Citroën viser en DS5 med ny front, bagende og kabine på udstillingen i Genève i starten af marts. Den viser designsproget og det nye ansigt på kommende DS-modeller, og er ifølge Citroën en konsolidering af DS-modelserien som et selvstændigt brand. Flagskibet DS5 er designet med inspiration i Gudinden fra 1955, Citroën DS.
En nydesignet kølergrill med centralt placeret DS-monogram, full LED-lys og en ny kabine er blandt nyhederne.

"Den nye DS5 er mere end bare en bil. Det er bilen, der introducerer vores nye brand identitet. 60 år efter den originale DS bærer DS5 generne fra Gudinden. Den er et statement for vores ambition: At genoplive den franske luksusbil," siger Yves Bonnefont, CEO for DS brandet.
Kabinen bevarer sit cockpit-layout, hvor alt er centreret omkring føreren. Her er 12 færre knapper end i den nuværende model, men Citroën bevarer de betjeningsknapper i taget, der giver en fly-agtig stemning.

Udstyr vil omfatte 10 elektroniske sikkerhedsassistenter, automatisk nedblændeligt bagspejl, automatisk op/ned blænd af lys, stole med massage, køl, varme og hukommelse, en stor trykfølsom skærm med betjening af lyd, musik og spejling af smartphones fra Apple/Andriod, og hifi-lyd fra Denon.
Der vil være seks motorer tilgængelige ved premieren i juli 2015 med ydelser fra 120 til 210 hk. Hybridudgaven med diesel- og elmotor, en systemydelse på 200 hk og et CO2-udslip på 80 g/km kommer også til Danmark.
Vi følger op med danske priser, så snart vi har dem.
