Det var her, den endte ved sin tredje ejer, som faktisk har beholdt den siden. 

Robert Kiernan hed manden, som købte den for 6.000 dollars, og bevarede bilen stort set, som den så ud i filmen. Hans kone brugte bilen i en lang periode til at køre på sit arbejde som skolelærer i New Jersey. 

I 1980 gik koblingen på bilen efter 65.000 miles. Herefter blev den parkeret i garagen, og fra det punkt fik den lov til at stå stille. Den blev gemt væk men altid passet på, for familien elskede bilen. Men de holdt det for sig selv, at de var indehaver af den. Da Robert døde i 2014, blev bilen givet videre til hans søn, Sean Kiernan, som stille og roligt gik i gang med at gøre bilen køreklar. Den gennemgik en nænsom restaurering af de mekaniske dele, mens patinaen fik lov til at blive.

En sjov detalje er, at Steve McQueen i 1977 prøvede at købe bilen tilbage fra Robert Kiernan men desværre uden held. Steve McQueen tilbød endda at hjælpe Robert med at finde en lignende bil, men han var ikke interesseret i at sælge. Og det var nok klogt, for bilen er netop blevet solgt på auktion i USA for et rekordbeløb.

En Mustang i Highland Green

Bilen er en stort set standard Ford Mustang Fastback GT390 fra 1968. Den er udstyret med 4-trins manuel gearkasse, American TorqueTrust fælge, lakken er udført i Highland Green, og GT-emblemerne er fjernet. En sjov detalje er, at der i panelerne er svejset nogle beslag på, som i sin tid blev brugt til at holde de forskellige kameraer. Disse beslag sidder der endnu. 

I 2018 præsenterede Ford-fabrikken en ny generation af Mustang Bullitt og de overraskede hele verden, da de fik Sean Kiernan til at vise den legendariske filmbil frem, som havde levet næsten fire årtier skjult under et dækken i deres mørke men varme garage. 

Solgt for over 25 mio. kr.

Familien har fået meget ud af den PR, som bilen har givet dem, men nu mente de, at det var på tide, at den fandt et nyt hjem. Til at finde en ny ejer brugte de det amerikanske auktionshus Mecum Auctions. De turde ikke sætte en estimeret pris på bilen, men de vidste nok godt, at bølgerne ville gå højt. 

Prisen strøg til tops, og først ved 3,74 mio. dollars faldt hammeren. Det svarer til 25,1 mio. danske kr. inkl. salær. Det gør bilen til den dyreste Ford Mustang, der nogensinde er solgt. Og vi forstår godt hvorfor. 

Du kan se selve auktionen i klippet herunder...

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...