plugin-hybrid test passat citroën c5 x
© Privatfoto

Læser tester selv: Bil Magasinets kritik er for barsk

Henning købte en Citroën C5 X plugin-hybrid i sommeren 2022 efter kritisk Bil Magasinet-test, hvor den havde tabt en duel til en Passat plugin-hybrid. Her er hans rapport om bilen

12. februar 2023 af Steen Bachmann

Da Citroën sendte deres store "stationcar", Citroën C5 X, på gaden, testede Steen Bachmann den mod klassens etablerede grand old mand, VW Passat Variant GTE. 

Det blev til en klar sejr til Passat'en på alle parametre undtagen designmæssigt mod og affjedringskomfort, og som du kan læse i testen, var vi især utilfredse med Citroëns adaptive fartpilot, der opfører sig nervøst i forhold til bilens afslappede og komfortable væsen. 

Det fik Henning Holm Sørensen til tasterne, for han havde lige købt den store Citroën, og var uenig i flere af Bil Magasinets konklusioner.

I august 2022 skrev Henning Holm Sørensen

"For to uger siden underskrev jeg slutseddel på køb af en ny Citroën C5 X, og samme dag lå BM2209 i postkassen med en test af bilen på siderne 38-43.

Straks læste jeg testen, men da jeg så den kraftige markering på side 43 med teksten ”På et stint København-Aarhus ville jeg ti ud af ti gange vælge Passat´en”, blev jeg lidt betænkelig – havde jeg truffet det forkerte valg?

Den nye bil kunne leveres på blot en uge, og dagen efter leveringen skulle vi på weekendtur til Nordjylland fra vores hjem i Odense, så der ville blive rig lejlighed til straks at få indtryk af bilen på en længere tur.

Blev imponeret over adaptiv fartpilot

På side 41 omtales der en nervøs opførsel fra den adaptive fartpilot sammen med den automatiske gearkasse, hvor der står, at gearene skifter og skifter.

Jeg har ikke tidligere kørt med adaptiv fartpilot, men på intet tidspunkt på turen frem og tilbage observerede jeg noget tilsvarende.

Tværtimod blev jeg imponeret, da der på turen hjem fra Skanderborg til Vejle var ”stangkørsel” på motorvejen efter afslutningen af Smukfest.

Her sørgede fartpiloten for, at vi stille og roligt fulgte trafikken – endda helt ned til stilstand – uden nervøse skift i gearkassen, og uden at jeg skulle røre bremsepedalen.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, om der var en fejl på den C5X, som I testede. Men jeg går ud fra, at I med jeres sædvanlige seriøsitet checker hos forhandleren, om der kan være en fejl, når I oplever noget usædvanligt.

Jeg er bare glad for min nye C5X – den lever fuldt ud op til mine store forventninger."

Testen af plugin-hybriderne blev bragt i Bil Magasinet august 2022.

Henning sender nu en rapport om sit første halve år med den store Citroën, og den bringer vi her. 

6 måneder med Citroën C5 X

Jeg fik udleveret min Citroën C5 X d. 6. august 2022, og det er en model PHEV 225 Concorde Premiere Pack, og jeg tegnede servicekontrakt fra starten.

Pr. d.d. har bilen kørt ca. 8.500 km – primært kortere ture (målt på antal ture og ren el drift) i Odense, men jeg har også flere gange været på familiebesøg i Nordjylland – dvs. 2 x 300 km på motorvej ved flere lejligheder.

Før C5 X

Jeg er i dag 70 år, og har haft alt fra en Mini som den første bil i 1973, over flere Opel Kadett, Peugeot 406 til 2 x Xantia og 3 x C5. De sidste to biler har været Volvo V40 D2. Desuden 10 år med en Triumph TR6, som nu er solgt.

C5 X er dermed den første bil med automatgear og diverse nye hjælpemidler som bl.a. Lane Assist og Adaptiv Fartpilot. Min beskrivelse er derfor uden erfaring fra andre biler med disse systemer.

Hvad synes jeg efter 6 måneder

Jeg er rigtigt glad for bilen og dens væremåde, hvor ordet KOMFORT skal skrives med stort. Her skal det også nævnes, at jeg er stor motorsport-fan, men jeg har ikke et ønske om, at min personbil skal være specielt sporty.

Affjedring og sæder er rigtigt behagelige på længere ture. Den gode benplads på bagsædet er bare super – især når man kommer fra en V40!

En anden væsentlig del af den samlede komfort er lyd/støj. Bilen er meget støjsvag, og når benzinmotoren tager over, bemærkes det stort set ikke, med mindre man på displayet ser, at nu køres der benzindrift, eller der accelereres kraftigt.

Tilfreds med fartpilot

Jeg synes, at assistentsystemerne fungerer godt. Som nævnt i BM nr. 2209, så kan den adaptive fartpilot i visse situationer virke lidt aggressiv. Det drejer sig især om kørsel med tæt trafik på flersporede motorveje, hvis de forankørende hurtigt skifter bane. Eller hvis jeg ikke selv husker at bruge blink, når jeg skifter bane. 

