Analyse: Så meget koster en brugt Ferrari

Så du vil gerne eje en Ferrari bare én gang i livet, men er i tvivl om, hvad det kan løbe op i? Bil Magasinet finder svaret

9. oktober 2014 af Søren Juul

Den billigste nye Ferrari har en startpris på ca. fire millioner kr. på danske plader, men det er muligt at blive Ferrari-chauffør for betydeligt færre penge - her bliver det bare ekstra vigtigt at holde styr på ønsker, muligheder og facts. En billig Ferrari kan nemlig hurtigt udvikle sig til et dyrt bekendtskab, ligesom nogle modeller er betydeligt dyrere at holde kørende end andre.

En hurtig søgning på bilbasen.dk afslører et forbavsende udvalg på mere end 50 brugte Ferrari-modeller. Udvider du din søgning til mobile.de, som er den tilsvarende tyske søgemaskine for brugte biler, har du pludselig over 2.000 brugte Ferrari’er at vælge imellem. Så hvad gør du?

Den billigste Ferrari-model er i øjeblikket Mondial, som blev produceret fra 1980 til 1993. De er billige dels på grund af deres alder, dels fordi modellen generelt betragtes som en af de mindst attraktive Ferrari-modeller, hvilket igen skyldes, at det er en 2+2 med centermotor. Uanset hvad er det utvetydigt en Ferrari at se på, og den fine 3-liters V8-motor i de første årgange samt gearstangens åbne skiftekulisse i aluminium er den samme som i den mere eftertragtede 308-model eller andre samtidige Ferrari-modeller. Både som coupé og cabriolet fås Mondial fra ca. 200.000 kr. i pæn stand med kilometertal under 100.000 km, men uden registreringsafgift.

Fælles for næsten alle de biler, der er til salg på bilbasen.dk, er, at der ikke er betalt registreringsafgift. Da næsten ingen køber en Ferrari for at køre i den året rundt, er flexleasing den billige og rigtige løsning. Med en ældre Ferrari betyder det finansiel leasing. Det vil sige, at leasingselskabet står for finansiering, betaling af månedlig registreringsafgift og forsikring. Men som bruger er risikoen ved købet din. Altså påtager du dig udgifterne til service, vedligehold, og ikke mindst afskrivningen på bilen. Det lyder mere farligt, end det er - ikke mindst på ældre biler hvor afskrivningen ofte er betydeligt lavere end på nyere biler.

Kan du lide, hvad du læser? Så tjek tilbuddet på 12 numre af Bil Magasinet for 399 kr.

Hvis vi tager udgangspunkt i nævnte Mondial T, er leasingydelsen 4.000 kr. om måneden i 12 måneder for, at du kan køre i bilen i seks måneder. Hertil kommer en engangsbetaling på ca. 100.000 kr. Heraf er dog kun en femtedel rene omkostninger. Resten er depositum og afskrivning som på en almindelig bil, og der er gode chancer for at få både depositum og store dele af det afskrevne beløb tilbage, fordi bilen ikke vil have tabt det i værdi, som indledningsvist er betalt.

For at det regnestykke skal holde, skal man vælge sin Ferrari omhyggeligt, og som i mange andre af livets forhold gælder det for Ferrari, at det kan blive dyrt at købe billigt. Vi anbefaler at kontakte en etableret leasingudbyder som Formula Leasing, der vil kunne forklare principperne for flexleasing nærmere og hjælpe dig videre mod en brugt Ferrari.

Mange myter om Ferrari

Der er mange myter forbundet med det at eje og køre Ferrari, blandt andet at det er sarte biler, som det er dyrt at holde kørende. Det er vitterlig tilfældet for nogle modeller, men der findes også modeller, hvor det ikke er tilfældet.

Fælles for alle Ferrari-modeller er, at det er vigtigt at servicere dem punktligt og korrekt. Hvis ikke ventiler, olie, ­filtre, ­pakninger og de andre sliddele bliver passet som foreskrevet og lidt til, så bliver risikoen for et egentlig motorhavari markant større. Og mens almindelig service for mange Ferrari-modellers vedkommende kan klares for det samme, som det koster at holde en ny BMW 5-serie kørende, så bliver et større mekanisk havari næsten altid dyrt.

Denne kendsgerning er naturligvis også afgørende ved køb. Det er sjældent, man finder en Ferrari, som ser slidt og uappetitlig ud. Mærket fordrer, at lakken skinner, og det er alt andet lige sjovere at pudse på en Ferrari end på en Ford Fiesta. Men skinnende lak betyder ikke nødvendigvis spindende mekanik, og det er uhyre vigtigt at sikre sig, at mekanikken spiller, inden man slår til.

