© Automedia

Se billederne: Ferrari's lille ny er på vej

Afløseren for F8 Tributo bliver en V6 hybrid, og den er på vej

16. juni 2021 af Mikkel Thomsager
© Automedia

Spekulationerne er endnu mange, og Ferrari elsker at gøre det modsatte af, hvad alle forventer eller gætter på, så alle forbehold gælder, men spionbillederne her viser formentlig, hvad der bliver Ferraris nye indstigningsmodel blandt centermotorbilerne, som bliver motoriseret af en V6 opladningshybrid.

Sidst Ferrari producerede en V6-model, var den legendariske Dino 246 GT. Mange har gættet på, at den nye V6 hybrid får en relation til den legendariske model fra 1967, navngivet efter Enzo Ferrari søn. Netop fordi det ligger lige for, bliver det formentlig ikke tilfældet. 

Ind til videre går projektet under kodenavnet F171.

Hybrid med baghjulstræk

Til gengæld er det ret sikkert, at der bliver tale om en opladnings hybrid-model, som formentlig bliver en light-version af topmodellen SF90 (se artikel og video om den her). Den yder 1.000 hk fra en V8-turbo-motor og tre el-motorer, hvoraf de to el-motorer er forbundet til hver sit forhjul, hvilket reelt gør modellen til en 4WD. Den tredje el-motorer sidder ved transmissionen.

Det ventes at F171 får en V6 turbo-motor, og én el-motor placeret ved transmissionen. 

Ferrari producerer allerede en V6-motor til Maserati. Angiveligt bliver motoren i F171 en ny V6 med 120 grader mellem de to cylinder-rækker (V8-motoren har 90 grader).

Den får således heller ikke et slægtskab med den nok så avancerede V6-motor i Maseratis centermotorracer MC20, der har 90 grader mellem cylinder-rækkerne.

© Automedia

Mindst 700 hk

Inklusive hybridløsningen ventes effekten ikke at blive under 700 hk, hvorved den nye lille Ferrari centermotorracer placerer sig direkte over for McLaren nye Artura, der også benytter en 120 graders V6-motor i en hybridløsning med en systemeffekt på 680 hk.

På sigt ventes F171 at afløse F8 Tributo.

Spionbillederne er taget omkring Ferraris fabrik i Maranello. At det overhovedet er sket antyder, at den nye model bliver præsenteret senere i år, som en 2022-model.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...