Her er Danmarks billigste varebil

Dacia Dokker Van er en mellemstor varebil til virksomheder, der er ligeglade med prestige

6. juni 2015 af Bil Magasinet

 

Dacias første rigtige varebil fås fra 79.990 kr. ekskl. moms med tre års garanti eller 100.000 km - hvad der måtte komme først. Dokker Van fås i ét udstyrsniveau med fire airbags, elruder, ratbetjent radio med Bluetooth, fjernbetjent centrallås, tågeforlygter, sædevarme, højdejusterbart førersæde, kørecomputer, fastsurringskroge, skydedør i højre side, asymmetriske bagdøre samt opbevaringsrum i kabinen.

Varerummet er på 3,3 kubikmeter, lastelængden er 190 cm og sidedørsåbningen 70 cm.

Der fås én motor, nemlig Renaults gamle turbodiesel-kending på 1,5 liter og 90 hk. Den kører op til 22,2 km/l og har et moment på 200 Nm ved 1.750 o/min.

Ekstraudstyrpriserne er til at have med at gøre. Indfarvede kofangere og spejle koster 692 kr., det udmærkede og dansktalende mediesystem med navigation fra Renault Clio koster 2.316 kr., og aircon i kabinen 2.780 kr. - alle priser er ekskl. moms.

Dacia Dokker skal være med til at øge Dacias markedsandel i Danmark, der år til dato er på 1,55 procent.

"Vi har indtil nu kun haft ombyggede personbiler som Dacia varebiler. Nu får vi et es i kampen om kunderne i det lille segment for varebiler. Vi er overbeviste om at koblingen af megen plads, kendt teknologi og lav pris er noget, der for alvor får gang i sagerne,” siger pressechef i Dacia Søren Hyltoft.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...