
Velgørenhedsløbet Cool Car Race indsamler hvert år penge til børn, som trænger til en ekstra håndsrækning.
For manden bag løbet, Jacob Risgaard sker det i år i verdens eneste Ferrari California indpakket i et unika-kunstværk af den danske Los Angeles-baserede kunstner Mikael B. Cool Car Race kører i år gennem Sverige, Danmark og Tyskland den 25.-27. maj 2018.
Idéen til den helt særlige biludsmykning udsprang af et foredrag med netop Jacob Risgaard, som Jan Edelgaard fra FolieDK deltog i for nogle måneder siden.

Jan Edelgaard blev inspireret af Jacob Risgaards markedsføring, som i høj grad er båret af evnen til at skabe opmærksomhed uden at bruge reklamekroner.
"Jeg ville gerne lave en helt unik folieindpakning, som ikke er set før. Jeg er meget betaget af Mikael B.'s kunstværker og skrev og fortalte ham om idéen.
Han vendte hurtigt tilbage og var med på at føre projektet ud i livet, og nu står vi med en bil, som kun findes i ét eneste eksemplar i verden, lyder det fra Jan Edelgaard."

I øjeblikket er 37 biler tilmeldt årets Cool Car Race (se listen over biler her).
Den helt specielle bil kan ses, når Cool Car Race kører igennem Danmark.
Det sker lørdag den 26. maj, når Cool Car Race efter planen forlader Sturup Raceway ved Malmø i Sverige kl. 13.15, for at køre mod Odense, hvor bilerne overnatter.
Dagen efter er der afgang kl. 9.00 mod grænsen til Tyskland, hvor løbet slutter søndag eftermiddag.

Jan Edelgaard og Morten Bak-Fredslund, fra FolieDK er Danmarksmestre i foliering, og det er dem, der har pakket Jacob Risgaards Ferrari ind i Mikael B.'s design.
Race uden far i den rette ånd
Cool Car Race begyndte i 2012 som et løb for velhavende erhvervsfolk, der gerne ville støtte børn med behov for en ekstra håndsrækning.
I 2017 blev der indsamlet 911.484 kr., og i løbet af de seks år, Cool Car Race har eksisteret, har 150 deltagere indsamlet mere end to mio. kroner til velgørenhed.
Fra 2018 går de indsamlede penge til CoolUnite-fonden, som derefter sender pengene videre til børn i Danmark.
Cool Car Race handler ikke om at komme først over målstregen, men derimod om turen, oplevelserne og det at have den rette ånd.