Verdens mærkeligste limousine
Her er en Ferrari 360 Modena – Limousine!?! Eller skal vi hellere kalde det, for hvad det er? Penge lige ud af vinduet.
Hvor om alting er så har nogen taget sig den tid, der tager at voldtage en Ferrari 360 Modena. Og vi mener andet end bare at smide et sæt 22″ hjul på.
Bilen på billederne begyndte livet i England, men blev senere importeret til Australien. Hvor det gik helt galt, skriver boosted.dk.
Den centermotoriserede italiener kan nu i stedet for blot to personer fragte helt op til otte! Altså fordi nogen har fået den gigantiske hjerneblødning at forlænge den.

Ombygningen er udført i glasfiber
Selve chassiet er som fra fabrikken i aluminium. Resten, altså døre, det nu virkeligt lange tag og panelerne er dog bygget i glasfiber. Hvilket nu, hvor bilen faktisk er bygget, nok er et meget smart træk. Ellers skulle den suge-V8’eren med 400 hestekræfter slæbe på en særdeles tung hingst.
Gearkassen er dog hverken det automatiserede F1-gear eller fabrikkens manuelle løsning. Nej, man har smidt gearkassen fra en Subaru Liberty GT ind i mixet.
Bare for at toppe en i forvejen syret idé helt op.

Kan blive din for 1,8 mio. kr.
Interesseret? Så er prisen 399.000 australske dollars, hvilket svarer til godt 1,8 mio. kr.
Til sammenligning er en to-ejers, coupé-formede 360’er med dansk registreringsattest fra ny 600.000 kroner billigere.
Men hver sin lyst, som man siger. Og når vi nu taler mærkelige limousiner – kan du så huske dengang, vi skrev om verdens officielt længste limousine, som kom med i Guinness Rekordbog? Klik hér!
