1972 Dino 246 GT
1972 Ferrari Dino 246 GT

Dino 246 GT var en videreføring af den tidligere 206 GT-model. Udover anderledes motor var bl.a. også akselafstanden øget med 60 mm.

© Søren Juul

Bil Magasinet tester: Ferrari Dino 246 GT er en guldklump

Dino måtte se på, mens andre “rigtige” Ferrari’er fik store motorer og emblem med stejlende hingst. Vi kører den lille heftige coupé

8. november 2020 af Søren Juul

Artiklen blev senest bragt i Retro Revyen 2019, men vi har opdateret den til et gensyn:

Tony Curtis valgte den rigtige firmabil i De Uheldige Helte. En Pontiac Firebird Trans-Am var 1980’ernes megastjerne som den talende K.I.T.T. i Knight Rider med David Hasselhoff bag roret, men i dag virker den lige så kitchet som The Hoff’s tyske sangkarriere. Men se så her: 40 år har passeret så nænsomt og ubemærket over Pininfarina’s Dino-design, som de har gjort over Helena Christensen.

Artiklen har tidligere været bragt i Bil Magasinet. Bak op om det originale danske bilblad og køb 3 numre - tjek tilbuddet her

Åbn døren til den formskønne sportsvogn og stig ind og ned: Læderrattet fylder godt op, siddepositionen er vinklet ind mod midten og er helt perfekt, hvis du er en lille italiener med lange arme, korte ben og små fødder. 

Du skal være specielt bygget for at sidde naturligt i det delikate læder, men jeg lider gerne for skønheden. Det er en begivenhed at nyde instrumenterne fra den større Ferrari Daytona og de sexede, buede skærme ude foran. Mon den starter, skønt jeg har glemt kørehandskerne?  

1972 Dino 246 GT

Det lille cockpit emmer af cool, italiensk sportsvogn fra 1970’erne på godt og ondt. Du skal være lille, med korte ben og lange arme for at sidde perfekt.

© Søren Juul

Ét klik med den bliktynde startnøgle, og benzinpumpen begynder at virre. Ét klik mere slår ild i V6’eren, der omgående starter, når de tre Weber-karburatorer pumper mikset af benzin og luft ind til tændrørene. Er den 40 år gammel?! Koblingen er hård, og det kræver et fast og insisterende greb at lægge første gear ind i venstre hjørne i den åbne skiftekulisse. Sådan.

Ferrari Dino og Aston Martin DBS

Nu mangler vi bare Roger Moore, så vi kan genskabe kult­scenen, hvor flabede Danny Wilde i Dino kører fra aristokraten Lord Brett Sinclair i Aston Martin DBS i et herligt dørtræk ad serpentinersving i Monaco. Det ender naturligvis i nævekamp, men det er en anden historie. 

Dino handler om mere end genial product ­placement, (enhver rask dreng husker Curtis’ og Moores køretøjer fra dén serie) letpåklædte damer og playboys. 

1972 Dino 246 GT

Eftertragtet i klassikerkredse: Daytona skålsæder med tykke, vandrette syninger. Standardstolene her er også smukke. 

© Søren Juul

I 1955 afslutter Enzo Ferraris søn, Alfredo “Dino” Ferrari, sin ingeniøruddannelse med at ­konstruere en 4-cylindret, 1,5-liters motor med 16 ventiler. Det står klart, at han er en teknisk begavelse, og han udses til at overtage fabrikken efter sin far. Dino bliver sat sammen med motoringeniøren Vittoria Jano for at skabe en ny 1,5-liters V6-motor til brug i Formel 2-racing. 

Jano har allerede skabt verdens første serie­producerede V6-motor til Lancia Aurelia, men den har visse fejl. ­Vinklen mellem cylinderrækkerne må være eksakt 60 grader for at afbalancere motoren, og dét levner ikke meget plads til karburatorer og indsugningskanaler, så ydelsen bliver et kompromis. Dino insisterer dog på, at V6 er vejen frem. 

Under projektet bliver Alfredo ramt hårdt af en muskelsvindssygdom, men fortsætter udviklingsarbejdet fra sin sygeseng i Modena. 

1972 Dino 246 GT

Ikke blot var Dino den første centermotorbil til gadebrug fra Ferrari, det lykkedes også  italienerne at pakke racer-chassiset smukt ind.

© Søren Juul

De kommer på en smart løsning: Motoren konstrueres som tre 65-graders V2-motorer lagt i forlængelse af hinanden. Det udglatter vibrationerne og giver plads til at trimme motoren til en eksplosiv litereffekt på 121 hk.

Med 180 hk på en 1,5-liters sugemotor bliver Formel 2-raceren Ferrari 156 Dino F2 en suveræn vinder i 1957. Alfredo dør blot 24 år gammel i 1956, og Enzo Ferrari dedikerer V6-motorens massive succes i forskellige versioner og klasser til sin søn. Enzo Ferrari ser gadebilerne som en nødvendighed for at finansiere motorsporten. 

Baseres på 206 S racerbilen

I 1967 præsenterer han derfor en prototype til en gadebil baseret på racerbilen Dino 206 S, der deltager i ­datidens GT-serie. Målet er klart: Der skal sikres en fast pengestrøm til motorsportsaktiviteterne, og den nye model skal indløse den kvote på 500 motorer, som motorsportsforbundet forlanger produceret for at homologere motoren til racing. 

