Ferrari bygger unik F12 TRS

Entusiast lufter sin unikke topløse F12, der kun er bygget i dette ene eksemplar

25. juni 2014 af Bil Magasinet

En af de 90 biler, der var med i den netop afholdte Ferrari Cavalcade på Sicilien var en unik liebhaverbil bygget af Ferrari i ét eksemplar, Ferrari F12 TRS.

Bilen er baseret på F12berlinetta og er udviklet som en ekstrem to-sædet roadster (barchetta). Inspirationen til projektet er 250 Testa Rossa fra 1957, og Ferrari skriver, at F12 TRS er Flavio Manzoni og teamet hos Ferrari Style Centre's moderne fortolkning af klassiskeren.

Som øvtige moderne one-off Ferrari's er bilen baseret på en eksisterende model og har samme præstationer som udgangspunktet. Det vil sige 0-100 km/t på 3,1 sek. og 0-200 km/t på 8,1 sel. Den 6,3-liters V12-motoren placeret bag forakslen yder 740 hk ved 9.000 o/min og et maksimalt moment på 640 Nm. 

Næsen er typisk spids Ferrari, mens den mørktonede øvre del af bilen danner kontrast til den muskuløse underkrop. V12'erens røde topstykker er synlige gennem et vindue i fronthjelmen, en detalje, der er inspireret af mærkets frontmotoriserede sportsvogne fra 1950'erne. Den karakteristiske aero bridge - huller i karrossen til aktivt at forbedre bilens aerodynamik - er fortolket lidt anderledes end på F12.

Cockpittet er forenklet og Ferrari skriver, at her kun er, hvad der er brug for i en moderne og ekstrem sportsvogn. Komfort har ikke været på kundens ønskeliste, og klimaanlæg, handskerum, luftdyser, måtter, hifi-system, elbetjening af ruder og kopholdere er fjernet. Kabinen er overvejende fremstillet i matsort kulfiber, tyndt læder og alcantara af vægthensyn.

Farven er inspireret af traditionel Rosso Corsa (Ferrari-rød), men udviklet via moderne multilags-lakering og de seneste nye lakeringsteknologier.

Ferrari oplyder absolut ingen pris på deres one off's - det er en sag mellem køber og sælger.

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.

Måske er du interesseret i...