© bilmagasinet.dk

Danmarks mindste lægeambulance

Nordjysk Ford-forhandler ombygger lille Ka til redningskøretøj

4. april 2011 af Bil Magasinet

Den nordjyske Ford-forhandler Brdr. Hosbond byggede en Ford Focus RS om til politibil sidste år, og nu har de muntre folk været i gang igen. Ford Ka 112, kalder de deres lille lægeambulance, der er et bud på, hvordan der kan spares millioner af kroner i sundhedssektoren, uden at forringe serviceniveauet.

Sammenlignet med de dyreste af de lægeambulancer vi har i dag, kan man i flere tilfælde få op mod 10 Ford Ka lægebiler for samme pris som en enkelt, skriver forhandleren. Med den karakteristiske gul-grønne farve, Kettner alarmblink og en kraftig udrykningssirene vil en Ford Ka nemlig kunne nå ligeså hurtigt frem gennem bytrafikken som de store og motorstærke SUV'er, redderne typisk bruger i dag.

"Selvom vores Ford Ka 112 lægambulance i bund og grund er bygget for sjov, så er der jo alligevel lidt samfundsaktuelt snusfornuft under overfladen. Jeg skal ikke stå som fortaler for, at vi skal afskaffe de lynhurtige og meget effektive lægeambulancer, som vi har i dag. Men hvis nogen i sundhedssektoren skulle få lyst til at spare et antal millioner ved at veksle 10 lægeambulancer til 50 Ford Ka lægeambulancer, så er jeg naturligvis klar til at hjælpe," siger direktør Uffe Andersen fra Ford Brdr. Hosbond med et glimt i øjet.

Danmarks billigste - og mindste - lægeambulance kan opleves hos Ford Brdr. Hosbond på Humlebakken i Aalborg.

© bilmagasinet.dk

Panser med 305 turboheste
Sidste år skabte Brdr. Hosbond en 305 hk stærk Ford Focus RS, der under tilnavnet Cop Edition var ombygget til politibil. Budskabet var den gang, at lynhurtige politibiler ville have en præventiv effekt, som skulle afholde kriminelle fra at forsøge at køre fra politiet - og hvis de mod forventning alligevel forsøgte, så ville det med stor sansynlighed blive en meget kort biljagt.

Se den danske Ford Focus RS Cop Edition

 

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...