California er en praktisk cabriolet, men hvem tænker på det?
Af Mikkel Thomsager
Ferrari California er landet. Jeg var selv med til festen. En kæmpe reception, hvor importøren gav finanskrisen én på frakken med røde løbere, champagne, levende lounge- musik og en rigtig, officiel afsløring. Sandheden er, at bilen på podiet var en forserie-bil, der blev sendt retur til Italien dagen efter. Den rigtige fest begynder først en måned senere, hvor importørens demobil - i samme farve - lander i Allerød.
For Ferrari California er virkelig en fest, uanset om du blot betragter den på afstand eller selv sidder bag rattet. Også selv om det at køre California faktisk er en meget u-Ferrari’sk oplevelse.
I respekt for det fødte klenodie sætter jeg af i al forsigtighed. Den automatiske kobling tøver en smule, og V8-motoren accelererer kontrolleret, mens gearet skifter automatisk og helt umærkeligt. De første bump på vejen absorberes, så jeg bliver helt bekymret for, hvor Ferrari-raceren i California er blevet af. Den første rundkørsel afslører sågar en vis krængning. Allerede inden start har jeg kørt de to tagstykker ned i bagagerummet, så motorens V8-vislen bringer bilen tilbage på sporet. Men er det sandt, at den åbne Ferrari er blevet blød, selv om taget er blevet hårdt?
Ja og nej. For lige så godmodig og BMW-agtig den er, når den ikke bliver udfordret, lige så rå og F430-agtig bliver den, når omdrejningstælleren passerer 5.000.
Takket være et dobbeltkoblingssystem er skiftetiden mellem gearene nu reelt nul. Ferrari regulerer det med indlagt forsinkelse ved lave hastigheder for ikke at spolere den komfortable oplevelse, mens skiftene bliver voldsomme med tilhørende klonk som i den store 599, når Manetino-programvælgeren sættes i race, og du giver gas.
Det er her, det går op for mig, at det noget tunge styretøj er vægtet til fordel for fart og pres - for nu ikke at sige race. Ved lave hastigheder føles California tung og apatisk - den køreklare vægt er næsten 1,9 ton - men kør offensivt, og både motor og bil reagerer omgående. Med andre ord kan Ferrari-festen fortsætte, og ikke bare for de få, der får chancen bag rattet. Desværre har jeg endnu ikke set et billede af California, der yder den retfærdighed. Nøgternt betragtet har designet fået berettiget kritik, men når du står ved den, falder tingene på plads, kritikken forstummer, og festen begynder.
Uanset designet og hvad jeg mener, er der ingen, der kan spolere festen for California, der i bedste Ferrari-tradition er et stykke brugskunst. Selv om det - ironisk nok - er den hidtil mest fleksible og letkørte Ferrari.
Glæd dig til du møder den første gang, uanset om du sidder bag rattet, ser den passere eller blot nyder den på en p-plads et sted i Monaco.
VI SYNES…
California er ikke en bil. Det er et stykke brugskunst med indbygget oplevelse, og hver tur er en fest