Her kan man jo vælge at slå denne funktion fra, hvis man ikke bryder sig om disse reaktioner – eller man kan vælge at tage den ekstra sikkerhed som et plus. 

I et enkelt tilfælde har jeg på en almindelig vej oplevet, at bilen bremser kraftigt pga. en knallert i højre side. Det var inden jeg havde lært bilens reaktionsmønster at kende – jeg skulle bare have brugt blink, da jeg passerede knallerten. Men igen: Der var tale om et sikkert reaktionsmønster, hvis jeg ikke havde været opmærksom på knallerten.

I Bil Magasinet blev det nævnt, at automatgearkassen hysterisk skifter op og ned. Det har jeg på intet tidspunkt oplevet.

Lane Assist kan jeg godt lide. Rattet giver en mild hjælp, hvis jeg ikke følger sporet – og igen: Hvis jeg bare husker at blinke ved skift af bane, så er der ingen reaktion i rattet.

Op/nedblænding af lygter om aftenen fungerer fint – men dog ikke i dis og tåge. Det er sikkert helt naturligt, da radar og kamera vel ikke tilfredsstillende kan tolke omgivelserne. Her får man en advarsel i displayet – og så må jeg selv tage over.

Skærmene med diverse systemer funger fuldt tilfredsstillende og med god reaktionstid. Jeg har primært brugt det indbyggede navigationssystem, og det er OK.

Jeg bruger ofte musik via Apple Carplay, der også fungerer OK. Bakkameraet viser et fint billede i høj opløsning – super!

Vendediameteren er imponerende god – jeg vurderer den som bedre end i den mindre V40. Det gør det let at parkere.

Hvad siger fruen?

Min kone kører mest i sin Suzuki Swift, men hun er også glad for at køre i C5 X ́eren. Hun er bl.a. glad for den lette styring, og hun synes ikke, at den store bil er svær at håndtere. Hun er også glad for det store bagagerum, men synes, at den manuelt betjente bagklap er ret tung et åbne og lukke.

Totaløkonomi efter et halvt år

Jeg tegnede fra starten et Clever abonnement, men jeg har netop opsagt det og skifter til OK. Årsagen er, at jeg kun lader hjemme, og her er Clevers abonnement for dyrt.

Jeg er ikke imponeret af benzinøkonomien ved de lange ture frem og tilbage til Nordjylland, hvor jeg kører 110 og 130 km/t det meste af tiden. Benzinforbruget er her 13-14 km/l. Min V40 kørte 18-19 km/l på tilsvarende ture – ganske vist diesel, men alligevel er C5 X ikke imponerende.

Ifølge MyCitroën App ́s oplysninger har den samlede økonomi været 27,8 km/l, hvor el-driften giver et tilskud.

© Privatfoto


Hvad kunne være bedre

Her er enkelte kritikpunkter:

  • Den tilhørende MyCitroën App fungerer dårligt. Først efter næste 7.000 km og 4 måneder fik den fuld funktionalitet, og forhandleren havde ingen mulighed for at hjælpe ud over at klage til Citroën/Paris. Jeg har set på Facebook, at det er et generelt problem for stort set alle nye ejere. I dag vises ikke alle ture, og der gives ikke en brugbar forklaring.
    (Måske I skal tage dette punkt med i jeres prøvekørsler fremover – app ́s er blevet en integreret del af nye biler.)
  • Det er irriterende, at der ikke er en visker på bagklappen. Ofte skal man starte dagen med selv at fjerne dråber på bagruden for at have et fornuftigt udsyn bagud.
  • Som omtalt er den store bagklap ret tung at åbne/lukke.
  • Den sorte pianolak på midterkonsollen kan give kraftigt genskin fra solen.
  • Jeg har netop opdaget, at der ikke er en advarsel for lav beholdning i sprinkleren - man opdager det først, når sprinkleren ikke virker!

Bil Magasinet og C5 X

I har nu flere gange skrevet, at drivlinen ikke virker harmonisk. Som sagt, så har jeg ingen erfaringer fra lignende hybridbiler, men jeg har ikke mærket noget til de omtalte problemer.

I jeres test stod der oven i købet, at ”På et stint København-Aarhus ville jeg ti ud af ti gange vælge Passat'en” i meget markant skrift. Jeg synes fortsat, at det var en meget barsk kritik, der blev urimeligt fremhævet. Kritikken overskyggede de mange positive egenskaber ved bilen.

Hvad siger andre om C5 X

Jeg har efterhånden set mange YouTube-prøvekørsler at bilen, og det fra flere lande. INGEN påpeger de problemer, som I mener at have set ved drivlinens måde at være på. Det er lidt underligt.

Med venlig hilsen, Henning Holm Sørensen

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...