Fiat dumper endnu engang fælt i crashtest

Ny sikkerhedstest af Fiat Panda afslører en skandaløst ringe sikkerhed for en bil, der stadig sælges fra ny.

5. december 2018 af Bil Magasinet

Sikkerheden er ikke hvad den har været hos italienske Fiat. Sidste år fik Fiat Punto som den første bil nul stjerner i Euro NCAP’s sikkerhedstest, og nu er den så gal igen. Det fælleseuropæiske sikkerhedssamarbejde har netop gentestet Fiat Panda. Resultat: Nul stjerner!

Fiat betaler prisen for at holde gamle modeller i live. Fiat Panda blev sidst testet i 2011 til dengang fire Euro NCAP-stjerner. Men da en Euro NCAP-test kun holder seks år, har Euro NCAP testet bilen igen. Testen afslører en på alle måder forældet sikkerhed. Bilens kollisionssikkerhed er katastrofal dårlig, og sikkerheden for børn på bagsædet er om muligt endnu ringere. I Danmark er en automatisk nødbremse på en Fiat Panda, men den virker kun op til 30 km/t. og ikke for bløde trafikanter. Og det er også det eneste sikkerhedssystem Fiat Panda kan prale af.


”Fiat Panda har efterhånden mange år på bagen. Det undskylder dog ikke, at Fiat har forsømt løbende at forbedre sikkerheden, som er på et katastrofalt lavt niveau for en bil, der i 2018 stadig kan købes fra ny. Hvor andre bilproducenter bruger milliarder på at udvikle sikkerheden, virker det som om, at Fiat helt har opgivet og ser stort på sikkerheden. At bilen i Danmark har en automatisk nødbremse som standard, er som et plaster på et åbent benbrud, når man ser på den øvrige sikkerhed. Det er ganske enkelt pinligt,” siger FDMs repræsentant i Euro NCAP, Søren W. Rasmussen, og tilføjer:

”At Fiat Panda kan falde fra fire til nul stjerner på syv år skyldes, at Euro NCAP løbende har skærpet kravene til sikkerheden. Derfor er bilen heller ikke mindre sikker i dag, end den var i går. Men det siger sig selv, at skal man købe ny bil, kan FDM på ingen måde anbefale Fiat Panda.”

Der er i årets første 11 måneder solgt lige knap 250 Fiat Panda. Bilens fås fra 120.000 kroner.

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.