Rigtig mange kvinder har kastet deres kærlighed på Fiat 500 - og mere end 65 pct. af Fiat 500-ejere herhjemme er da også kvinder. Fremover kan det blive anderledes, når Fiat introducerer to nye og angiveligt maskuline versioner: Fiat 500 Blackjack og 500C By Diesel.
”Fiat 500 Blackjack og 500C By Diesel er gode eksempler på, at bare fordi man er lille, behøver man ikke være nuttet! Med de to nye modeller har vi virkelig fået to stærke, maskuline biler på banen, som vil gøre sig rigtig godt over for de af vores mandlige kunder,” siger Steffen Holm, pressechef i Fiat Group Automobiles Denmark A/S.
Fiat 500 Blackjack er lakeret i en matsort lak, den har specialdesignede, matsorte 16” alufælge og håndtag og sidespejle i metallook. I kabinen er der rødt læderindtræk, læderrat med grå syninger og et instrumentbord med metaldetaljer.
Mindste motor på 1,2 liter med 69 hk er knapt så maskulin, men med den 1,4-liters med 100 hk er 500 erfaringsmæssigt en kvik bil - sidstnævnte har røde bremsecalipre og røde ringe på de matsorte alufælge. Begge versioner har tågeforlygter, splitbagsæde, tonede ruder, hækspoiler, klimaanlæg, Blue&Me m.m. Prisen er henholdsvis 193.990 kr. for 1,2 og 223.990 kr. for 1,4.

Fiat 500C By Diesel
Den anden nye version af 500 er bygget over Fiat 500C Sport. Modegiganten Diesel har leget med detaljerne og har bl.a. specialdesignet fælge, gearstang, sæder, spejle, håndtag, instrumentbræt og bilens farve. Her er kromlister og gule bremsecalipre. Fiat 500C By Diesel kommer i en 1,4 16V-version med 100 hk. Den koster 269.990 kr. inkl. metallak.