Ny Citroën C4 Cactus er komfortens mester

Er dit eneste ønske, at din nye bil skal være komfortabelt affjedret, sender C4 Cactus alle konkurrenter i skammekrogen, men det har sin pris

4. oktober 2018 af Mikkel Thomsager

Har du nogensinde kørt i en Citroën med den hydropneumatiske affjedring, ved du, at den har en helt anden fremfærd end alle andre biler.

Den sidste Citroën C5-generation, der blev introduceret i 2008, kunne faktisk fås med både hydropneumatisk affjedring eller almindelige stålfjedre, og bortset fra hæve/sænke-funktionen kunne det faktisk være svært at mærke forskel. Hvilket formentlig var et mål i sig selv for at blødgøre udfasningen af den forholdsvis dyre affjedringstype.

Men generelt var gas/væskeaffjedringen ensbetydende med blød affjedring, forholdsvis kraftig krængning i sving og en let duvende fremfærd, som delte bilentusiaster i dem, der elskede Citroën, og dem, der hadede mærket - af samme grund.

C4 Cactus med progressive støddæmpere

Med minibilen C3 reintroducerede Citroën den bløde affjedring, om end det var ved brug af konventionelle fjedre og støddæmpere, men med den reviderede C4 Cactus går det franske mærke all in. Den er standardmonteret med en ny type såkaldt progressive støddæmpere, og ikke mindst en klart blødere affjedring, der giver Cactus den duvende fremfræd, der kan sammenlignes med den gamle hydropneumatiske køreoplevelse.

Med den følger firevejs krængning. Altså til siderne når du drejer, men også bagover, når du accelererer, og fremover, når du bremser. Jeg bryder mig ikke om det, men jeg er fuld af respekt for, at Citroën dermed udvider begrebet. 

Funky bænkeagtigt design med totonet stofbetræk dækker over usædvanligt bløde forstole. 

Klassens mest komfortable affjedring

Er det eneste, du ønsker af en bil, at den skal være komfortabelt affjedret, sender C4 Cactus nu alle konkurrenter i skammekrogen. Den har markedets mest komfortable affjedring. Men det koster på de underholdende og dynamiske køreegenskaber.

Har du mulighed for at vælge varianten med 110-hestes 3-cylindret benzinmotor og det ret dyre 6-trins automatgear (35.000 kr.) passer hele pakken rigtig godt sammen, selv om automatgearet koster 0,6 sek på accelerationstiden (10,9/10,3 sek.).

Med “Skyline” udstyr følger fast panoramaglastag, totonet stof­indtræk og andre fine designdetaljer, der bidrager til oplevelse af en moderigtig Citroën som i gamle dage.

Kabinen og førerpladsen med den simple LCD-skærm er stort set uændret fra den gamle model, men teknikken er opdateret. Der mangler dog stadig sikkerhedsudstyr.

Citroën C4 Cactus aut. Skyline

Pris: 259.990 kr.  

Motor: 3, 1.199 cm3, 12V, turbo

Ydelse: 110 hk ved 5.500 o/min, 205 Nm ved 1.500 o/min

Topfart: 188 km/t  

0-100 km/t: 10,9 sek.

EU-miks: 18,9 km/l

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, så snart du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.