
Hvor er vi?
Præsentationen finder sted på Varano-banen ved Parma I Norditalien. Testen er således primært banekørsel på en lille men varieret bane – også I forhold til underlag.
Bil Magasinet er inviteret af Ferrari til præsentationen af Ferrari F8 Tributo.
Hvad er nyt?
F8 Tributo er grundlæggende en revideret 488 GTB, som inkluderer mange af de ændringer, der blev indført på 488 Pista. Det gælder motoren, som er taget direkte fra Pista, og den specielle S-Duct front, der leder luft gennem fronten op over fronthjelmen for at trykke på fronten ved høje hastigheder (downforce).

Hvorfor er den speciel?
Hvis man følger kongerækken og Ferraris hidtidige skifteintervaller i modelserien (se boks herunder), burde den nye model lancere en helt ny grundlæggende opbygning. Det gør den ikke. F8 Tributo er mere en let revision, der sågar benytter samme motor som den udgående model.
Det antyder, at en helt ny model følger inden fire år, og måske allerede om to eller tre år. Det ventes at blive en 6-cylindret hybrid med benzin- og elmotor. Derfor kan F8 Tributo være den sidste af sin slags.
Læs meget mere og få vores første køreindtryk i næste nummer af Bil Magasinet, #1912, der udkommer 14. november.
Hvad koster den?
F8 Tributo koster 1.408.791 kr. uden afgifter eller 4.218.251 kr. med.
Den åbne version, F8 Spider, er allerede vist, men ikke lanceret. Den benytter samme tagkonstruktion med separat, el-styret bagrude som forgængeren. F8 Spider koster 1.540.296 kr. uden afgifter og 4.749.315 kr. på danske plader.

Vi synes...
Inden du tager mine ord for gode varer, skal du vide, at jeg har svært ved ikke at være begejstret for en Ferrari.
Nøgternt betragtet er den en flot og overraskende alsidig sportsvogn med engagerende køreegenskaber. Flere forgængere var i klasser for sig, hvad det angik.
I dag bliver Ferrari F8 Tributo blæst i nakken af Lamborghini Huracan Evo, McLaren 720S, Porsche 911 Turbo og måske flere.
Kongerækken
Ferrari F8 Tributo kan meget vel afslutte en kongerække af Ferrari centermotorsportsvogne med V8-motor. Det startede med 308:
1975: 308 GTB - 3,0 liters V8
1985: 328 GTB - 3,2 liters V8
1989 348 GTB - 3,4 liters V8
1995: F355 - 3,5 liters, 5-ventilet V8
1999: 360 Modena - 3,6 liters V8
2004: F430 - 4,3 liters V8
2009: 458 Italia - 4,5 liters V8
2015: 488 GTB - 3,9 liters V8 turbo, 488 cm3 pr. cylinder
2019: F8 Tributo - 3,9 liters V8 turbo. Tributo = hyldest