© bilmagasinet.dk

Arh, hvad: Focus får 3-cyl. motor

Nyudviklet 1-liters turbomotor skal få Focus over 20 km/l

18. september 2011 af Bil Magasinet

Ford offentliggør data på en nyudviklet 1,0-liters EcoBoost benzinmotor med turbolader og direkte indsprøjtning. Den kommer i første omgang i Focus, C-Max og den kommende afløser for Ford Fusion, B-Max.

I 2012 kommer den 3-cylindrede motor i Focus med 100 hk og 5-trins gearkasse og 120 hk og 6-trins.

"Med en Focus med en avanceret 1,0 liters benzinmotor, sender vi ikke blot et signal om, at vi mener det alvorligt med downsizing, det er også et konkret eksempel på, hvor langt Ford er nået rent teknologisk. At producere en ét-liters motor med den ydelse, brændstoføkonomi og CO2-udledning er et vidnesbyrd om, at vi vil være blandt de allerbedste," siger chefen for Fords motorudvikling i Europa, Graham Hoare.

Den lille motor leverer ifølge Ford en ydelse som en traditionel 1,6-liters benzinmotor, men med et markant lavere brændstofforbrug og CO2-udslip. Forbruget er over under 20 km/l ved blandet kørsel i Focus.

Bag om teknikken
Den nye EcoBoost-motor har en nyudviklet turbolader med ekstrem hurtig respons og helt op til 250.000 o/min. Det eliminerer stort set ketchupeffekten (at hele ydelsen kommer på én gang), og momentet er kraftigt for så lille en slagvolumen: 170 Nm mellem 1.300 og 4.500 o/min i 120 hestes-versionen.

En ny udstødningsmanifold sænker temperaturen på udstødningsgassen. Det betyder, at motorens luft-benzin-blanding altid er optimal over hele omdrejningsskalaen. Et avanceret kølesystem, som sikrer hurtigere driftstemperatur i motoren, er med til at reducere brændstofforbruget og, i modsætning til de større EcoBoost-motorer, er miniens motorblok ikke udført i aluminium, men i støbejern. Det betyder at motoren forbrænder 50 procent mindre brændstof i processen fra kold hvile-temperatur til optimal driftstemperatur.

Intelligente pumper til aircondition og motorolie er med til at reducere energitrækket på motoren, og bevægelige dele er bygget op af special-coatede komponenter, som reducerer friktion og dermed også energitab.

Aut. start/stop, automatisk lukning af frontgrill for lavere vindmodstand og genindvinding af bremseenergi er andre detaljer, der sænker forbruget.

Blød motorgang
Målet har været at udvikle en blød motorgang. Her er to oliemættede tandremme, hvilket øger effektiviteten og sænker støjen fra motoren, og der er arbejdet med motorophæng og krumtap for at reducere energitabet. Alle nyskabelserne er optimeret over 720.000 km testkørsel - herunder 360.000 km med holdbarhedstest og 10.000 km med miljøtest.

"Hele ideen med EcoBoost er at kigge på enhver tænkelig detalje i forsøget på at forbedre brændstoføkonomien uden at gå på kompromis med ydelsen. Den nye 1,0 liters EcoBoost er et eksempel på den tankegang. Vi føler os overbeviste om, at den både vil overraske og glæde vores kunder," siger Graham Hoare fra Ford.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...