Jeg skal have en Ferrari (!?)

Vintertid er drømmetid i klassikernes verden. På det sidste er en drøm blevet hængende

20. december 2014 af Mikkel Thomsager

Jeg skal ha' en Ferrari!

Ja ja siger hun - og du. Det skal vi vel alle(!?). Og bliver det nogen sinde til noget? Nej, gu gør det ej, for Ferrari ligger så langt ude i horisonten af købspriser, vedligeholdelsesudgifter og opbevaringsproblemer, at det med sikkerhed aldrig bliver til noget.

Men jeg vil nu have en Ferrari - bare én inden jeg dør.

Hver eneste gang jeg forelsker mig i en klassiker, ved jeg, at det dunster af igen. Guderne skal vide, at jeg mangen en sén aftentime har besluttet mig for mindst 50 amerikanere med V8-motorer, for en uge senere at prise mig selv lykkelig for, at tanken blev i komputeren.

Det er så der, jeg endnu en gang bliver enig med mig selv om, at min Caterham Super Seven, som ganske vist er langtidsparkeret uden bagaksel i øjeblikket, rummer alt hvad en rigtig klassiker skal.

Men den der Ferrari bliver ved med at spøge, og efterhånden er jeg klar på, hvad det skal være: En Mondial Cabriolet fra 1985 til 89. Præcis som den på billedet. Faktisk er jeg vild med den grå lak/rødt indtræk-kombo, som modellen her står i.

Jeg er helt klar på, at Mondial er en af de mindst attraktive Ferrari-modeller, men her ræsonnementet:

Mondial er en af de billigste Ferrari-modellen. Den fås fra 250.000 kr. uden afgifter, og da den kun skal køre om sommeren, bliver det en leasing-bil, hvilket kan holdes under 4.000 kr. om måneden.

Mondial fra har V8-motoren fra 308-modellen. Den er pålidelig og forholdsvis driftsikker. Den har brølet og de senere udgaver tilstrækkelig effekt til, at man ikke bliver til grin ved lyskrydset, selv om en klassiker til gadebrug aldrig bliver en rigtig racer.

Som i 308 sidder motoren i Mondial tværvendt (frem til 1989), så den der tandrem kan skiftes, uden at motoren skal ud. I 1989 blev Mondial revideret, og den fik tilnavnet "T", hvilket angiver, at den fik motoren fra 348 og vendt, så den blev langsliggende, hvorved motoren skal ud, når tandremmen skal skiftes. Det øger den udgift hvert 3. år fra 6.000 til 20.000 kr.

Med sommerkørsel og omhyggelig servicering burde den kunne holdes kørende for under 15.000 kr. om året, og med en leasing-løsning behøver jeg ikke en gang at have købspengene op af lommen.

Mondial er ikke den smukkeste Ferrari, men i cabriolet går den an. Den har klassisk Ferrari-kabine med gearskiftet i udskåret kulisse, klaplygter og hingst på køleren. Det er lige mig.

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.

Måske er du interesseret i...