
Smuk og elektrisk Citroën
Selv i de sidste udgaver af Citroën DS, hvor motoren voksede til 2,3 liter og effekten til 130 hk, var det næppe motorkraften, der gjorde modellen eftertragtet. Det var derimod det unikke design og ikke mindst komfortniveauet, skabt af den specielle hydropneumatiske affjedring i modeller, der var i produktion fra 1955 til 75.
Så hvorfor ikke fjerne motorstøjen?
Det kunne være tanken bag konverteringen til eldrift, som det britiske firma Electrogenic netop har præsenteret. En Citroën DS fra 1971 er blevet konverteret fra benzin til el-drift. El-motoren trækker som benzin-motoren på forhjulene. Den er på 120 hk og 235 Nm som får strøm fra et 48,5 kWh batteri, der kan lade med en 29 kW lader. Det giver angiveligt en rækkevidde på 225 km.
Startprisen for en ombygning er 600.000 kr. plus donor bil, og eventuelle ekstra batterier.
Læs flere fede bilartikler i Bil Magasinet. Husk at aktivere dit abonnement på Bil Magasinet i dag ved at klikke hér!

Op til 320 km
Electrogenic oplyser ikke, efter hvilken standard rækkevidden er beregnet, men de kan montere DS'eren med ekstra 13, 26 eller 39 kWh, som giver en rækkevidde på op til 320 km.
Visuelt adskiller den el-drevne DS sig ikke fra benzin-udgaven udvendig, og også i kabinen har Electrogenic bestræbt sig på at holde så meget som muligt i det originale udtryk. Men der er findes optimeringer til gavn for helhedsoplevelse. Blandt andet er den mekaniske pumpe til affjedringssystemet erstattet af en mere stilfærdig elpumpe. Batterierne er integreret, hvor benzin-tanken tidligere fyldte op.
Det er ikke den første klassiker, firmaet har konverteret. Electrogenic, der har hjemme i Oxford, har specialiseret sig i el-konvertering af klassikere, og har tidligere erstattet benzin-motoren med el-motor og batteirer i en Rolls-Royce Silver Shadow 1971, en VW Boble og VW Bus og en Hudson Commodore.

Se firmaets egen video med den ombyggede Citroën DS herunder