
En rigtig C5 er på vej tilbage i Citroën-programmet, og den er klar hos danske Citroën-forhandlere allerede i 2022.
Den første C5 blev præsenteret i 2001 som afløser for Xantia-modellen. I 2007 kom 2. generation, men afløseren for denne blev forsinket, og da den endelig var klar i 2017, var det ikke længere en stor mellemklassebil, men en SUV i form af C5 Aircross. Citroën havde med andre ord taget livet af den kendte C5.
Indtil nu.
Senere i 2021 viser Citroën nemlig en helt ny C5. Spionbillederne her, der er taget under test i Tyskland, er de første billeder af den helt nye C5.

Uden den gamle affjedring
Bilen her er endnu stærkt kamufleret, men designmæssigt forventes den nye Citroën at tage udgangspunkt i konceptbilen "CXperience", der blev vist på biludstillingen i Paris i 2016.
Det var en lav, coupé-agtig hatchback med stor akselafstand, korte udhæng og kraftigt markederede hjulkasser både for og bag. At dømme efter spionbillederne bliver proportionerne i den færdige bil mere ordinære at se på.
Teknisk set vil den nye C5 bygger på den samme grundlæggende teknik som C5 Aircross (CMP2-platformen) og - mere nærliggende - Peugeot 508. Den ventes derfor fra starten at komme som opladningshybrid med 225 og 300 hk, og basis-motoren bliver givet vis Peugeot/Citroëns kendte 3-cylindrede benzin-motor på 130 hk.
Til gengæld må man kigger langt efter den hydropneumatiske affjedring, der var et Citroën kendetegn i mere end 60 år. Den kommer ikke tilbage i den nye C5.

Det ventes, at den nye Citroën C5 vil tage design-mæssigt udgangspunkt i konceptbilen "CXperience". De baghængslede bagdøre overlever dog ikke.
© Citroën