Premiere: Nu er Fiat Fullback klar hos danske forhandlere

Fiat melder sig for alvor ind i kampen om det voksende marked for de mellemstore pickup-varebiler. Det sker med lanceringen af den nye Fullback, som nu er klar til at gøre sit indtog herhjemme

24. juni 2016

Fiat udvider sit program af varebiler til erhvervskunder med en ny, stor pickup. Den hedder Fullback, og den kommer med en stærk dieselmotor, et højt udstyrsniveau og en imponerende lasteevne. De danske forhandlere har netop fået de første biler hjem.

Stigende salg i Danmark

Fullback er Fiats første større pickup, og den rammer ned i et segment, der nyder godt af en stigende interesse både internationalt og på det danske marked. Alene sidste år blev der solgt 675.000 af denne type pickup i Europa, Mellemøsten og Afrika. I Danmark er salget af pickups steget med 25 procent i 2015 i forhold til året før.

- Pickup-segmentet har været meget populært igennem årtier i store dele af verden, ikke mindst i USA. Vi oplever også en stigende efterspørgsel i Danmark, og derfor ser vi med spænding frem til at tilbyde Fullback til vores kunder, siger Simon Lindegaard, Country Manager for Fiat Professional i Danmark.

Fiat Fullback er udstyret med en 2,4 liters turbodieselmotor med 180 hk og firehjulstræk som standard. 

Der kan vælges mellem en 6-trins manuel gearkasse eller 5-trins automatgear. Kørsel med tung last på både lad eller på anhængerkrogen klares let, da den kan trække 3.100 kg. på krogen, og lasteevnen er på et ton.

Det er dobbeltkabine-versionen som kommer til salg i Danmark. Den har forlænget kabine med et varerum bag førersæderne. Højden lyder på 1780 mm, bredden på 1815 mm samt en akselafstand på 3000 mm. Ladlængden måler 1520 mm.

Priserne begynder ved 224.900 kr. (ekskl. moms) for udgaven med 6-trins manuelt gear, mens startprisen er 249.900 kr. for automatgearsudgaven.

Alle Fiat Fullback kommer med komplet sikkerhedsudstyr, den byder bl.a. på syv airbags, vognbaneassistent og bakkamera. Komforten er sikret med bl.a. klimaanlæg, sædevarme, regnsensor og Bluetooth.

Automatgearsversionen byder yderligere på bl.a. lædersæder og nøglefri betjening.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...