Det kan man gøre ved at efterspørge simpel dokumentation for udført servicearbejde, eller ved at lade en Ferrari-specialist gå bilen efter. Dem er der ikke mange af i Danmark. Formula Auto, som også er dansk Ferrari-importør er en. Skallebølle Auto på Fyn er en anden.

Hvis du absolut vil have 12 cylindre

Hvis du, som Enzo Ferrari, mener, at alt under 12-cylindre er kyllinge-agtigt, så er der også stadig to modeller, som er til at komme i nærheden af for penge.

Den ene er Ferrari 400/412, der blev produceret i knap 2.400 eksemplarer fra 1976 til 89. Den store 4-personers sedan bunder i øjeblikket til priser fra 180.000 kr. Det skyldes dels, at det vitterligt ikke er en stor køreoplevelse. De fleste har en 3-trins automatgearkasse fra GM, og bilen virker stor, tung og lad. Dels hører den ikke til blandt Ferrari’s mest pålidelige modeller, hvilket yderligere forværres af den 12-cylindrede motor. En genopbygning kan løbe op i 300.000 kr. Desuden er undervognen ømfindtlig.

Prøv 3 numre af Bil Magasinet for 99 kr. - klik her, og få næste nummer i postkassen

Den anden 12-cylindrede, der kan købes for penge, er Ferrari 456, som blev produceret i knap 3.300 eksemplarer fra 1992 til 2003. Den fås fra 220.000 kr. Den er for gammel til at være interessant og for ung til at være en klassiker, og i forhold til forgængeren, Ferrari 412, er det en langt bedre og mere pålidelig bil. Det er dog stadig en V12, hvilket automatisk øger service-omkostningerne. Hertil kan man regne koblingen, som kan holde omkring 50.000 km. En udskiftning løber nemt op i 25.000 kr. Desuden har 456 et kendt problem med de forreste sideruder, som over tid kommer til at køre skævt, hvilket gør dem utætte. Udbedringen er svær og dyr. Alle V12-modeller før disse er investeringsobjekter.

Indtil for fem år siden var Ferrari’s V6-motoriserede Dino billigt tilgængelig, men det er ikke tilfældet længere. Dino er blevet en særdeles eftertragtet vare på markedet for ældre italienske specialbiler.  

Skal du køre i bilen, skal du have en V8'er

Til gengæld er flere af Ferrari’s V8-motoriserede modeller nu til at komme i nærheden af for menneskepenge, og hvis man skal køre Ferrari på budget, er det dem, man skal lede efter.
Her gælder de samme grundregler om nøjeregnende service og komplet kontrol af hele bilen inden køb, og selv med det i baghovedet skal man være særligt på vagt over for bestemte modeller.

Ferrari 348, der blev produceret i godt 8.800 eksemplarer fra 1989 til 1995, ligner en mini-Testarossa, hvilket giver den al den Ferrari-udstråling, man kan ønske sig. Men det er dyrt at servicere den. Tand­remmen skal skiftes hvert tredje år, og det kræver, at motoren skal helt ud af bilen, hvilket gør det til en dyr og besværlig operation. Det samme gælder koblingen, og der er flere andre ømtålelige dele i motoren.

Ferrari 348 blev afløst af F355, der blev produceret i godt 11.000 eksemplarer fra 1994 til 1999. Den benytter grundlæggende samme motor, men med fem-ventilede topstykker. F355 har samme udfordringer med kobling og tandrem som 348, men hertil kommer et kendt problem med udstødningsmanifolderne, som kan løbe op i 20.000 kr. pr. styk.

Genvejen til en billigere Ferrari V8 hedder derfor 308 eller 360 Modena.

Kilde: Bil Magasinet nr. 277

Tjek tilbud til nye abonnenter - du bestemmer selv, hvor længe abonnementet skal løbe

 

Ferrari-tema i Bil Magasinet

Det store Ferrari-tema i Bil Magasinet finder du i oktobernummeret 2014, der er på gaden nu til 59,95 kr. Læs første test af mesterværket LaFerrari og den helt nye Ferrari California T, tag med ud at køre i mageløse letvægts-Ferrarier som 458 Speciale og 348 GT Competizione, tjek klassiske modeller, der bare stiger og stiger i pris, få tips til flexleasing, service og vedligehold, og meget mere.

 

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...