Hvad er Dacia?
Dacia er i bund og grund det billige alternativ, som hverken er raffineret eller lækkert, men som tilbyder fungerende køretøjer til få moneter. Det er altså ikke det, Dacia forsøger at forklare, når de nu forklarer om et nyt logo og nye temafarver, som skal diktere Dacia's image fremover.
I stedet er det friluftsliv og offroading, som Dacia med førnævnte branding vil symbolisere. Tanken er naturligvis ikke, at mærket helt vil fjerne fokus fra økonomisk effektivitet, men nu skal der altså overbygges et udendørs-tvist, og det foregår med en kaki-grøn temafarve og et nyt logo, som ifølge Dacia er mere simplificeret.

Ny Dacia Bigster på vej
Det er ikke kun det nye logo, der agerer eksempel på Dacia's nye idé om friluftsliv. Tidligere på året så vi Dacia's kommende Bigster, en firehjulstrukket storebror til Duster, som Dacia også har profileret sig meget med.
Selv om det nye image kan virke som et underligt træk, set med udgangspunkt i for eksempel den nye Dacia Sandero, så er det altså ikke helt uden kontekst.
Men hvorfor friluftsliv?
Så Dacia har planlagt skiftet i noget tid. Men hvorfor? Dacia mener, at mærkets fokus på 'det nødvendige' er bibeholdt i det nye image. Her fokuseres centralt på, at livet skal nydes med kun de mest nødvendige remedier, og Dacia nævner 'det essentielle' flere gange i løbet af den 1-minuts-lange reklamefilm, du kan se ovenfor.
Dacia siger, at de begynder at rulle farveændringerne og logo'et ud fra juni. For eksempel er både logo og farver allerede implementeret på Dacia's hjemmeside, men det nye logo er ikke at finde på pressebillederne af den faceliftede Dacia Duster, der netop er blevet offentliggjort.