I anledning af, at der er solgt 10.000 stk. Fiat 500 i Danmark, introducerer Fiat en sporty udgave med navnet Limited Edition by Abarth. Kittet med detaljer fra Fiats motorsportsdivision Abarth har hækspoiler, sorte 16" alufælge med logo, sideskørter i Abarth-stil, sorte "fartstriber" på fronthjelmen, røde covers på sidespejlene samt sportspedaler.
For at fejre Fiat 500 nr. 10.000 sælges de første 150 stk. Fiat 500 TwinAir med "by Abarth" kit uden merpris, og yderligere med rød speciallak og matchende sort tag. Udstyr til en værdi af i alt kr. 14.500. Man kan også vælge at privatlease en af disse 150 biler til 1.795 kr./mdr.
Kittet leveres udelukkende til varianter med den festlige 2-cylindrede TwinAir-turbomotor, der har vundet flere priser for sin høje ydelse i kombination med lavt forbrug og herlig motorlyd.
Sejrsvant skorpion
Abarth blev grundlagt af Carlo Abarth efter Anden Verdenskrig som et motorsportsteam med egne racerbiler. Til navnet og den legendariske skorpion, som udgør logoet, knytter sig utallige motorsportssejre og en passion for fart og biler. Det har givet mærket en næsten kultagtig status inden for moderne motorsport. I 1971 købte Fiat mærket og begyndte at producere Abarth-versioner - dvs. sportsudgaver - af forskellige Fiat-modeller.