1972 Dino 246 GT
© Søren Juul

For at være helt sikker på at få sin motor, indgår Ferrari en alliance med Fiat, der kan producere motoren og bruge den i sin Dino Spider og Coupé. Ferrari’s færdige gadebil bliver Dino 206 GT som kommer i 1968 med let alukarrosseri og en 2-liters V6’er med 180 hk.

Den bygges kun i 152 eksemplarer for at blive afløst af testbilen, Dino 246 GT med lidt tungere og billigere jernkarrosseri, men tilsvarende kraftigere motor: V6’eren vokser fra 2,0 til 2,4 liter (og får blok i støbejern) med 195 hk for at kompensere for vægtforøgelsen (op mod 135 kg ifølge nogle kilder).

"Dino mangler seks cylindre"

Begejstringen er ikke udelt blandt de puritanske Ferrari-fans, der gennem 20 år har vænnet sig til, at en Ferrari har en frontmonteret V12-motor. Onde tunger omtaler deS

1972 Dino 246 GT

Instruktionsbogen manglede, så sælger fandt en ny, original på auktion til 5.000 kr.  

© Søren Juul

Kritikken ophører dog hurtigt. For modellen er smuk som en gudinde, ganske hurtig efter de samtidige forhold med syv sekunder til 100 km/t og en topfart på 235 km/t og har avancerede køreegenskaber.

Roger Moore dukker aldrig op, og destinationen er en sognevej i Nordsjælland i stedet for hårnåle i Monaco. Alligevel er det svært ikke at føle sig som en heldig playboy i en tidsmaskine. 

Dino stiller med 195 hk

Det er et under, at denne bil er 40 år gammel, for alt i kabinen er som nyt, og motoren synger rent og inciterende, når den arbejder over 5.000 o/min. Maks 8.000 o/min var mere ekstremt dengang, end når en 458’er spinner til 9.000 i dag.

De 195 hk hentes ved 7.600 o/min, og det føles, som om hver og én er i stalden. Den går fint i tomgang, og du kan manøvrere rundt uden at gå stå. Men du har hele tiden fornemmelsen af en racermotor, der vil have stryg for at føle sig godt tilpas. 

1972 Dino 246 GT

Campagnolo-fælge og glaskapperne over forlygterne var ekstraudstyr.

© Søren Juul

Gearkassen, hvor 2. og 3. gear ligger i samme skiftekanal (praktisk, når du skal håndtere hårnåle i Monaco), er stivbenet til at starte med, men når først olien er lunet op, kræver det blot en fast hånd at skifte gear.

Dino er forbløffende stabil ved høj fart, og det tunge styretøj reagerer så stramt og præcist på styreinputs, som du overhovedet kan forlange på datidens 14” ballondæk. 

Ferrari Dino i produktion 1969-74

Som den tidligere ejer, der yndede at bruge bilen til sportslig kørsel på krævende veje, siger, så virker det hele smooth og velfungerende, når du går til stålet. Og den bremser godt – hvor samtidige Porsche 911’ere kører bremserne varme på turen til Alperne, fortsætter Dino’en ufortrødent.

Vil du ha’ en dino 246? Så findes den i tre serier: Serie L, produceret i 1969, der ligner Dino 206 GT til forveksling, kan kendes på hjulene monteret med centerbolt, Serie M blev produceret mellem 1969 og 1970, og så Serie E fra 1971 til 1974, der havde en anden gearing til gavn for accelerationsevnen. 

1972 Dino 246 GT

Du nænner det næsten ikke, men den 47 år gamle Dino kører bedst, når den får nogle stryg.

© Søren Juul

Priserne går én vej – og det er lodret opad for de gamle, unikke klassikere, der kan fortælle en historie.

Den gule testbil er fra 1971, oprindeligt fra Schweiz og et af kun 50 eksemplarer, som blev leveret i den eftertragtede Marrone Mettallizzato. 

Til salg for 1,3 mio. kr. på danske plader

Bilen blev stjålet og efterfølgende opkøbt af en svensk racerkører ved navn Picko Troberg. I 2002 blev den totalrenoveret og omlakeret. Siden har den skiftet ejere et par gange og står nu til salg hos den danske Ferrari-importør i Allerød til 1,3 mio. kr. inklusive danske afgifter. Oprindeligt blev den solgt i vores nabolande til cirka 85.000 kr. i datidens valuta, så det ligner en god investering.

Dino viste vejen fremad for Ferrari. Designet er et ikon inden for sportsvognsdesign. Det giver mening, at Enzo dedikerede modellen til sin elskede søn. Den er en lille guldklump. 

1972 Dino 246 GT

  • Frapris i dag: ca. 1,1 mio. kr. u/afgifter  
  • Motor: V6, 2.418 cm3, 12V 
  • Ydelse: 
    • 195 hk ved 7.600 o/min, 
    • 225 Nm ved 5.500 o/min
  • Topfart: 235 km/t  
  • 0-100 km/t: 7,0 sek.  
  • Forbrug: ca. 7 km/l

Under-Ferrari er pludselig en stjerne

De mest eftertragtede Dino’er er de tidlige 206’eren, som der er bygget 152 af. Disse biler brugte karrosse og 2-liters V6-motor i aluminium. De senere 246 GT og 246 GTS havde større V6-motorer på 2,4 liter men droppede det lette metal fremfor stål. 

Dino er i flere år steget voldsomt i værdi, men de seneste målinger tyder på, at prisudviklingen er ved at flade ud, og særligt i 246 GT’ens tilfælde er værdien siden 2016 gået nedad. Den senere og mere kantede Dino 308 GT4 er indtil videre billig i sammenligningen med de tidligere brødre.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...