Her er verdens stærkeste brand

Det er ikke hvem som helst, som kan prale af et stærkere varemærke end Coca Cola og McDonalds. Det kan tydeligvis godt betale sig at lave superbiler og kombinere det med forlystelsesparker og merchandise...

28. januar 2019 af Mathias Brandt


Under den store konference World Economic Forum i Davos er det offentliggjort, at Ferrari er verdens stærkeste varemærke.

Hvert år bliver verdens største virksomheder rangeret på en liste kaldet ‘Brand Strength Index (BSI).

Her scorer Ferrari imponerende 94,8 point ud af 100, hvilket er en stigning på 3,3 point – i 2018 lå de på 91,5 point. Dermed kan Ferrari nu bryste sig af, at være et stærkere varemærke end f.eks. McDonald (5. plads), Rolex (7. plads) og Coca Cola (9. plads).

Det er ikke første gang, at Ferrari topper denne liste. Tilbage i 2014 kunne de ligeledes kalde sig verdens stærkeste varemærke. Titlen findes ud fra en omfattende analyse af marketinginvesteringer, markedsværdi og ikke mindst forretningsudvikling.

Ferrari ligger over BMW og Porsche

Grunden til at Ferrari opnår denne flotte scorer, skal findes ved at kigge på deres omfattende produktportefølje. Ferrari laver nemlig ikke kun sportsvogne og kører Formel 1. De laver også solbriller, tøj og andet merchandise. De driver også forlystelsesparker og museer. Alt sammen uden at miste sin status som luksusbrand.

I BSI-rapporten er Ferrari ét af blot 14 varemærker i verden, som bliver klassificeret som et AAA+-mærke. Intet andet bilmærke kan bryste sig af denne score. De to eneste andre mærker som kommer tæt på er Porsche og BMW, som begge er klassificeret som et AAA-mærke.     

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.