Fiat Panda får opdateret design
Fiat Panda bliver som sædvanlig overgået af Fiat 500, der blev præsenteret som en helt ny model i slut-2020. Opdateringen af Fiat Panda er 'bare' et facelift, og det er der ikke engang meget, der afslører. Selv hvis du er en bilnørd uden lige, får du svært ved at udpege den nye Fiat Panda. Den har fået opdateret kofangere, nye farveindstillinger og 16" alufælge.
Interiøret har fået et løft med en 7" skærm med både Apple Carplay og Android Auto som standard samt mulighed for genbrugsmaterialer til både sæder og instrumentbræt.

Her er den helt basale Fiat Panda, der i 2021 også får et fancy navn: City Life.
Den store nyhed for Fiat Panda kom sidste år
Sammen med Fiat 500 blev der nemlig præsenteret en ny mild-hybridmotor. Den motor er nu den eneste, der er tilgængelig. Altså en 3-cylindret mild-hybridmotor på 1,0-liter med 70 hk og 92 Nm, som går 18,2 km/l i følge WLTP.
En mildhybrid mærker man generelt ikke, men det betyder, at der sidder en lillebitte elmotor og endnu mindre batteri, der hjælper benzinmotoren med at køre bilen. Det forbedrer brændstofforbruget med 30% i Fiat Pandas tilfælde, ifølge Fiat.

Vi griner kun lidt af ideen om en Fiat Panda Sport med røde bremsekalibre.
Fiat Pandas udstyrsvarianter
City Life:
Udvendigt har den tagræling, 15’’ stålfælge, parkerings-sensor bagtil, manuel aircondition, el-ruder foran, 6 airbags, city-nødbremse (op til 30 km/t.), 7’’ skærm med radio, Apple Carplay og Android Auto.
Prisen for Fiat Panda City Life starter ved 124.990 kr.
Panda Sport
Udover udstyret fra City Life, kommer Panda Sport med bl.a. 16’’ alufælge, mørke baglygter, tonede ruder, røde bremsekalibre og indfarvede, elektriske sidespejle med varme. I kabinen er der bl.a. læderrat med røde syninger, mørkt interiør og klimaanlæg.
Fiat Panda Sport starter ved 134.990 kr.
City Cross
Cross er den friluftsglade udgave af City Life, der kommer med 2-farvede fælge og en front med et markant anderledes design, der også byder på LED-kørelys. Den er udstyret som en City Life, men har derudover også tågelygter, klimaanlæg og sæder med dellæder og sølvfarvede syninger.
Panda City Cross starter ved 139.990 kr.
Panda Cross
Cross er den mest veludstyrede variant af den nye Fiat Panda. Den kommer udstyret som en City Cross, og har desuden tagræling og sidelister i sølvlook, læderrat, særlige sæder og instrumentbord lavet med genbrugsmaterialer og højdejustérbart førersæde.
Panda Cross starter ved 144.990 kr.