Dacia Duster - en dunst af discount
Facelift eller ej: Dacia Duster er inderst inde stadig en grov, østeuropæisk fætter med barkede næver og furet ansigt stykket sammen af modne Renault-dele. Og tak for det. En del af charmen ved at køre Duster har altid været den samme som bag rattet af en gammel lortebil: Man er ikke så sart for, hvad man udsætter den for. En hund på bagsædet, mudder i skærmkasserne eller en tur på genbrugspladsen med skrammel i bagagerummet uden, at der skal dækkes hysterisk op med presseninger.
Til 100.000 kroner mindre end en ny Nissan Qashqai får du med den netop faceliftede Duster en trofast crossover med høj siddeposition foran og en kabine med plads til en lille familie. Og som kan tage fat, hvis du beder den om det. Bevares, der hænger en dunst af discount over bilen. De udvendige dørhåndtag har skarpe støbekanter – og selv om instrumentpanelet næsten ser helt moderne ud i sit udtryk, er det klinisk renset for bløde og berøringsvenlige overflader.

Dørhåndtag med skarpe støbekanter giver Duster en dunst af discount...
© Søren JuulDacia Duster giver meget bil for pengene
Og ja, du skal klikke videre, hvis du vælger bil ud for antallet af Euro NCAP-stjerner. Duster scorede tre af dem i 2017 – og da fabrikken stadig ikke har installeret automatisk nødbremse eller vognbaneassistent forventer vi, at den får plukket stjerner af skulderen, hvis rumæneren bliver genindkaldt til eksamen. Er du indforstået med dét, får du meget bil for pengene. Den praktiske crossover fås fra 175.000 kr. med en 90 hk turbobenzinmotor.
Du kan også få den med 130 eller 150 hk, hvoraf den kraftigste er kombineret med en glimrende 6-trins dobbeltkoblinggearkasse, som giver komfortable skift, hvad end du kører gennem byen – eller jager Duster ud på motorvejen, hvor den futter afsted med 2.500 o/min ved 130 km/t. Det er ikke jordens mest støjsvage bil, men den er rimelig retningsstabil og er et rart sted at sidde, da vi kører gennem en efterårsstorm.

Her er masser af hård og slidstærk plastik – og et godt infotainmentsystem til prisen.
© Søren JuulEn offroader fra tilbudshylden
Undervognens frihøjde gør det nemt at pløje gennem et mudderhul til ære for kameraet uden at sidde fast – eller køre ned ad en sommerhusvej uden at skrabe bugen mod græsstriben i midten. Har du brug for en bil, der kan få jord under neglene, fås den til 240.590 kr. med en 115 hk dieselmotor i kombination med firehjulstræk og en lav-gearet manuel gearkasse, der får den fremad i slæbegear i uvejsomt terræn. Uanset hvilken Duster du tager, giver den masser af værdi – og mindre sikkerhed for pengene.
Vi synes
Duster har sine mangler, men se den som et nyt alternativ til en godt brugt crossover.
Få mange flere tests af de nyeste biler - aktivér dit prøveabonnement på Bil Magasinet og få bladet i din postkasse.
Testet: Dacia Duster Prestige TCe 150 EDC
- Pris: 222.590 kr
- Årlig afgift: 1.160 kr.
- Ydelse: 150 hk og 250 Nm
- Topfart: 200 km/t
- 0-100 km/t: 9,7 sek.
- Forbrug (WLTP): 16,1 km/l
- Mål: 434/180/169 cm L/B/H
- Vægt: 1.403 kg
- Last: 375 kg
- Påhæng: 1.500 kg
- Bagagerum: 445-1.623 liter
Ny Duster ... sådan da
Dacia Duster fik et facelift i september 2021. Væsentligste forskel er et nyt infotainment-system, som faktisk fungerer fint og uden forsinkelse. Det samme gør et nyt 360 graders view, som giver både overblik og nærbillede af kantsten.
De nye signaturlygter for og bag introducerer led-lys for, og så er automatgearkassen tilbage i Duster, vel at mærker med EDC-varianten, som er af dobbeltkoblingstypen, i modsætning til den nye Dacia Sandero, som har fået automatgear af milliongearstypen (CVT).
Automatgear fås dog kun med den kraftigste 150 hestes benziner, mens 4WD kun fås i forbindelse med den 115 heste diesel.

