Denne røde Ferrari 308 har været i brand, inden resterne er sendt til Ferrparts’ kirkegård. Alligevel er der stadig dele på den, der kan sælges. 

Vi besøger stedet, hvor de lever af at skære i Ferrari'er

Har du nogensinde overvejet, hvor en Ferrari køres hen, når livet rinder ud? Det har vi, og svaret finder vi hos Ferrparts, som ligger i Californien, hvor vi har været på reportage.

4. september 2020 af Mikkel Thomsager

Luksusbiler i industrikvarteret

Ferrparts har hjemme i et industrikvarter i Sacramento’s nordvestlige udkant i Californien, USA. Det vrimler med superbiler omkring firmaets adresse på Crosby Way 2753, men kvarteret er alt andet end luksuriøst. Jernbanen passerer det mennesketomme kvarter, hvor tomme, faldefærdige lagerbygninger står side om side. Det minder om sceneriet fra en tvivlsom westernfilm. Herfra sælges Ferrari-dele til hele verden.

Mest til V8, men også V12

Skrotpladsen domineres af Ferrari V8-modeller fra 70’erne, 80’erne og 90’erne, simpelthen fordi det er dem, der er flest kunder til. Men efterhånden, som nye modeller falder i pris, kommer de også på pladsen. Blandt V12-modellerne har Ferrparts en del til Testarossa-modellen, som der derfor står mange af. Flere af dem er stærkt beskadigede eller med større motorhaverier.

Lige den del du mangler

Ferrparts sælger ikke udelukkende gængse Ferrari-dele. Har du brug for en pladedel, som ikke står, eller nogensinde har stået, i et Ferrari-katalog over reservedele, skærer de gerne delen ud til dig. Når du har afgivet din bestilling med nøje beskrivelse af den pladedel, du skal bruge, markerer Ferrparts stykket og sender et billede til dig til godkendelse, inden delen skæres ud og sendes. Der er selvsagt ingen returret på den slags.

Hele eller halve dele

Det er sjældent, en kunde har brug for hele bagenden til en bil, hvorimod en hjørneskade er udbredt. Derfor har Ferrparts på forhånd delt bagpanelerne til gængse modeller, så de hurtigt kan afsendes.

Kalecher i striber

Ferrparts sælger, hvad du har brug for. Findes det på pladsen eller på lageret, kan du købe det og i de stumper og mængder, du ønsker. Det gælder også mange dele, som ellers ikke genbruges på almindelige biler. Eksempelvis er kalechen normalt en sliddel, men til Ferrari er kalechen så dyr, at den også kan sælges fra ophuggede biler.

Find en fejlfarve

Du har måske spottet, at den hvide bil i forgrunden ikke er en Ferrari men en Lamborghini. Manden bag Ferrparts, Doug Axt, driver også firmaet “Exotic Auto Experiences”, som tilbyder køreture i syv Ferrari- og Lamborghini-modeller. Så han tager også Lamborghini’er ind, når han falder over en. De syv biler er alle købt til ophug, men efterfølgende sat i stand til udlejningsbrug.

Husk at du hver måned får fede bilreportager i Bil Magasinet, så start dit abonnement i dag ved at klikke lige hér!

Det startede med luksusbiler

Doug Axt startede med at ophugge luksusbiler inden for mange mærker, men fandt ud af, at der var økonomi i at specialisere sig. Først i Ferrari, men inden for de seneste år har han også taget Maserati ind. Det gælder primært modellen 3200 og 4200 fra 1998 til 2007, men et par Quattroporte’r er også blev splittet ad og lagt på lager. 

Dyre dele

På gulvet i lageret står denne komplette indsugningsmanifold til en Ferrari F430 fra 2005. De grå stykker, som er selve luftindtaget, koster 23.000 kr. stykket som nye reservedele. Den røde del er huset, som koster yderligere 13.000 kr. som ny. Med andre ord ville en ny, komplet manifold med hus koste minimum 59.000 kr. Ferrparts kan sælge denne til en betydeligt lavere pris. Til gengæld er der en skramme på toppen af huset.

Frontpanel med stelnummer

Stort set alle dele fra en ophugget bil kan genbruges. Det gælder også hele kabinen. Her er det højre side af frontpanelet til en Ferrari 360, angiveligt med stelnummeret, som ender på 122868, der er lagt på plads. Man kan undre sig over, hvem der nogensinde får brug for den, da bilen med nummer 122868 tydeligvis er splittet ad til ukendelighed.

Lige det du mangler

Speedometeret i dette instrumenthus antyder, at den Ferrari 575, som instrumenterne oprindelig sad i, endte sit liv ved 210 km/t – ret voldsomt. Frontglasset er i hvert fald knust, og huset er revet ud af sit fæste. Ikke desto mindre står der en mekaniker et sted i verden og mangler netop denne del, som ligger klar på pakkebordet hos Ferrparts.

Katalog eller efter specialbestilling

Ferrparts genbrugsforretning er ikke ulig mange danske autoophuggere. Alle gængse dele er katalogiserede både på hjemmeside og på det fysiske lager, hvor der ­dagligt ­sendes mange pakker til hele verden. Med pladedele kan man dog også bestille en bestemt del af karrosseriet, selv om det ikke har et officielt reservedelsnummer.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...