© Francesco Carlo

Sådan får du den nye LaFerrari Spider

Har du modtaget en æske fra Ferrari med en blank nøgle inden i? Så må du hellere holde godt fast på den...

8. marts 2016 af Christian Thestrup

Rygterne om en topløs Spider-udgave af Ferraris eftertragtede sportsvogn LaFerrari tog i denne uge til, efter en række af Ferraris bedste kunder modtog en æske fra den italienske bilproducent. Inde i æsken lå nemlig en blank Ferrari-nøgle samt en invitation til at købe en helt ny og endnu ikke offentliggjort superbil.

Alle gætter dog på, at der er tale om en Spider-udgave af Ferraris LaFerrari – ikke mindst på grund af tegningen på kassens låg (billederne til denne artikel er gætværk og lavet på computer, da bilen jo endnu ikke er præsenteret).

Og det må være rart at have et produkt, der er så eftertragtet, at folk sidder på kanten af stolen, mens de venter på at blive inviteret til at købe det. Ikke mindst når der er tale om et produkt til omkring 17,9 mio. kr., som man anslår, at den nye Ferrari kommer til at koste. Og ja – det er uden afgifter! Udover at den sikkert er fantastisk at køre, skyldes hypen dog også, at bilen – næsten uanset nyprisen – kommer til at stige i værdi, hvilket gør den til en stensikker investering.

Det så man også med coupé-udgaven, der også kostede omkring 17 mio. kr., men som i dag bliver handlet 27 mio. kr. Og den blev endda lavet i 499 eksemplarer, mens man anslår, at den åbne udgave kun bliver produceret i 200 eksemplarer.

© Francesco Carlo

Så hvad skal der til for at komme på Ferraris eftertragtede venteliste? For det første skal du være kunde hos Ferrari i forvejen. Da de 499 eksemplarer af den lukkede LaFerrari skulle have nye hjem, gik der rygter om, at man mindst skulle eje fem Ferrarier for at komme i betragtning. Vi ved ikke, om det er sandt, for der er altid mange rygter op til lanceringen af en ny model.

Med den nye Spider-udgave siges det for eksempel, at man skal eje en Ferrari FXXK for at være på listen, men det er der dog mange af de inviterede, som ikke gør. Til gengæld er de på fornavn med direktørerne hos Ferrari og har adskillige røde sportsvogne med en stejlende hingst på kølerhjelmen, så noget tyder altså på, at Ferrari stadig håndplukker deres bedste kunder. 

Nå, men nu må vi løbe. Vi skal lige tjekke, om postbudet har været her. Man har jo lov at håbe...

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...