Julen er kommet tidligt hos Bil Magasinets chefredaktør, Mikkel Thomsager. Faktisk kulminerede år 2015 i onsdags, hvor Mikkels julegave (til sig) selv ankom i en anhænger fra Formula Leasing. Inden i stod nemlig en Ferrari 360 Spider fra 2003 med 36.000 km på tælleren og originalmonteret med challenge-pakken.
Og som navnet Spider mere end antyder, er det altså den åbne version – med stoftag, en 3,6 liters V8 med 400 hk i ryggen, tørsumpssmøring, kulfiberstole og F1-gear.
Som du nok kan fornemme i videoen nedenfor, er det her en livsdrøm for redaktøren, der ligner en 10-årig dagen før juleaften. Så kig med, når han viser rundt bilen, som stadig ikke har nummerplader på. Det får den først til sommer, og så skal du nok komme til at høre meget mere til den – på alle måder.