ds 7
© Thomas Saks

Please, få nu den her bil til Danmark!

Efter fem år på markedet får DS 7 et facelift som kan ses og mærkes. Designet er skarpere og interiøret løftes med nye materialer og opdateret teknologi. Men det er en kraftig E-TENSE plug-in hybrid variant med 360 hk, performance optimeringer og et sportsligt look, der løber med opmærksomheden. Den er ny i modelprogrammet og vi beder til, at den danske importør tager den til landet.

25. september 2022 af Thomas Saks

DS 7 smider navnet ”Crossback” og hedder fremover bare DS 7. For at understrege mærkets selvstændighed i koncernfamilien står der DS Automobiles i det tværgående lygtebånd på bagsmækken, som med faceliftet får nye folder og smallere baglygter.

På fronten er de mest synlige ændringer de fire vertikale LED lys i hver side samt en mere markant grill. Forlygterne er lavere og som helhed giver designjusteringerne et mere skarpt og sportsligt look.

Det opdaterede design går godt i spænd med en ny 360-hestekræfters topmodel. Den er udviklet af DS Performance, som har sat bilen op til narrestreger med 15 mm sænket undervogn, øget sporvidde 24 mm for og 10 mm bag samt 380 mm store skivebremserne. Bag de særlige 21” sportsfælge titter DS Performance-bremsekalibre frem.

Den ser bragende godt ud og heldigvis lever køreegenskaberne til fulde op til udseendet. Pludselig er sving sjove i den franske SUV og accelerationer sker med masser af overskud.

ds 7 back
© Thomas Saks

Imponerende balance mellem sport og komfort

Sammen med et avanceret affjedringssystem, som er standard på alle plugin-hybrider, balanceres sport og komfort på smukkeste vis. Affjedringen styres af kameraer og sensorer som aktiveres i køreindstillingen ”Komfort” og sørger for at udjævne bump og huller.

Det fungerer vanvittigt godt og giver en fornemmelse af komfort i topklasse godt ledsaget af et lavt støjniveau. DS 7 har akustisk glas som standard.

Desværre er det endnu ikke bekræftet, at den kraftige E-TENSE plugin- hybrid finder vej til det danske marked, men vi krydser fingre for, at det sker. Det sportslige twist klæder nemlig DS 7 uden de grundlæggende værdier går tabt. Vi kender DS som et mærke med sans for detaljen, progressiv teknologi og høj komfort. Alt det leverer DS 7 stadig. 

© Thomas Saks

Større batteri i plug-in hybriderne

Basalt set består faceliftet for de tre nuværende varianter med 130 hestekræfters dieselmotor og E-TENSE plugin-hybrider med 225 hk (forhjulstræk) eller 300 hk (firehjulstræk) et opdateret design udvendigt og nogle småjusteringer i kabinen og på teknologifronten.

E-TENSE plugin-hybriderne får et større batteri på 14,2 kWh og en længere rækkevidde op til 65 km (WLTP) ved blandet kørsel. En opladning klares på ca. 2 timer med 7,4 kW.

Materialevalg som Alcantara eller nappalæder i specielt urlænkedesign afhængig af udstyrsversion giver en god premiumfornemmelse og infotainmentskærmen på 12” har ny processor, nyt design og kan i højere grad tilpasses i udseendet, ligesom vi kender fra DS 4.

Udstyrstrinnene fortsætter stort set uændret med en godt udstyret Performance Line som indstigning og Opera med alt tænkeligt komfort- og sikkerhedsudstyr i toppen.

Bliver formentlig dyrere

Den nye DS 7 forventes at lande i Danmark ved årsskiftet. Priserne er endnu ikke forhandlet på plads, men med den nuværende startpris på 480.000 kr. for E-TENSE 225 samt en generel afgiftsstigning for alle plugin-hybrider fra 2023, er 500.000-520.000 kr. nok ikke helt skævt.

 Privatleasing vil fortsat være muligt.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...