Tidligere i dag døde Sergio Marchionne 66 åt, som i over et årti har kæmpet med at få FCA-koncernen på ret køl. Agnelli-familien, som er arvingerne til Fiat-koncernen, har i dag meddelt, at Marchionne er død efter en stribe komplikationer, som er opstået i kølvandet på en skulderoperation.
"Vi frygtede dette ville ske. Sergio Marchionne, min ven, er død", udtaler John Elkann, som står i spidsen for det holdingselskab, der ejes af Fiat-familien og fortsætter:
"Min familie og jeg vil være ham evigt taknemmelig for alt, hvad han har gjort. Vores tanker går nu til Manuela og hans sønner, Alessio og Tyler".
Sergio Marchionne var halvt italiener og halvt canadier. Han blev født i Italien, men da han var 13 år gammel emigrerede familien over Atlanten og slog sig ned i Toronto Canada.
Han var bl.a. uddannet jurist, og i 80'erne og 90'erne arbejdede han sig op hos flere forskellige firmaer bl.a. i Canada og Schweiz. I 2003 blev han inviteret til at blive en del af bestyrelsen i Fiat-koncernen, og allerede året efter blev han udnævnt til direktøren for det hele.
Sergio var manden, der skulle vende skuden. Økonomien så ikke god ud, men alligevel fik han noget godt ud af det. Fiat-gruppen overtog en stor del af Chrysler-koncernen (som var på randen af konkurs), og det blev starten på et nyt eventyr kaldet FCA – Fiat Chrysler Automobiles, som blev en succes.
Bag dette navn ligger adskillige brands – bl.a. Alfa Romeo, Chrysler, Dodge, Fiat, Maserati, Jeep og Ram. Ferrari-brandet blev i 2016 adskilt fra resten af koncernen, selv om Sergio Marchionne da også sad som CEO og bestyrelsesformand i netop Ferrari.
Det er alment kendt, at Marchionne stod for at vende skuden, og gøre FCA-koncernen til verdens syvende største bilfabrik.
Marchionne bliver erstattet i FCA af Mike Manley, som tidligere har ledet Jeep og Ram-brandet.
Vil du vide mere om Marchionne?
Hvis du gerne vil lære mere om Sergio Marchionne's hektiske arbejdsliv, så se med i klippet ovenfor, da han blev interviewet til det amerikanske nyhedsmagasin 60 Minutes. Her får du et unikt indblik i, hvad det kræver at lede en koncern med over 200.000 ansatte.