Mød Breadvan Hommage
Hvad gør man, når man vil forene aerodynamik og praktikalitet? Ferrari har svaret:
En vanddråbe forspilder ekstremt meget plads ved at være spids, men en klods giver for meget luftmodstand. Det var præcis det, Ferraris italienske designere kæmpede med, da de i 1962 udgav Ferrari 250 GT SWB Breadvan.
Bilen revolutionerede aerodynamisk bildesign, og i dag har coachbuilder Niels van Roij Design bygget en moderne hyldest til den gamle Ferrari. Bilen er bygget på en Ferrari 550 Maranello, men det er langt fra åbenlyst, for de fleste af bilens paneler har modtaget en eller anden form for visuel ændring.

Ferrari 550 Maranello har 5,5 liters suge-V12'er, der skyder 480 hk ud til baghjulene gennem en manuel, 6-trins gearkasse. Hele interiøret er ændret, så stof- og læderstuen er udskiftet med ternet læder og skålsæder, præcis som i den gamle Ferrari 250. Centerkonsollen er også bygget helt om, så den både fylder mindre, og sætter mere fokus på gearstangen.
Udefra har bilen naturligvis også fået en overhaling. Kølerhjelmen er formet anderledes, og har fået lufthuller og plexiglas, som det også ses på racervarianter af 250. Lygterne er også blevet mindre, og ventileringshullerne i siden er blevet forlænget. Undervognen er udviklet af KONI, specielt til denne enkeltproduktionsferrari. Vredestein har leveret dæk, som efter sigende er designet efter Guigaro fra ItalDesigns streg.

Hvad var Breadvan?
Hvis du ikke kender til Breadvan-Ferrari'en, så kan det hele godt virke meget forvirrende. Breadvan var et forsøg på at slippe uden om et kerneproblem inden for aerodynamisk design: At luften skal slippe bilen. Er bilen ikke formet på en måde, så luften slipper rent, kan det skabe turbulent luft, og det øger luftmodstanden.
Én måde, at komme udenom det problem, er ved en dråbeformet bagende: Her slipper luften rent, og modstanden minimeres. Men dråbeformen har nogle ulemper: Bagagerummets størrelse er udelukkende defineret af din vanddråbe form. Desuden minder vanddråbe formen om formen på en flyvinge, der skaber opdrift. Det er ikke så problematisk i hverdagen, men i racerløb opdagede de hurtigt problemet.

En forskel der kunne ses
Løsningen på problemet blev Kammback: Én, hård linje markerer bilens slutning. De fysiske argumenter fylder romaner, men det vigtige er, at det minimerer luftmodstand, mens det maksimerer downforce og ikke mindst plads.
Selvom konceptet blev født i 1930'erne, blev Ferrari én af de allerførste fortalere for Kammback, da de byggede en Le Mans-ræser til 24-timers løbet i 1962. Selvom bilen ikke vandt, var konceptet bevist, og bare 2 år senere var næsten ingen Le Mans biler dråbeformede. I dag ses Kammback på alt fra Toyota Prius til Audi A7.
Se nedenfor: Video af Le Mans i 1960, billede af Le Mans-feltet i 1964. Læg mærke til bagenderne på deltagende biler.

Desværre er Breadvan Hommage en enkeltproduktion. Når det så er sagt, så tilbyder Niels van Roij Design at specialbygge netop det projekt, du har drømt om. Det koster ingenting at skrive, og så vidt vi ved, så bider de ikke. De har en kontaktform nederst på deres hjemmeside. Hvad venter du på?!