Duster har været en kæmpe succes for Dacia, som nu er klar til at køre sine discountbiler længere ud ad den rigtige SUV-vej, altså den hvor bilen er mindre ”høj hatchback” og mere “rigtig offroad”.
Manifesto hedder en ny konceptbil, der får verdenspremiere på biludstillingen i Paris i midten af oktober, og det er en ekstrovert Rambo-bil med fuld blæs på de visuelle off road elementer. Men i bedste Dacia-stil, skal den stadig kunne købes til prisen for et stykke Fætter BR-legetøj
Manifesto har hverken døre eller vinduer. Den har ikke en gang en forrude. Til gengæld er den konstrueret, så ejeren let kan ændre bilens udtryk og egenskaber.

Byg din bil, når du har fået den
Dacia har efterhånden et stort program af eftermonterbart udstyr til alle sine modeller, som gør det muligt for Dacia-ejere at modificere og opgradere deres bilerne, efter ejeren har modtaget bilen. Denne trend køber Manifesto yderligere ind i.
Manifesto har naturligvis 4x4, stor frihøjde og er bygget til at kunne klare selv det mest ugæstfrie terræn. Og så er den bygget til at blive brugt – og gjort ren. Også indvendigt. Faktisk kan man spule bilen indvendigt uden at skulle bekymre sig.
Og så kan sædeovertrækkene tages af og anvendes som soveposer. Derudover er der et flytbart batteri i Manifesto, der kan tages ud og benyttes som strømforsyning til lys i telt og lignende.