Renault afslører sin første pickup på 2015 Buenos Aires Motor Show. Det er reelt en Dacia Duster med lad, men i Sydamerika sælges Dacia under Renault-mærket. Bilen bliver produktionsudgaven af 2014 Dacia Duster Pickup Concept, og vil kunne fås med kort og lang kabine, og tre eller fem sæder.
I Syd- og Nordamerika er der enorme markeder for pickups, hvorfor Renault lægger lanceringen i Argentina. Renault har kun vist et par teaser-billeder af den nye Duster.
Det store spørgsmål er, om vi får Dacia Pickup til Danmark, og det er der ikke meget, der tyder på. Dacia Duster Pickup er forbeholdt markeder uden for Vesteuropa.

Renault lover dog, at de har en fullsize pickup på vej til EU. Det bliver en søsterbil til den næste Nissan Navara, der muligvis også kommer i en udgave produceret af Mercedes-Benz.
Bilen får 4-cylindret 2,3-liters turbodieselmotor og skal bygges hos Nissan i Barcelona fra 2016, skriver britiske CAR.
Vi indleder et massivt gruppepres på Renault Danmark for at tage Duster Pickup hertil, når den går i produktion.