Danske Dacia-ejere vil med til fest

Antallet af tilmeldinger til Dacia's 1-års fødselsdag overgår importørens vildeste forventninger

6. maj 2014 af Steen Bachmann

Siden Dacia blev introduceret i Danmark for et års tid siden i, er der leveret 1.600 biler, mens 500 kunder venter på deres bil. Alle er blevet inviteret til en picnic den 25. maj for at fejre årsdagen. Antallet af tilmeldinger har mildest talt overrasket importøren.

I gamle dage kunne man lokke folk til Åbent Hus med løftet om en rød pølse og en ballon. I dag skal der mere til. Derfor har den danske Dacia-importør inviteret sine kunder til Dacias et års fødselsdag på Egeskov Slot den 25. maj. En hyggelig og uformel dag med gratis entré til slottet og en fyldt madkurv til alle.

Hos Dacia-importøren i Danmark blev der gættet på, hvor mange der nu ville komme. 100 mente en af medarbejderne. Nej, mente en anden vi - bliver da mindst 200 mennesker. Og det var klogt sagt, om end meget konservativt.

Da tilmeldingsfristen sluttede 1. maj kunne man gøre resultatet op. Hele 1.750 personer havde tilmeldt sig, og i alt bliver parkeringspladsen ved Egeskov Slot bliver fyldt med ikke færre end 354 nye Dacia.

”Vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at hver 5. Dacia i Danmark vil være at finde på Egeskov Slots parkeringsplads den 25. maj. Det er ganske enkelt overvældende på den enormt dejlige måde”, siger Marketingchef i Dacia Danmark Genete Rafn.

”En Dacia køber man hverken for at imponere naboen eller slå fartrekorden på Striben i København. Det gør man for at få en pålidelig bil, der er til at betale, så man kan bruge sine penge på andet end afdrag - for eksempel at tage på tur med venner og familie. Og vi glæder os til at møde alle i den nye Dacia familie på Egeskov Slot”, siger Genete Rafn.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...